top2

Lignelsen om farens utrolige kærlighed

Hør prædikenen:

Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød.
Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.
Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.
Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind.
Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger - da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« Lukasevangeliet kap. 15. 


Nu får I lige lidt elementær konfirmandunder-visning. Når konfirmanderne får deres bibel, og vi skal til at lære den at kende, så fortæller jeg som noget af det første, at den bog, som de sidder med i hånden, faktisk er et helt bibliotek. For bibelen består i virkeligheden af 66 forskellige bøger. I det gamle testamente er der 39 bøger og i det nye testamente er der 27. Hver bog er inddelt i kapitler. Og hvert kapitel er inddelt i vers. Det er meget praktisk. Det gør det i hvert fald noget nemmere at finde rundt i biblioteket.

Derudover er teksten forsynet med overskrifter. Overskrifterne er sat ind i teksten med jævne mellemrum fra første til sidste side. Alle de mange overskrifter var ikke med oprindeligt. De er kommet til mange hundrede år senere. De er sådan set gode at have. Det giver et hurtigt overblik. Og det kan jo være praktisk, hvis vi leder efter noget bestemt. Med ganske få ord antyder de, hvad det følgende afsnit handler om.

MEN andre gange er det irriterende, at overskrifterne er der – af præcis de samme grunde. Inden vi overhovedet får begyndt på en fortælling, så er vi sporet ind på, hvad den handler om. Men den kunne jo også godt handle om noget andet – eller noget mere - end det, som overskriften umiddelbart peger på. Det kommer vi let til at overse, fordi vores blik på forhånd er styret i en bestemt retning.

Den lange fortælling, som jeg læste for et øjeblik siden, den er forsynet med overskriften: Lignelsen om den fortabte søn. Så ved vi det – allerede inden vi går i gang: Den her fortælling handler om en søn, som på en eller anden måde er fortabt.

Men kunne den ikke også godt handle om noget andet – eller noget mere? Der er jo to sønner i fortællingen. Faren er der også. Hvem af de tre er egentlig hovedperson?

Da Jesus fortalte historien første gang, da sagde han ikke til dem, der stod omkring ham: Nu skal I høre lignelsen om den fortabte søn. Nej, han hoppede direkte ind i fortællingen: En mand havde to sønner… Læg mærke til, at faren nævnes først. Og dernæst står de to sønner side om side. En mand havde to sønner.

Vi kunne med rette spørge, om ikke den ældste søn er ligeså fortabt som den yngste. Han går rundt derhjemme i sine alt for små sko. Nøjeregnende og smålig. Aldrig rundhåndet. Aldrig stor i slaget. Hans motto er: Gør din pligt, og kræv din ret. Noget for noget.

Hans verden er grå og glædesløs. Og han er bange for at bevæge sig uden for den lille, overskuelige verden. Og fordi han ikke selv tør folde sig ud, så ser han skævt til lillebroren, som tankeløst kaste sig ud i livet og glæden. Ængsteligt begrænser han sig selv, og så skal alle andre også begrænses. Sådan lever den ældste af brødrene. Og det er da også en slags fortabelse.

Så kunne fortællingen måske hedde Lignelsen om de fortabte sønner – altså i flertal. Så får vi begge sønnerne med i billedet. Det udvider perspektivet lidt. Men stadigvæk: Hvor er faren henne? I virkeligheden er sønnerne slet ikke så interessante. De ligner bare os. Hos dem ser vi det, som vi kender i forvejen.

Det er faren i fortællingen, der viser os det nye og overraskende. Hans adfærd er faktisk på grænsen af det forargelige. Han er hverken rimelig eller retfærdig. Og han er slet ikke konsekvent i sin behandling af sønnerne. Men til gengæld viser han en overstrømmende kærlighed, som rummer begge sønnerne – sådan som de er.

Den yngste søn bliver ikke mødt med bebrejdelser eller formaninger, da han kommer hjem. Han får ikke at vide, hvad han bør tage ved lære af - eller hvad han skal gøre anderledes i fremtiden. I stedet for bliver han mødt med farens overstrømmende glæde.

Storebroren magter ikke at vise storsind, da lillebroren kommer hjem. Men heller ikke han bliver irettesat. Trods sin surhed og smålighed - trods sin krænkelse bliver storebroren også rummet i farens kærlighed. Mit barn, du er altid hos mig, alt mit er dit. Det er så smuk en sætning.

Faren hviler så meget i sig selv, at han på ingen måde lader sig styre af sønnernes svagheder.

Vi kender den her fortælling. Vi har hørt den masser af gange. Den er nærmest evangeliets grundfortælling. Så tit har vi hørt den, at det er svært at blive ved med at lade sig overraske. Men det er faktisk utroligt, at sådan en godhed findes i verden. Hvis vi skulle give fortællingen en overskrift, som matcher budskabet bedre, så kunne vil kalde den Lignelsen om farens helt uforståelige kærlighed.

Der er et bestemt spørgsmål, som har optaget troende og tænkende mennesker i århundreder. Jeg tænker på det, der bliver kaldt det ondes problem. Hvis vi siger, at Gud både er almægtig og god, hvorfor findes der så ondskab i verden? Hvorfor fjerner den gode og stærke Gud så ikke bare lidelsen og det onde? Kan han ikke - eller vil han ikke? Det er det, der er det vanskelige spørgsmål.

Men vi kunne ligeså godt – synes jeg – undre os over det modsatte spørgsmål. Hvorfor findes der godhed i verden? Når nu verden tydeligvis ikke er perfekt - når menneskene har så mange sære ting for, sådan som brødrene i lignelsen illustrerer - hvorfor findes der så overhovedet godhed i verden? Hvordan overlever det gode i verden? Hvorfor bliver godheden ikke straks kvalt af storebrorens smålighed og snæversyn? Hvorfor bliver den ikke spoleret af lillebrorens uansvarlige og tankeløse letsindighed? Hvorfor tager brødrenes indbyrdes konkurrence ikke fuldstændig magten fra det gode?

Vi kunne godt forvente, at det ville ske. Men det sker ikke! Godheden bliver ved med at vise sig i de mest overraskende sammenhænge. Godheden har tilsyneladende en indbygget kraft til at overleve i verden. Der er noget ukueligt ved det gode, som gør at godheden trods alt overlever imellem os. Forunderligt! Hvordan hænger det dog sammen?

Lignelsen om farens utrolige kærlighed giver os et fingerpeg om det. Den fortæller, at Gud er som en kilde, der bliver ved med at føde kærligheden og godheden ind i verden. Der er mange munde, der drikker af den kilde. Men strømmen tørrer ikke ud. Der bliver ved med at være et overskud af godhed og kærlighed.

Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi forvalter den godhed og kærlighed, som bliver født ind i verden. Det er meningen, at vi skal række godheden videre. Men når det af og til ikke lykkes for os, så er Guds godhed alligevel så meget stærkere end vores svaghed. Guds godhed lader sig ikke formindske af vores svaghed. Det er det, lignelsen fortæller os. Sønnernes fejl og svagheder kunne ikke gøre det af med farens utrolige kærlighed. Og det er det, der er så fantastisk håbefuldt.

Amen.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk