top2

Elsk din fjende

Hør prædikenen:

Jesus sagde: I har hørt, at der er sagt: 'Du skal elske din næste og hade din fjende.' Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen! Mattæusevangeliet kap. 6.

Vi elsker vort land, men ved midsommer mest. Sådan var der sikkert en del af os, der sang i går aftes. Drachmanns midsommersang er en lovprisning af midsommeren, men samtidig er det også en fædrelandssang. Det er også Danmark, der prises.

Det er faktisk utroligt, hvad der kan stå i sangtekster - og hvad vi kan synge uden at studse nævneværdigt over det. Vi elsker vort land og med sværdet i hånd, skal hver udenvælts fjende beredte os kende... Vi vil fred her til lands. Så meget forskelligt kan vi proppe ind i bare et enkelt vers. Fædrelandskærlighed og sværd. Ydre fjender og indre fred. Det er godt nok en hel del på én gang.

Men det tegner et fint portræt af den verden, som vi lever i. Sådan fungerer det tit. Ydre fjender giver indre sammenhold. Magtfulde statsmænd benytter sig af den taktik. Hvis de er ved at miste grebet om det indenrigspolitiske, så puster de til en udenrigspolitisk krise. Og så bliver der pludselig samling på tropperne igen - og fuld opbakning til det fælles projekt. Det er taktisk godt at have ydre fjender – eller i det mindste er det godt at have et klart og tydeligt fjendebillede. Det giver indre sammenhold.

Lige for tiden kan vi se et lignende fænomen på fodboldbanerne. Under en VM-turnering blomstrer det nationale sammenhold. Hvis holdet har succes, så er det hele Danmark, der vinder. Vi står sammen over for modstanderne. Men hvis - eller når - landsholdet ryger ud af turneringen, så damper den fælles begejstring hurtig af igen. I fodboldens verden er det selvfølgelig mere uskyldigt. Det fører ikke til krig. Det er kun en leg. Men i bund og grund er det den samme mekanisme, der udfolder sig. De ydre modstandere binder os sammen.

Nu er det hverken storpolitik eller fodbold, Jesus taler om i sin bjergprædiken. Det er først og fremmest de nære og forpligtende relationer imellem mennesker.

Men også i de helt nære forhold foregår det tit på den samme måde. Fjendskaber kan holde sammen på både ægteskaber og venskaber. Hvis parterne er enige om, hvem de ikke kan lide, så kan det svejse dem ekstra godt sammen. Hvad er bedre til at tømre et selskab sammen, end netop snakken om dem, der ikke er der? Vi kender godt mekanismen. Ydre fjender giver indre sammenhold.

Vi kan gå endnu tættere på. Vi kan vi nøjes se på os selv. Hvis vi er utilfredse med os selv - hvis vi er frustrerede over noget, som vi ikke magter - hvor nemt er det så ikke at pege på andres svagheder. Så aflaster vi os selv - og lægger pres på en anden. Det er nemmere at have fjenden uden for sig selv - end i sit eget hjerte.

Den her mekanisme har fået et navn. Syndebukmotivet er det blevet kaldt. Syndebukken kender vi fra jødernes ofringer i gamle dage. En gang om året - på den store forsoningsdag - tog præsterne i templet en buk. Og med forskellige ritualer lagde de alle folkets synder på bukkens hoved. Bagefter drev de bukken ud i ørkenen. Så forestillede de sig, at synden og skylden fosvandt - sammen med syndebukken. Folket følte sig renset og styrket. Nu kunne de klare sig et år mere.

Den slags skikke kan vi naturligvis ikke leve med i dag – ikke så konkret og direkte i hvert fald. Men måske har vi alligevel en lille rest siddende et sted. Vi benytter os af syndebukmekanismen - både politisk og socialt og helt personligt. Vi bygger fjendebilleder op. Vi flytter det forkerte over i de andre.

Men når Jesus siger: Elsk jeres fjender, så er det en bombe under systemet med syndebukke. Det betyder: lad være med at opbygge fjendebilleder. Du skal ikke altid være på den sikre side. Du skal ikke altid være parat til at forsvare dig. Du skal ikke altid forvente det værste af dit medmenneske. Forvent det bedste. Måske indfries din forventning. Måske kan forventningen om det gode være med til at skabe det gode. Når vi ser vor fjende i øjnene, så forvandler han sig måske til et helt almindeligt menneske. Hvis vi vover os så tæt på, at vi kan høre, hvad han siger, så smuldrer måske det fjendebillede, som vi har bygget op på forhånd. Det er det mod, Jesus efterlyser, når han siger, at vi skal elske vores fjender.

Hvor får vi det mod fra? Vi får det ved at følge efter ham, som gik den vej først. For det var jo det, Jesus gjorde hele sit liv. Han mødte ikke mennesker med frygt og skepsis. Han levede blottet og sårbar. Det kostede noget. Af og til kostede det dyrt. Men det var også ægte liv - som forvandlede andre menneskers liv - med kærlighedens kræfter.

Til sidst er der en sætning, som vi skal have vendt rigtigt. Jesus siger ikke: hvis I lever sådan her, så må I regne jer for Guds børn - som om det var en betingelse. Men han siger: når nu I er Guds børn, så lev sådan her. For det er det, jeres himmelske Far har tænkt, da han gav jer livet.

At være Guds barn - det er det første. At leve som Guds barn - det er det næste. Aldrig i livet kan vi opfylde betingelser, som gør os til Guds børn. Det er vi betingelsesløst og før alt andet. Det er en gave, som vi modtager - ligesom selve livet er en gave. Men når nu vi er Guds børn, så lad os også leve som Guds børn.

Amen.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk