top2

Huset på klippen

Hør prædikenen:

Jesus sagde: »Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.« Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.

Det ene hus bliver bygget direkte oven på sandet – uden noget fundament under. Det andet hus er plantet solidt på klippen. Enhver kan sige sig selv, at det sidste er det bedste. Et hus har brug for en sokkel. Vi begynder ikke med at lægge de første mursten på den bare jord. Hvis vi gjorde det, så ville vi hurtigt opdage, at vores arbejde var forgæves.

Det er meget nemt at forstå det billede, som Jesus bruger. Uanset hvad vi bygger, så skal vi have et fast underlag – et solidt fundament. Det gælder også det store byggeri, som hedder LIVET. Det er let at forstå – i princippet.

Men allerede ved det næste skridt bliver det svært. For hvad er klippegrunden billede på? Hvad er det for et fundament, vi skal bygge vort liv på? Det får vi ikke noget konkret at vide om i den her lille fortælling.

Det hænger sammen med, at lignelsen om de to huse bare er afslutningen på en længere fortælling. Hvis vi skal forstå, hvad sandet og klippegrunden er billede på, så skal vi have forhistorien med. Og forhistorien – det er den såkaldte bjergprædiken.

En dag ser Jesus en stor flok mennesker, der kommer hen imod ham. Det er søgende mennesker, som prøver at finde ud af deres liv. De vil høre ham fortælle. De har hørt rygter. De har en fornemmelse af, at Jesus kan give dem noget nyt. Og det har de brug for. Hele deres liv er de blevet banket oven i hovedet med Moseloven. De har fået at vide, hvordan de skal leve deres liv – ned til den mindste detalje. Og de er trætte. Faktisk har mange af dem for længst givet op. For aldrig er det godt nok. Altid bliver der løftet pegefingre - og religiøse folk fortæller, hvorfor og hvor meget de burde skamme sig.

Jesus kan se trætheden og håbløsheden i deres øjne. Han går op på en lille bjergtop og sætter sig. Flokken følger efter. De samler sig i en kødrand omkring ham. Og da der bliver ro, begynder Jesus at fortælle om Gud.

Han fortæller, hvad Guds ønske var, da han skabte menneskene og lod dem flytte ind på jorden. Han fortæller, hvordan Guds lov egentlig skal forstås. Det er ikke Guds tanke, at menneskene skal plage sig selv og hinanden med regler og paragraffer. Du bør og du skal og du må ikke - som om Gud er en streng dommer. Nej, Gud gav menneskene en rettesnor i deres hjerter. Sådan skal loven forstås. Den skal minde os om, hvad et godt liv er.

Salige er de sagtmodige. Salige er de barmhjertige. Salige er de, der stifter fred. Salige er de, der vil retfærdigheden.

Og så fortæller Jesus – med en lang række eksempler – hvad et godt liv er. Hvordan vi kan leve sammen i et fællesskab, hvor det ikke er alles kamp mod alle. Eksemplerne ligger ligesom perler på en snor. Lad os se på nogle af dem.

Jesus siger noget om vrede. Vrede kan være ligeså alvorlig som drab, siger Jesus. Hvis du er vred på din bror og går og bagtaler ham, så ødelægger du hans liv. Få hellere styr på din vrede. Forson dig med din bror. Ellers ender vreden med at ødelægge jer begge to.

Og han siger noget om hævn. Godt nok står der i loven, at et øje skal hævnes med et øje. En tand med en tand. Og et liv med et liv. Men selv om du - ifølge loven - har ret til at hævne dig, så er det bedre, at du ikke kræver din ret. Hævnen holder jer begge to fast i det onde. Hvis nogen slår dig på din højre kind, så skal du ikke straks slå igen. Vend hellere den anden kind til. På den måde kan I komme ud af den onde cirkel.

Og Jesus siger noget om at elske sine fjender. Ifølge loven skal I tage vare på jeres nærmeste: Jeres familie og naboer og landsmænd. Men hvad med om I udvider kredsen, så der også bliver barmhjertighed til den, der står alene, den udstødte, den fremmede? Har kærligheden ikke så meget overskud, at der også kan blive til den svage og hjælpeløse?

Og Jesus siger noget om gavmildhed. Loven siger, at I skal give til de fattige. Til den fremmede, den faderløse og enken – dvs. til dem, der ikke har andre til at forsørge sig. Så gør det – for den fattiges skyld – og ikke for din egen skyld. Du skal ikke give almisser for at demonstrere, hvor god du er. Giv bare i al ubemærkethed. Det er godt nok i sig selv.

Vær ikke bekymrede, siger Jesus. Se på markens blomster! De syr ikke og spinder ikke – og alligevel klæder Gud dem smukkere på en nogen konge. Se på himlens fugle! De samler ikke store lagre af mad. Men hver dag giver Gud dem det, som de har brug for. Vær ikke bekymrede. Gud skal også nok sørge for jer.
Sådan tegner Jesus et billede af det gode liv.

Det er forhistorien, som vi skal have med, for at vi kan forstå afslutningen om de to huse.

Den, som hører de her ord og lever efter dem, han er ligesom en mand, der bygger sit hus på en klippe. Fællesskab, forsoning, gavmildhed, tillid til vor næste og til Gud – det er klippegrunden. Det er det solide fundament. Hvis vi bygget på det, så kan vort hus modstå uvejret, når det kommer.

Der er en teologisk krølle på det her. Der er nogle, der siger, at det slet ikke er meningen med bjergprædikenen, at vi skal leve efter den. Bjergprædikenen tegner et billede af Guds rige. Det er en idealverden, som Jesus beskriver. Og det gør han kun, for at vi skal forstå, hvor langt vi er fra idealet. Altså hvor syndig og elendig og fortabt verden er. Vi skal ikke prøve på at skabe Guds rige på jorden, siger man.

Men jeg tror ikke, det kan være rigtigt. Jesus siger klart og tydeligt: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, han er som en klog mand, der bygger sit hus på klippegrund.

Selvfølgelig mener Jesus det, han siger. Selvfølgelig er det meningen, at vi skal leve efter bjergprædikenen. Noget andet er, at vi sjældent kan efterleve bjergprædikenen. Det lykkes ikke for os. Ikke altid i hvert fald. Det kan vi jo se. Vi er ikke altid gavmilde. Vi vender ikke altid den anden kind til. Vi holder ikke fred med vores brødre. Vi elsker slet ikke vores fjender. Så vi magter ikke selv at bygge vort liv på klippegrunden. Men det ændrer ikke ved, at det er meningen med det hele. Det er det gode liv.

Jesus gjorde det. Han byggede sit liv på klippen. Han havde den tro og det mod, der skulle til. Og det er vort håb. Hver gang vort sandslot skrider sammen, så henter han os indenfor i sit hus, som er bygget på klippegrunden. Så får vi lov til at sunde os oven på uvejret. Og bagefter prøver vi at bygge igen. Måske går det bedre, men det er ikke sikkert.

Evangeliet, det gode budskab er, at vi får lov til at prøve igen og igen. Når det mislykkes for os, så koster det noget. Så gør det ondt – på os selv og på de andre. Men selv i sammenbruddet er der et håb. Der er det håb, at vi ikke skrider i afgrunden. For Jesus bygger sammen med os – og vi får lov til at stå på hans solide klippegrund. Amen.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk