top2

Vi er grene på det samme træ

Hør prædikenen:

Jesus sagde: Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.
Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen. Johannesevangeliet kap.15.


stamtrae
Min mor døde for halvanden måned siden. Og i sidste weekend var jeg sammen med mine søskende oppe for at rydde op i hendes hus. Vi sorterede og fordelte og smed ud.

En af de ting, som jeg fik med mig, var stamtræet. Det har hængt på væggen derhjemme i 45 år, vil jeg tro. De første på stammen er mine oldeforældre, Marie og Mikkel Lund fra Ydby i Thy.

Rundt omkring dem sidder deres seks børn og tilhørende svigerbørn. To af de seks børn emigrerede til USA i 1930’erne. Da der skulle samles billeder ind til stamtræet, sendte de farvebilleder hjem. Det var noget moderne noget, som vi ikke kendte til i Thy og Han Herred på det tidspunkt. Vores verden var stadigvæk sort og hvid dengang - i begyndelsen af 70’erne.

Alle i de to første generationer er døde nu.

Det tynder også gevaldigt ud i den næste række – altså mine forældres generation. Der er dog enkelte, der lever endnu.

Børnene og de helt unge, som sidder på de alleryderste grene, det er min generation – mine søskende, mine fætre og kusiner og næstsøskendebørn. Den generation er ikke fuldtallig. Der kom stadig nogen til, efter at billedet var sat sammen.

Sådan er det med et stamtræ som det her - det følger ikke med tiden. Det vokser ikke ligesom et rigtigt træ. Det er et øjebliksbillede. Hvis stamtræet her havde holdt trit med virkeligheden, så ville der have været to generationer mere. Mine børns generation – og den næste igen.

Men selvom billedet nu er helt forældet, så kan jeg huske, at det engang var meget godt at have. Det var overskueligt. Vi kunne se, hvordan familien hang sammen. Vi kunne se den nærmeste del af familien, som vi selvfølgelig kendte godt. Men vi kunne også se den lidt fjernere del af familien. En stor del af dem, der emigrerede til USA, havde vi aldrig mødt i virkeligheden. Men på stamtræet hang vi alligevel sammen. Vi var en del af den samme store familie.

Jeg tror, at vi alle sammen har sådan et stamtræ. Hvis ikke vi har det på væggen i glas og ramme, så har vi det inde i vores hoveder. Vi ser det mere eller mindre klart for os. Vi kender vores familierelationer. Brødre og søstre. Fætre og kusiner. Onkler og tanter. Vi ved, at vi hører til i en slægtssammenhæng. Det er noget af det, som børn tidligt spørger efter. Hvordan er vi i familie? Hvad betyder det, at hun er min tante. I takt med at vi vokser op, så danner vi os et større og bedre overblik. Det indre stamtræ aftegner sig i vores bevidsthed.

Familiestridigheder er noget af det værste, vi kan opleve. Det går virkelig dybt, og det gør ondt. Der kan være så mange grunde til, at der opstår strid i en familie. Måske er det bare en bagatel, der skiller to brødre ad – eller voksne børn og deres gamle forældre.

Det er dybt tragisk, når det sker. Og det er smertefuldt – både for dem, der er direkte involveret i konflikten, og for dem, der står på sidelinjen og ikke kan gøre noget ved det. Som regel gør en familiekonflikt meget mere ondt end alle mulige andre konflikter, som vi kan havne i.

Hvorfor er en familiekonflikt så smertefuldt? Jeg tror, det har noget at gøre med det indre stamtræ, som vi bærer rundt på. Når der opstår en konflikt i den nære familie, så er det som om stamtræet bliver ramt af en efterårsstorm. Store grene bliver knækket af. Måske flækker stammen fra øverst til nederst. Måske er træet slet ikke til at redde. Det, som er vokset frem - støt og roligt - igennem mange år, bliver ødelagt på et øjeblik. Det er næsten ikke til at bære.

Hver eneste lille, ny kvist har vakt stor glæde, da den skød frem. Den lille kvist blev til en stor gren, som måske delte sig i nye kviste. Og hele tiden var det en glæde at se, hvordan slægtstræet voksede. Men en familiefejde kan på kort tid ødelægge mange års glæde og stolthed – ligesom en efterårsstorm i et enkelt vindstød kan knække et gammelt bøgetræ, der måske har været 150 år undervejs.

Stamtræet symboliserer noget stærkt, noget værdifuldt, som vi ikke kan bryde, uden at vi gør vold på det dybeste i os selv.

Jesus siger til sine disciple: Jeg er vintræet, I er grenene. Det er præcis den samme symbolik. Med det billede siger han: Vi hører sammen som én stor familie. Vi er vokset sammen. Der er en gensidig afhængighed imellem os. Vi kan ikke leve uden hinanden.

I et træ foregår der en livlig transport fra roden igennem stammen og ud i grenene. Rødderne suger vand op og pumper det helt ud til de yderste blade. Men transporten går også den anden vej. Bladene producerer sukkerstoffer, som sendes gennem grenene til stammen. Transporten går begge veje. Afhængigheden er gensidig. En træstamme uden grene og blade er død. Men en gren, som ligger afbrækket på jorden er også død.

I Guds store familie – på hans stamtræ – er der også sådan en gensidig afhængighed. Vi er naturligvis afhængige af Gud. Fra øjeblik til øjeblik giver han os selve livet. Vi kunne ikke leve, hvis ikke Gud – hvert sekund - bar vort liv.

Men Gud er også afhængig af os, hvor mærkeligt det end lyder. Det gode, som Gud vil give til verden, det når aldrig sit mål, hvis ikke vi bærer det frem. Jeg er vintræet, I er grenene, siger Jesus. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt.

Som grene på Guds stamtræ skal vi bære frugt. Det er meningen med det hele. Frugten af vort liv er først og fremmest kærlighed.

Kærlighedens frugter kan have mange forskellige former og farver. De ser ikke altid ens ud. Men vi kender dem, når vi ser dem. Som regel ved vi godt, hvad der er det mest kærlige i en given situation.

Den kærlighed, som Gud vil give til verden, den skal vi række videre. Gud er afhængig af, at vi gør det. Og vore medmennesker er afhængige af, at vi gør det.

Hver gang et menneske bliver døbt, så vokser der en lille, ny kvist frem på Guds stamtræ. Det gamle dåbsritual brugte et smukt billede. Dér beder vi om, at dåbsbarnet må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham.

Så kan vi se for os, hvordan den store gartner arbejder med sin podekniv og sætter små nye kviste ind på stammen. Der vokser de fast. De suger næring til sig - og med tiden bærer de frugt – kærlighedens frugt, som andre kan leve af og glæde sig over.

Amen.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk