top2

Lad os bare kalde det mission

Hør prædikenen:

De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Matt 28,16-20.

Man sidder til et dejligt middagsselskab. Rundt omkring bordet er bænket venner og venners venner, måske lidt familie. De fleste kender man, nogle få kender man ikke. Der både konverseres og snakkes rigtigt. Maden er god, vinen lige så, og alle mulige temaer bliver vendt. Dansk hygge, når det er bedst.

På et tidspunkt er der en, der fortæller, at hendes barnebarn netop er blevet døbt, og at det var en dejlig oplevelse. ”Hvad med jer”, bliver et ungt par, der netop har fået et barn, spurgt. ”Nej, vi tror nu ikke på nisser”, siger manden. Latter fra de fleste.” Jeg tror nu også mere på det flyvende spaghetti-monster” siger en anden gæst. Bragende latter hele vejen rundt om bordet.

Her afbryder vi lige historien fra middagsselskabet for et kort øjeblik. Jesu ord fra dagens evangelium er vel nok en af de bibeltekster, som vi kender aller bedst. Vi hører den hver eneste gang, der er barnedåb. Vi kalder den dåbsbefalingen eller missionsbefalingen. Den opstandne Jesus fortæller disciplene, at de skal bevæge sig ud i verdenen – de skal døbe og de skal missionere – og de skal undervise i at holde Jesu bud.

Men hvad vil det sige at missionere? Hvad indebærer det at være missionær? Når man som jeg er vokset op som barn i 50’erne og 60’erne, og blevet uddannet i de kulturradikale 70’ere, var ordet bestemt ikke positivt værdiladet, og vel egentlig med god grund. Kristen mission blev fortolket ind i en sammenhæng som et kolonialistisk værktøj til undertrykkelse af verdens fattige befolkninger, til at stjæle deres råvarer, og fratage dem deres oprindelige værdier og traditioner for at erstatte dem med vores egne vesteuropæiske. Ofte var metoderne ret brutale i samarbejde med kolonimagten. Hvor kolonimagtens soldater skulle sørge for udøvelsen af den fysiske magt, stod missionærerne for den psykiske magtudøvelse.

Der var helt givet mange missionærer, der oprigtigt ønskede at give deres egne kristne tro videre i Jesu’ ånd, men metoderne blev ofte meget hårdhændede. Mange missionærer havde en overbevisning om, at de kom fra et langt højere udviklingstrin, og at det derfor var helt i orden at fjerne alle de, i deres øjne, primitive elementer fra den indfødte befolknings kultur. Det kunne gøres ved trusler om evig fortabelse, eller ved hån og latterliggørelse af de indfødtes tro, traditioner, påklædning og livsførelse. Især beskrivelsen af de indfødtes latterlige og ugudelige kultur var ofte et hit når missionærerne hjemme skulle fortælle om deres hårde omvendelsesarbejde blandt de vilde. Det kunne tit give lidt ekstra mønter i indsamlingsbøssen.

Begrebet mission har derfor efterhånden fået et meget blakket ry. I hvert fald når det gælder kristen mission, for af en eller anden besynderlig årsag er det nu tilsyneladende meget positivt når en erhvervsvirksomhed eller offentlig institution erklærer, at den har en mission……

Frygten for at blive slået i hartkorn med kolonitidens missionærer har derfor blandt kristne på vore breddegrader i mange, mange år lagt en betydelig dæmper på lysten til at efterleve ånden i missionsbefalingen, altså dagens evangelietekst. Tværtimod har det været anset for en god ide at holde lidt lav profil med sin kristne tro, og dermed mission.

Mission er dog ikke forsvundet, for i de sidste 50 år er der blevet missioneret meget kraftigt her i landet. Dog fra anden side. Den ateistiske mission. Attitude og metoder minder meget om dem, vi lige har snakket om, der blev brugt af kolonitidens kristne missionærer. Den ateistiske missionær kommer fra et højere udviklingstrin og bruger i stort omfang latterliggørelse af andres tro og traditioner. Og den ateistiske missionær bruger også gerne magtapparatet til at få fjernet ethvert aftryk af det, der opfattes som overtro, fra det offentlige rum.

Og her kommer vi så tilbage til vores historie fra middagsselskabet. Mormor har fortalt om sit barnebarns dåb, hvilket afstedkommer nogle bemærkninger om nisser og et flyvende spaghetti-monster. Hvad siger mormor ? Og hvad siger man selv som tilstedeværende? Dukker man sig blot, eller nævner mormor, at det faktisk var en dejlig oplevelse at se sit barnebarn blive en del af den kristne familie. At det var bevægende skønt at høre Jesu vidunderlige løfte til os alle, og det lille barn, om at være med os alle dage indtil verdens ende. Et løfte, vi som voksne bevarer i vores hjerter og genkalder os, uanset hvad vi måtte møde af modstand, lidelser og sorg? Fortæller mormor om da vi sang dåbssalmen, ”Fyldt af glæde”, hvor løftet fra dagens evangelium blev nævnt igen:

Og ved tidens grænse lever fortsat
dine løfteord ved døbefonten,
dåbens lys er tændt, når livet slukkes.

Hvad sagde mormor ved middagsselskabet? Måske sagde hun ikke noget. Måske ville hun ikke risikere at virke missionerende. Måske ønskede hun ikke at fremstå som tilhørende et lavere udviklingstrin. Måske orkede hun blot ikke at erklære sig uenig i noget som helst fordi hun var nervøs for at den gode stemning skulle forsvinde. Men det kunne også være at mormor, eller dig eller mig, der var til stede ved middagsselskabet, ikke blot lod sig tryne, men tværtimod fortalte det glædelige budskab, at tro faktisk betyder noget i vores liv hver eneste dag. Når der er stor glæde og dyb sorg. Når man er i naturen og mærker Guds tilstedeværelse i hvert eneste solglimt. Samt, ikke mindst, at man også ønsker for alle andre at have trygheden ved at vide, at Jesus er med os alle dage indtil verdens ende, og at kirkens døre står åbne hver søndag, hvis man vil høre mere.

Er det mission? Ja, det er det vel. Det er mission i en moderne verden, hvor vi naturligvis alle sammen respekterer hinanden lige meget, hvad enten man måtte være kristen, muslim, buddhist, jøde, hindu eller ateist. Hvor vi bruger os selv, og ærligt fortæller om vores eget personlige forhold til vores kristne tro. Det kræver ikke, at man har skrevet en teologisk afhandling eller kan Bibelen forfra og bagfra. Men det kræver at man er villig til at dele noget personligt med andre, der ikke er dokumenteret i faktuelle kilder eller videnskabelige rapporter. Præcis som ateister, muslimer, hinduer osv. heller ikke kan dokumentere deres tro og overbevisning. Det kræver også at man dropper ethvert skyldkompleks over fortidens hårdhændede missionsmetoder.

Vi er i dag i en tid, hvor der er en større lydhørhed over for det kristne budskab end der har været i mange årtier. Her i Viborg Stift startede vi med kirketællinger i 2013, og de har vist en jævnt stigende kirkegang i hele perioden frem til nu. Men hvad der er endnu mere væsentligt: i de små hjem, til middagsselskaberne, på arbejdspladserne, og i foreningerne, er det ikke længere dårlig stil at tale om tro. Tiden er, heldigvis, anderledes i dag end da mange af os her i kirken deltog i vores første middagsselskab. Der er oven i købet stor nysgerrighed. Tilstedeværelsen af andre religioner her i landet, for eksempel islam, har fået mange til at interessere sig lidt mere for den kristne tro, som vi har haft her i landet i 1000 år. Og der, hvor vi alle kan bidrage til at tilfredsstille nysgerrigheden, er, ved passende lejligheder, at fortælle om vores egen personlige tro og gudsforhold. Lad os bare kalde det mission.

Amen.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk