top2

Den, der tror skal leve, selvom han dør

Hør prædikenen:

Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.« Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.« Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.« Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham. Johannesevangeliet kap.11.

Amen.

For en måned siden døde min mor. Hun var 93 år gammel. Hun har haft et godt liv og var aktiv indtil det sidste. Vi fik 14 dage til at tage afsked med hende. Og de 14 dage brugte vi intenst. Efter det sov hun lige så stille ind. Det var faktisk så fint, som det kunne være.

Men selv når døden kommer på sin mest venlige måde, så ryster den os alligevel. Vi kan gøre os nok så mange forestillinger på forhånd. Det er bare anderledes, når virkeligheden rammer. Det menneske, som var levende for et øjeblik siden, er pludselig uden for vores rækkevidde. Hvor gik livet hen? Noget er definitivt slut. Aldrig mere kan vi snakke sammen - eller dele noget med hinanden. Det er næsten ikke til at rumme den tanke.

Jeg tror, at langt de fleste af jer har været i den samme situation. Ellers kommer I det før eller siden. Der kan være årtier imellem, at vi er lige dér. Men det sker for os alle sammen, at døden trænger sig på og tager en af vores egne – en far, en mor, en ægtefælle, et barn. Så mærker vi for alvor, hvor indgribende døden er. Så har vi brug for et håb om, at døden ikke er det allersidste.

I dag får vi et lille påskeglimt. Vi hører om Lazarus og to hans søstre, Martha og Maria. De bor sammen - måske i forældrenes hus, hvor de er vokset op. Men en dag bliver Lazarus alvorlig syg, og søstrene bekymrer sig. De frygter selvfølgelig for, at døden nu er på vej indi deres lille familiekreds. 

Det er så utrolig genkendeligt. Tag en tur ind på Viborg sygehus - eller et hvilket som helst andet sygehus i landet. Dér udspiller den samme historie sig hver eneste dag. Et menneske bliver ramt af noget livstruende. De nærmeste bliver bekymrede og bange. Alle går rundt og venter. Hvis bare behandlingen virker... Hvis bare operationen lykkes… Hvis det er lidt bedre i morgen … så vender det måske og går den rigtige vej.

Men nej, det bliver ikke bedre. Tvært imod, sygdommen forværres. Er der ikke en anden læge eller en anden behandling eller en ny medicin? Alle muligheder afsøges. Hvis bare vi kunne finde en udvej… Hvis og hvis og hvis …
Sådan er det med Martha og Maria. De vimser rundt om Lazarus’ seng. De lytter til hans lyde. Ængsteligt holder de øje med den mindste bevægelse. Ser han ikke lidt bedre ud i dag? De håber. Men nej, det går vist ikke.

De har for længst sendt bud efter Jesus. Han kan redde deres bror. Det er de sikre på. Og han vil bestemt også gøre det. For de ved, hvor meget Jesus holder af Lazarus. De venter og venter, mens Lazarus bare bliver dårligere og dårligere. Hvis bare Jesus havde været her. Hvis han i det mindste kunne skynde sig lidt. Hvis bare han når det, inden det er for sent. De kan slet ikke holde ud at tænke på, hvad der vil ske, hvis…

Men Jesus når det ikke. Han kommer for sent. Sådan er virkeligheden. Det kan ingen ønsketænkning lave om på nu. Døden har været der. Den har taget sit. Lazarus ligger i graven på 4. dag. Og en tung stenblok er rullet hen foran åbningen. Det er definitivt.

Søstrene ved ikke, hvad de skal stille op. De aner ikke, hvad fremtiden vil bringe. Fortvivlelsen lyser ud af dem, da Jesus endelig kommer. De løber ham i møde. Og så slipper den ud - den sætning, som har kørt rundt i deres hoveder i de sidste dage. Selvom sætningen er blevet meningsløs nu, så kan de ikke holde den tilbage: Hvis bare du havde været her, Jesus! Hvis bare du havde været her.

Der er en underlig dobbelthed i det udtryk. Egentlig er det jo en tillidserklæring. De er overbevidst om, at Jesus kunne have hjulpet dem … hvis bare han havde været der. Men det var han jo netop ikke!

Så samtidig er der også en undertone af bebrejdelse. Hvorfor kom du ikke? Hvor var du, da vi havde allermest brug for dig?

Vi kender det. Sådan er det, når vi er pressede af sorg og bekymring. Så slipper der noget ud, som vi egentlig ikke mener - ikke på den måde i hvert fald. Det kommer til at lyde som en bebrejdelse, men i virkeligheden er det fortvivlelsen, der løber af med os.

Nu taler Jesus for første gang i den her fortælling: Din bror vil stå op fra de døde, siger han. Det gør overhovedet ikke indtryk på Martha. Hun hører det som en af de klicher, der bliver sagt ved sådan en lejlighed. Der er nok en mening med det! Sådan skulle det nok være! Det var nok det bedste!

Men den, der er lukket inde i sorgen, kan ikke bruge sådan en kliche til noget som helt - hvor velmenende den end er. Martha trækker bare på skuldrene: Ja, ja, jeg ved godt, at han skal opstå - engang - på den yderste dag - i himlen – om lang tid. Men hvad hjælper det her og nu.

Martha tror, at Jesus snakker om fremtiden. Men det er nutiden, Jesus taler om: Den, der tror på mig, lever, selv om han dør, siger Jesus. Nu bliver Martha opmærksom. Hun kan fornemme, at der er noget mere på spil. Hvad er det han siger? At den døde ikke er død og borte? At han lever, selvom han er død?

Det er sådan en sætning, som vi bør klippe ud og gemme i vort hjertes skatkammer. Den kan vi bruge, når døden en dag trænger sig på hos os - og det bliver alvor. Den, der tror på mig, lever, selv om han dør.

Vi hører også om det spektakulære optrin ude ved graven, hvor Jesus vækker den døde Lazarus. Men det er slet ikke højdepunktet i fortællingen. Evangelisten Johannes kalder selve opvækkelsen for et tegn. Vi kunne også kalde det en illustration. Det er en handling, som understreger de ord, som Jesus lige har sagt til Martha: Den, der tror på mig, lever, selv om han dør. Men det er den sætning, der er omdrejningspunktet i fortællingen. Den, der tror på mig, lever, selvom han dør.

Det er det kristne håb i én eneste sætning. Gud har skabt os. Han har givet os en plads i sin verden. Vi lever og vi dør. Sådan er det.

Men når vi dør, så forsvinder vi ikke i mørket. Vore veje skilles og vi mister hinanden af syne for en tid. Men både når vi lever, og når vi dør, er vi i den samme Guds hånd.

Amen

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk