top2

Græd blot hjerte, men brist ikke...

Hør prædikenen:

Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.« Mattæusevangeliet kap.5.

For et par dage siden stødte jeg på en børne-billedbog. Græd blot hjerte… hedder den. Den fortæller om fire søskende, som sidder omkring et lille bord i køkkenet. For enden af bordet sidder en uhyggelig skikkelse, som er klædt i en mørk kappe. Hætten skjuler hans ansigt, så det kun er den skarpe næse, der stikker frem. Han har stillet sin le uden for døren. Det er nemlig døden, som er kommet til deres hus.

Børnene er kede af det. For deres elskede farmor er syg. Hun ligger oven på i sin seng. Det er hende, døden er kommet for at hente.

Børnene prøver på alle måder at trække tiden ud. Måske kan vi narre ham, tænker de, så han glemmer tiden. Hvis vi kan holde ham hen, indtil morgengryet kommer, så bliver han nødt til at flygte uden farmor. De serverer kaffe for ham. Og hver gang Døden har drukket ud, så står den ældste af drengene klar igen med den store blå kaffekande.

Men til sidst kan Døden ikke tåle mere kaffe. Han lægger sin knoklede hånd over koppen og gør tegn til at rejse sig. Men i det samme griber den mindste af pigerne fat i hans ærme og siger med sin mest hjerteskærende stemme: Hvorfor skal vores farmor dø, når nu hun er det kæreste vi har?

Døden har ry for at være hård og ubarmhjertig, men det passer ikke altid. Under den sorte kappe banker hans hjerte af kærlighed til livet. Døden sidder lidt og stirrer frem for sig - trist som han er ved hele situationen. Og så fortæller han børnene en historie.

Engang for mange år siden boede der to brødre i samme hus. Den ene hed Sorg, og den anden hed Gråd. Det var virkelig et par sørgelige fyre. Dag ud og dag ind gik de op ad hinanden – den ene mere trist og indelukket end den anden. De boede i en dal, hvor solen aldrig nåede ned, for dalen var omgivet af bakker på alle sider.

Men oppe på toppen af bakkerne boede der to søstre. Den ene hed Glæde, og den anden hed Latter. Og selv om deres dage var fulde af sol og lyse timer, så følte de to søstre alligevel, at der manglede noget. Det var som om, de havde svært ved at glæde sig over al den lykke, der blev dem forundt.

Nu gik det sådan, at de to søstre en dag mødte de to brødre. Sorg og Glæde blev straks forelskede i hinanden. Og det samme skete for Gråd og Latter. Hurtigt fandt de ud af, at de slet ikke kunne undvære hinanden. Der blev holdt et stort bryllup. Og de to nygifte par flyttede ind i hver deres hus.

Husene lå selvfølgelig lige midt på bakken, så de alle sammen havde lige langt hjem. Nogle gange gik de ned ad bakken til Sorgs og Gråds forældre. Og andre gange gik de op ad bakken til Glædes og Latters far og mor.

De blev alle fire meget gamle. Da Gråd døde, døde Latter samme dag. Og det samme skete for Glæde og Sorg. De havde det så godt sammen, at de ikke kunne undvære hinanden.

Sådan slutter Døden sin fortælling. Og til de bedrøvede børn siger han: Sådan er det også med livet og døden. Hvad var livet værd, hvis der ikke fandtes en død? Hvem kan glæde sig over solen, hvis der aldrig er en regnvejrsdag? De fire børn kigger på hinanden. Måske forstår de ikke historien på samme måde, men de fornemmer, at døden nok har ret.

Så rejser Døden sig fra bordet og går med tunge skridt hen imod loftstrappen. Den yngste af drengene kigger ud af vinduet og ser, at morgengryet er på vej. Han tænker, at han stadig kan nå at standse Døden. Men storebroren holder ham tilbage. Nej, siger han, vi må ikke forstyrre livets gang.

Da børnene kort tid efter kommer op på værelset, er farmoren død. Vinduet står åbent, og gardinet blafrer i vinden. Døden står ved fodenden af sengen. Han kigger på dem og siger: Græd blot hjerte, men brist ikke. Så vender han om og forsvinder ned ad trappen.

Døden lærte børnene en sandhed: At livet ikke kan tænkes uden døden. Vi kan ikke elske, uden at vi derved åbner os for sorgen. De mennesker, som vi holder allermest af – dem der fylder vort liv med glæde – dem kommer vi til at miste. Dem, som vi deler livet med, skal vi engang skilles fra. I den forstand har Døden ret, når den fortæller, at Glæde er gift med Sorg. At Latter og Gråd deler hus.

I er verdens lys, siger Jesus. Vi skal lyse i verden. Vi skal lyse for hinanden. Netop fordi død og sorg og gråd findes, er der brug for lys.

Døden skal nok komme af sig selv. Det er vores opgave at leve og lyse – så længe vi lever. Der er brug for, at vi varmer hinanden og viser hinanden vej – og følges ad på vejen.

Vi kan godt tænke med bekymring på de situationer, hvor vi ikke fik tændt et lys – hvor vi svigtede eller blev svigtet - så mørket fik lov til at råde. Det er en stor opgave, tænker vi. Vi egner os måske slet ikke til at være lys for andre. Men vi får ikke noget valg. Der kommer ikke en anden og lyser op i stedet for os. En som er klogere - eller bedre - eller mere strålende. Hvis ikke vi lyser, så er mørket det eneste alternativ.

Jesus siger det meget direkte: I ER verdens lys. Han giver os ikke en moralsk opsang. Han siger ikke, hvordan vi burde have været. Han konstaterer: I er verdens lys. I kan slet ikke undgå at være det. Hvad enten I tænker over det eller ej, så sætter I lysspor i hinandens liv.

I dag er det alle helgens søndag og vi mindes vore døde. Dem, der satte lysspor i vores liv. De var ikke anderledes, end vi er. De var mennesker på godt og ondt. Men netop som de var, satte de spor i vores liv. Nu er deres lys slukket. Men det skinner alligevel. For det har præget sig ind i vort sind. Det mærker vi. Og det tænker vi på med taknemmelighed.

Jesus siger også om sig selv, at han er verdens lys. Vores små lys er tændt ved hans store lys. Hans lys er så livskraftigt og stærkt, at det lyser helt ind i gravens mørke.

Derfor tror og håber vi, at de mennesker, som forlod os og vandrede ind i dødens mørke, slet ikke oplever det som et mørke. Trods de skygger, som døden kaster over os, så tror og håber vi, at vore døde forlod os for at gå ind i Guds gode og varme lys. Amen.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk