top2

Et hjerte af kød

Hør prædikenen:

Jesus sagde: »Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: 'Alle skal være oplært af Gud.' Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« Johannesevangeliet kap. 6.

Det er svært for de fleste at huske, hvorfor vi fejrer pinse. Det hænger sikkert sammen med, at det er så svært at sætte ord på pinsens budskab. Pinsen egner sig ikke til at blive italesat – som det hedder. Forklaringerne kommer næsten altid til kort. Pinsen skal vi opleve på vores egen krop.

Pinse – det er når livsmodet stiger. Når vi glæder os. Når livet giver god mening. Når troen og håbet og kærligheden brænder i os. Vi kan mærke det, når det sker. Men det er svært at forklare, hvor det kommer fra.

Heldigvis har vi Grundtvig. Grundtvig er billedsprogets mester. Billedsproget - det poetiske sprog - er større end dagligsproget. Det kan bedre formidle, hvad pinse er.
I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over nådestolen.
Det ånder himmelsk over støvet.
Det vifter hjemligt gennem løvet.
Skin over vang som en morgen med sang, morgen i maj når det grønnes.
Levende, livskraftige, livgivende billeder.

Kun billedsproget kan give os en fornemmelse af, hvad pinsen er. Ikke kun Grundtvig men også bibelen giver os gode billeder. Et stenhjerte bliver til et varmt hjerte af kød. En tør og kedelig brødskorpe bliver til levende, himmelsk brød. Natten der bliver til morgen, som bliver til den klare dag. Det, som begyndte julenat og som kom et stort skridt videre påskemorgen, det er nu frit fremme i hverdagens lys. Nu står dagen i fuldt flor. Kristentroen er klar til brug. Nu kan vi gå ind i den og leve på den og dele den med hinanden. Det er pinse.

Jeg vil gerne prøve at udfolde ét af de billeder, som vi får serveret i dag. Her tænker jeg på billedet af stenhjertet, der bliver udskiftet med et kødhjerte. Et fantastisk billede! Det er ældgamle ord fra profeten Ezekiel, der levede adskillige hundrede år før Jesus. Han siger: Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød.

De gamle ord hører vi her i pinsen. Så måske er det i virkeligheden ikke julen, men pinsen, der er hjerternes fest. Pinsen bevæger os fra det halvhjertede til det helhjertede. Når vi er halvhjertede, så tøver vi ængsteligt. Vi siger ja, men mener egentlig nej. Vi begynder på noget, men gør det ikke færdigt. Vi kunne godt tænke os …, men vi tror alligevel ikke rigtig på det. Halvhjertetheden er dræbende. Den udspringer af ængstelse og mismod og tvivl - og den bremser alting på halvvejen.

Når Luther skulle forklare, hvad syndighed er, så siger han, at det er vores indkrogethed i os selv. Det minder lidt om det med stenhjertet. Når vi er indkroget i os selv, så har vi lukket af for omverdenen. Vi vender ryggen til livet og til de andre. Vi har nok i os selv. Stenhjertet har forskanset sig. Ligesom en snegl, der har gemt sig inde i sit sneglehus. Hele overfladen er en hård og tillukket skal. Indkrogethed er en meget malende beskrivelse af, hvordan livet IKKE skal være. Det er livet i sin fornedrede og forkvaklede form.

Hvis synden er indkrogethed, så er frelsen at vi bliver rettet ud igen. At vi bliver åbnet for omverdenen. At stenhjertet bliver skiftet ud med et hjerte af kød. Et hjerte, der kan banke i takt med de andres hjerter. Det er det, pinsen vil: Helhjertethed i stedet for halvhjertethed.

Når vi lever helhjertet, så giver vi, og vi modtager fra de andre. Vi udveksler. Vi deler. Vi er fælles. Vi involverer os. Vi kæmper for det, der er vigtigt og rigtigt. Vi indrømmer, når vi gik for vidt eller når vi misforstod. Vi tilgiver. Vi anerkender. Vi bærer og bliver båret. Det giver mange flere knubs at leve helhjertet. Der er ikke noget, der kan såre et stenhjerte, men kødhjertet kan såres. For det er blødt og modtageligt. Det er levende og bevægeligt. Men selvom der er en større risiko for at blive såret, så er det alligevel bedre at leve helhjertet. For det giver mening. Det er dér, livet får farve og fylde.

På pinsedagen var disciplene samlet. De var meget i tvivl. Deres hjerter vaklede. Hvad var det, de havde oplevet? De havde troet, at det var noget stort og stærkt. Noget der kunne bære dem til evig tid. Men nu var det mere eller mindre smuldret for dem. De var blevet efterladt med stumperne af noget, som de ikke rigtig kunne forholde sig til. Skulle de prøve at bygge videre på det? Eller skulle de opgive det hele og vende tilbage til deres tidligere liv? Det var svært at vide. I de seneste uger havde de gjort et par halvhjertede forsøg på at komme videre. Men det var ikke noget, der rykkede. De kom ikke ud af stedet.

Mens de sad dér med al deres tvivl og halvhjertethed, mærkede de pludselig en susen. En varm vind pustede på deres hjerter. En ny ånd bredte sig i dem. Deres blik vendte sig – væk fra deres egen navle. De så hinanden. De så deres naboer. Det gik op for dem, at der var mennesker omkring dem, som havde brug for at høre det budskab, som Jesus havde lagt i deres hænder. Deres svage og skælvende menneskehænder. Men det var nu engang dér, opgaven var blevet placeret. Så skulle de vel ikke tøve med at tage den på sig. De kunne komme galt af sted – naturligvis kunne de det - men det største svigt var dog, hvis de slet ikke kom af sted med budskabet.

Fra det øjeblik gik de helhjertet ind i opgaven. Den nye ånd, som kom over dem, lagde en rastløshed ind i deres hjerter. De havde ikke kun sig selv som mål. De havde åbnet sig for noget større. Og det rykkede i dem. Heldigvis gjorde det det. For det som skete med disciplene den pinsedag, det har bredt sig som ringe i vandet. Det er også nået frem til os.

Budskabet kommer til os – både som en gave og som et krav.

Kravet er, at vi rækker det levende brød videre. Vi kan ikke bare sætte os i et hjørne og nyde det for os selv. Brødet er kun levende, så længe det går fra hånd til hånd. For det er altid også de andres brød. Det er tilgivelsens og barmhjertighedens og fællesskabets brød.

Gaven er at vi aldrig mere skal sidde og tygge i en gammel, tør brødskorpe. Nu er det levende brød fra himlen serveret for os. Vi skal ikke længere nøjes med noget mindre. Pinsebudskabet siger til os:
Vær ikke bekymrede og halvhjertede.
Spis nu det levende brød.
Tro på, at der er brød nok til alle.
Tro på, at der er næring nok i det.

Jesus siger: Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid.

Amen.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk