top2

Gud er ikke en kreditforening

Hør prædikenen:

En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!« Lukasevangeliet kap. 7


I dag er vi på besøg hos Simon, en af de pæne borger i byen. Han har indbudt en håndfuld af sine ligemænd til en lille sammenkomst. Ikke en rigtig fest, men en middag, hvor de kan hygge sig med hinanden og snakke om sager af fælles interesse. Det begynder rigtig fint, men senere sker der noget, som bare ikke skulle være sket.

Meningen var, at det hele skulle køre lige så stille og roligt efter bogen. Gæsterne skulle have noget mad. De skulle have tid til at snakke med hinanden. Jesus er blandt gæsterne. Der var nok et par af mændene, som ville bruge lejligheden til at høre hans mening om en eller anden sag. Det skulle de være velkomne til. Det ville bare være interessant.

På et tidspunkt ville Simon banke på glasset og byde gæsterne velkommen. Han ville udtrykke sin inderlige glæde ved at få lov til at være vært og have de her gode mennesker i sit hus.

Senere – når tiden var til det – kunne en af gæsterne rejse sig og takke Simon, fordi de fik lov til at nyde godt af hans gæstfrihed. Og lidt senere ville gæsterne bryde op og begynde at gå hver til sit.

Så roligt og så enkelt skulle det have været, men … desværre … det kom til at gå helt anderledes. For som sagt: Der skete noget, som absolut ikke skulle være sket.

En kvinde kommer ind i lokalet. Ingen ved rigtig, hvor hun kom fra, men pludselig er hun der. Hun falder helt klart ved siden af stilen i selskabet. Hun er det, der på moderne dansk hedder sexarbejder.

At hun pludselig står der midt i forsamlingen – ja, det var absolut ikke noget, som Simon kunne have forudset. Det er heller ikke noget, han bryder sig om. Han mister ligesom magten over situationen. Han ved ikke, hvad det kan føre til. Bliver det pinligt? Udvikler det sig ligefrem til en skandale? Ingen ved det. Alt kan ske.

Kvindens indbrud i festen skaber også uro og usikkerhed blandt gæsterne. Før snakkede de om almindelige, pæne, små ting. Ting som de alle sammen kunne forholde sig til. Men nu svirrer luften pludselig af ord, som er meget større og skarpere. Ord som: synd og skam, for galt og for meget. Og hvad bilder hun sig ind? Ejer hun slet ikke situationsfornemmelse?

Kvindens kærlighed til Jesus lyser ligefrem ud af hende. Hun demonstrerer helt åbenlyst sin stærke hengivenhed for Jesus. Og han siger noget om at elske meget og få meget tilgivet.

Skal det absolut være så voldsomt? Simon og de andre mænd bryder sig ikke om, at følelserne i den grad bliver pustet op og smurt ind i tårer og snot. Det er pinligt. Det er ikke til at have med at gøre. Alle Simons forestillinger om en god aften kan han pludselig godt glemme.

Én ting fatter Simon ikke. Hvorfor sender Jesus ikke kvinden væk? Han kan vel se, at hun ikke hører hjemme her. Det er åbenlystfor enhver, at hun er en synderinde, som står i gæld til Gud og hver mand.

Der må da være forskel på folk – mener Simon. Alle har selvfølgelig deres regnskab med Gud. Men nogle mennesker har bare oparbejdet så stor en gæld, at de ikke længere kan håndtere den. Som kvinden dér for eksempel. Hun har bare har trukket og trukket på kontoen. Andre har betalt af – med bønner og faste og almisser og gode gerninger.

Selv Simon kan vel ikke sige sig fri for, at han også har overtrådt et bud i ny og næ, men så er det jo godt, at Gud er nådig og barmhjertig. Og under alle omstændigheder så er det da småting i forhold til det, som kvinden dér skylder.

Jesus kan åbenbart mærke, hvad Simon står og grubler over. Og i første omgang går han ind på Simons tankegang.

Simon, lad mig fortælle dig en historie, siger Jesus. Der er to mænd, som har lånt penge i den samme kreditforening. Den ene gældsatte sig alt for hårdt. Det viser sig, at han ikke kan betale sine renter og afdrag. Gælden bare vokser. Til sidst er den helt uoverskuelig. Den anden mand lånte et noget mindre beløb. Derfor kunne han også bedre klare sine ydelser. Han betalte til tiden og efterhånden er der nu kun en lille klatgæld tilbage.

Så sker der noget helt uhørt. Kreditforeningen sender rudekuverter ud til alle sine kunder. Den dybt forgældede mand bliver selvfølgelig straks bange og modløs. Det er aldrig gode tegn, når der er brev fra banken. Det er nok slut nu, tænker han, men det kunne jo heller ikke blive ved med at gå.

Den anden mand er fortrøstningsfuld. Der er nok et godt tilbud til mig, tænker han. Han har jo trods alt været en solid kunde i mange år. Måske kan han udnytte friværdien i sin bolig og lave et nyt, favorabelt lån.
Så forskelligt tænker de to mænd. Men ingen af dem får ret i deres anelser. Der er et helt andet indhold i rudekuverterne. Der er en meddelelse om, at kreditforeningen vil foretage en omfattende gældssanering. Al gammel gæld bliver slettet. Kreditforeningen vil dog gerne beholde alle gamle kunder. Enhver er velkommen til at begynde på en frisk – med et blankt nul på kontoen.

Det er stærkt chokerende læsning. Den forgældede mand kan ikke tro sine egne øjne. Er der nogen, der laver sjov med ham? Men nej, det er det kendte og frygtede logo på konvolutten. Det er kreditforeningens brevpapir med direktørens underskrift. Det er ingen tvivl. Men det er alligevel ikke til at tro.

Den gode, solide kunde er ikke mindre chokeret. Han føler sig fuldstændig til grin nu. Så er det jo forgæves, at han omhyggeligt har betalt sine terminer til tiden. Nu er han ikke bedre stillet end ham, der i årevis har sjoflet sine forpligtelser. Ganske vist fik den solide kunde også slettet sin lille restgæld. Men hvor sjovt er det, når han dermed bliver ligestillet med de mest uansvarlige sjuskehoveder.

Hvad så, siger Jesus til farisæeren Simon. Hvem af de to skyldnere blev mest glad for brevet, tror du? Der er ingen tvivl hos Simon. Han ved godt, hvor glæden er størst.

Jesus gik ind på Simons tankegang – og fik Simon til at følge sig. Men i virkeligheden vil Jesus noget endnu mere radikalt. Han vil have Simon - og alle os andre - til at forstå, at Gud slet ikke er en kreditforening. Gud sidder ikke og fører regnskab over små og store skyldnere. Der er ikke noget, der hedder større eller mindre friværdi i forhold til Gud. Jesus annullerer det skema – og erstatter det med billedet af en fest.

Med Guds rige er det ligesom med en konge, der vil fejre sin søns bryllup. Han indbyder vidt og bredt til festen. Alle bliver indbudt – ikke kun dem, der mener om sig selv at de er selvskrevne til at deltage i sådan en fest. Men også dem, der ikke i deres vildeste fantasi kunne forestille sig, at de nogensinde skulle få den chance – også de bliver indbudt.

Gå ud på gader og stræder, siger kongen til sine tjenere. Kig i grøftekanter og i markskel. Fortsæt helt derud, hvor vejene ender. Og indbyd alle, som I møder, til at være med. For der er plads nok og mit hus skal være fyldt, når der er fest.

Sådan går det til, at vi alle bliver inviteret – uanset om vi er små eller store skyldnere.

Amen.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk