top2

Så længe der er Gud, er der håb

Hør prædikenen:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.« Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« Lukasevangeliet kap. 13

Burkina Faso i Vestafrika er et af de fattigste lande i verden. Det ligger i det tørre Sahel-bælte, lige syd for Sahara. Omkring 90% af arbejdsstyrken er ansat i landbruget. Men på grund af langvarig tørke er det næsten umuligt at dyrke noget, og i mange år er det kun blevet værre. Den smule græs, der kan gro, bliver bidt helt ned af dyrene, og jorden forstener eller skylles væk, når regnen en sjælden gang kommer. Situationen er tæt på håbløs.

Men der er noget, der ligner en solstrålehistorie. For i Burkina Faso lever der en ældre mand, Yacouba Sawadogo. Han kan hverken læse eller skrive. Men trods modstand fra både lokalsamfund og regering, har han gennem sej viljestyrke og uendelig tålmodighed vist, at udviklingen kan vendes.

Derfor er han blevet kendt langt ud over landets grænser som ”manden, der stopper ørkenen”. Hvad er det, han kan? Jo, han har fundet ud af, at man ved at bruge en ældgammel, simpel teknik kan få frø til at spire og gro i den stenhårde og udtørrede jord. Zaï hedder den.

Det går ud på, at man laver små skålformede fordybninger i jorden, som man lægger frøene i. Fordybningerne forhindrer frøene i at blæse væk. De holder på duggen og leder den ned i bunden. Og de opsamler stumper af blade og andet organisk materiale, som formulder og giver næring til de små planter. Det organiske materiale tiltrækker samtidig termitter, som graver gange i den hårde, tørre jord, så regnen bedre kan trække ned, når den endelig falder.

Siden 1980’erne har Yacouba Sawadogo gravet tusindvis af små skålformede fordybninger, hvori han har lagt frø til spiring. Han er blevet gjort til grin og chikaneret – ja, hans ejendom er endda blevet brændt ned, fordi han insisterer på noget så ufornuftigt som at prøve at dyrke noget i den stenhårde jord.

Men Yacouba Sawadogo har nægtet at give op. Han er begyndt forfra og er blevet ved, stille og stædigt. I dag er der 40 hektar skov i et område, som alle havde opgivet at dyrke noget i. Og alle træerne er begyndt i små, skålformede huller, gravet i den hårde jord. Det har vist sig, at det, han gør, er mere effektivt end alle de andre indsatser som tilsammen gøres for at stoppe ørkenens fremmarch.

Hans tålmodighedsarbejde er blevet et billede på håb i en del af verden, hvor håb og mod er en mangelvare.

Jeg tror, at netop sådanne håbsbilleder kan være med til at lukke op for det, Jesus siger her i dag.

I indgangen til dagens tekst hører vi om, hvordan nogle kommer til Jesus og fortæller om to frygtelige hændelser. Nogle af deres landsmænd hjemme fra Galilæa har været i Jerusalems tempel for at ofre. Af en eller anden grund opstod der tumult, de romerske soldater greb ind og dræbte dem der på tempelpladsen. Og samtidig fortæller de om en ulykke, hvor et tårn faldt sammen og dræbte atten mennesker. Disciplene er i chok. Hvordan kunne det ske? Hvorfor holdt Gud ikke hånden over dem? Var det deres egen skyld? Var det fordi de var syndere?

Sådan nogle spørgsmål er ikke nye. Fra tidernes morgen har mennesker prøvet at finde sammenhæng og mening i tilværelsen. I østlig filosofi er det blevet til tanken om karma – at vi bærer alt det med os, vi siger og gør, og at det former hele vores fremtid, ikke bare i det her liv, men også i det næste. Som du sår, skal du høste.

Lignende tanker findes også i det gamle testamente, som vi hørte det fra profeten Ezekiel: Fædrene åd sure druer, og børnenes tænder blev ømme. Der må være en sammenhæng mellem årsag og virkning. Og sådan er der også mange, der tænker i dag. Når man bliver syg, er den første tanke for mange: Der må være en grund til det. Det må være min egen skyld, dårlig livsstil eller negative tankemønstre.

Vi har let ved at tænke, at det, der sker, er løn som forskyldt – for os selv eller for nogle andre. Du ligger, som du har redt. På en eller anden måde er det, som om det er nemmere at forholde sig til at der er en sammenhæng, end at der ikke er. Det er nemmere at forholde sig til, at skyld og skæbne er forbundet, end at tingene sker tilfældigt. Eller som de gamle sagde i min familie, når der var noget, der gik galt: Di ku wær’ bløwen fro’e!

Og somme tider er det jo faktisk rigtigt. Somme tider hænger tingene sammen, og så må vi bære følgerne af det, vi roder os ud i. Somme tider får vi faktisk løn som forskyldt. Og derfor kan det virke besnærende, at sådan må det altid være. At der altid må være en fornuftig årsag – at der må være orden i tingene.

Det er ikke sikkert, vi kalder det Guds vilje. Men tanken om at vi i bund og grund får løn som forskyldt er den samme. Hvis jeg bliver syg, er det fordi jeg har levet forkert. Og hvis jeg ikke bliver rask, er det fordi jeg ikke tænker positivt. Jeg er min egen lykkes smed. Det lyder som sund fornuft, og det er en tanke, der griber om sig – men den er ubarmhjertig. Så stort et ansvar er der ikke noget menneske, der kan bære, at være herre over sit eget liv og sin egen død.

Jesus siger klart fra over for alle spekulationer og forsøg på at give fornuftige forklaringer og skabe sammenhæng mellem årsag og virkning. Uanset hvor gode og retfærdige vi er, så er vi ikke sikret mod ulykker og død. Troen er ikke en livsforsikring.

Jesus siger et højt og tydeligt nej til forestillingen om, at alt, hvad der sker, er en følge af noget, vi har gjort. Gud er ikke en nidkær bogholder, der sidder i sin himmel og holder regnskab med, hvem der skal dukkes og hvem der skal belønnes. Det er ikke sådan, det er.

I stedet for fortæller han lignelsen om en gartner, der er lige så stædig og ufornuftig som Yacouba Sawadogo. I tre år har der stået et figentræ i hans have, uden at give en eneste frugt. Ejeren har allerede mistet tålmodigheden. Nu må det være nok. Sådan et træ er ingen ting til – og det tager endda plads og kraft fra de andre. Det eneste fornuftige vil være at fælde det, så der kan blive plads til at plante et nyt.

Men gartneren er ikke fornuftig. Han regner ikke på, hvad det vil medføre af omkostninger, eller om det kan betale sig at bruge penge til gødning og flere arbejdstimer. Han tænker bare: Så må jeg gøre endnu mere! Og pointen er: Sådan er Gud!

Det er i det lys, vi skal høre ordene om omvendelse. Som en opfordring til at holde op med at kigge ind i os selv, og i stedet se op, mod Gud. Som en invitation til at tro på, at der kan komme noget godt ud af vores tørre og golde liv, når det kommer i hænderne på en gartner, der ikke giver op. For sådan er Gud. Uanset hvordan vores fortid ser ud, så insisterer han på, at der er håb og fremtid.

Omvendelse er at tro på, og handle efter, at så længe der er Gud, er der håb – og hans rige kan spire og gro ud af det tørreste træ og i den hårdeste jord.

Amen.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk