top2

Se mig, far!

Hør prædikenen:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvem er den største i Himmeriget?« Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.
Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.
Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.« Mattæusevangeliet kap.18

Jeg har været ved optikeren. Jeg har fået nye briller – mine første rigtige briller. Jeg har ikke helt vænnet mig til at gå dem endnu. Men allerede et par dage efter, at jeg fik brillerne på næsen første gang, kom der en mail fra optikeren.

I mailen stod der: Vi er glade for, at du valgte Louis Nielsen til dit seneste optikerbesøg. Vores mål er at overgå kundernes forventninger hver gang. For at kunne gøre det har vi løbende brug for feedback fra vores kunder, og vi håber derfor, du vil bruge et par minutter på at fortælle os om din oplevelse.

Det ville jeg så ikke. Det er blevet et princip for mig. For jeg synes, det er for meget med al den feedback. Det samme skete, sidste gang jeg ringede til TDC. Der gik kun et øjeblik, så kom der en SMS. Du har for nylig været i kontakt med vores kundeservice … Vi vil gerne høre din mening … osv. Når PostNord har leveret en pakke, så vil de gerne bagefter bekræftes i, at de har gjort et rigtig godt stykke arbejde. Når bilen har været på værksted, så er Toyota frygtelig nysgerrig efter at vide, hvor tilfreds jeg har været med den service, de leverede.

Hvorfor skal virksomheder nærmest tigge om at blive vurderet på den måde? Jeg kan selvfølgelig ikke afvise, at de spørger ud fra en oprigtig interesse for at høre min mening. Men jeg kan heller ikke lade være med at tænke: Det er ikke mig, der er fagmand. Jeg ved absolut ingenting om biler. Jeg betaler min værkstedsregning i tillid til, at mekanikeren er professionel. Jeg forventer faktisk, at han passer sit arbejde – både dygtigt og samvittighedsfuldt. Han skal ikke spørge mig, om hans arbejde er i orden. For det ved han bedst selv.

Men hvor kommer den fra – den trang til at blive vurderet? Måske har det noget at gøre med, at vi lever i en tid, hvor alting skal testes. Vi bliver testet og vurderet fra vi er helt små. Børn bliver udsat for en lang række tests allerede i børnehaven. Det bliver ikke bedre i skolen. Eller senere i arbejdslivet. Men jeg tror også, at det stikker dybere end de konkrete test-situationer. Vi er simpelthen flasket op med at spejle os i andres meninger om os.

Lad mig give et eksempel fra litteraturen. I sin bog De måske egnede skriver forfatteren Peter Høeg hjerteskærende om frygten for den der evindelige vurdering. Ved morgensangen på Biehls Privatskole skal der være absolut ro og disciplin. Der hviler et voldsomt pres på flokken af børn. En sjælden gang imellem opstår der tilløb til et lille oprør. En diskret rømmen, der breder sig i flokken. En unødvendig moslen med jakkerne. Forstanderen fortrækker ikke en mine. Han gennemfører morgensangen uden at lade sig mærke med noget. Men efterfølgende bliver der slået hårdt ned på den slags. Forstanderen har selvfølgelig bemærket, hvor uroen opstod.

Eleverne skal naturligvis synge med på salmerne. Mens de synger, går en lærer rundt bag ved børnene. Drengen Peter kan mærke, når han nærmer sig. Engang bøjer læreren sig frem og hvisker et lille Udmærket! til Peter. Det er jo faktisk en ros.

Men næste gang læreren nærmer sig, så mærker Peter den særlige form for frygt. Frygten for ikke at være ligeså god som sidste gang. Frygten for ikke at gøre sig fortjent til en anerkendelse. Når læreren kommer, så kommer der også altid en dommer. For når man roser, så dømmer man også – ved Peter.

Senere i romanen fortæller den voksne Peter om en oplevelse, som hænger sammen med den gamle frygt fra sangsalen på Biehls Privatskole. Han er med sin lille datter på en legeplads. Hun er trådt op på nogle jernbanesveller og balancerer en meter over jorden. Og pigen råber til sin far: Se mig!

Men inden han når at svare, så er der en fremmed kvinde på legepladsen, som siger til pigen: Så dygtig du er!
Og Peter bliver rasende. Han kunne have revet hovedet af den kvinde. Pigen bad om opmærksomhed. Hun ville gerne ses af sin far. Men i stedet for at få den opmærksomhed, som hun higede efter, så bliver hun vurderet: Så dygtig du er!

Det var ikke sagt i nogen ond mening. Det ved Peter godt. Det er bare, fordi man selv så mange gange er blevet testet, siger han. Til sidst er der ikke nogen anden måde at tænke på.

Hvem er den største i Himmeriget? - spørger disciplene. Og så peger Jesus på den mindste. Hvis I ikke ydmyger jer og bliver som børn, så kommer I slet ikke ind i Himmeriget, siger han.

Hvad vil det sige at omvende sig og blive som et barn? Omvendelse er ikke en præstation. Det er ikke en opgave, som vi skal løse for at kvalificere os til Guds rige. Tvært imod: Omvendelse er, at vi lægger en byrde fra sig. Omvendelse er, at vi vender os væk fra det rum, hvor vi konstant skal vurderes. Hvor vi hele tiden spejler os i andres meninger om os. Hvor vi derfor også konstant mærker en lille frygt for, at vi ikke bliver tilstrækkelig anerkendt. Hver gang et vurderende blik strejfer os, så vågner frygten for, at vi ikke bliver fundet gode nok. Vend jer væk fra det, siger Jesus. Giv jer selv lov til at være som det barn, der ikke er kommet ind i den skure endnu.

Gud er ikke som læreren på Biehls Privatskole, der sniger sig rundt under morgensangen og uddeler små anerkendelser til dem, der gør det bedst. Gud ligner meget mere den far, som sidder på legepladsen og glæder sig over sit barn, der midt i legen begejstret råber: Far se mig! Se mig!

Amen.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk