top2

Voksen og myndig

Hør prædikenen:

Jesus sagde: Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham. Johannesevangeliet kap.6.

Foråret er ikke noget at snakke om!
Jo, vi kan da godt snakke om foråret. Vi kan fortælle hinanden, hvor skønt det er, når solen kommer lidt højere op på himlen og får lidt mere magt. Når træerne får blade og markerne bliver grønne. Når fuglene synger. Vi kan godt sætte ord på.

Men egentlig er foråret ikke noget at snakke om. Foråret er noget, der sker! Når det bliver forår, så bliver det forår. Og så gibber det i os! For så er det ikke bare snak - ikke bare beskrivelser. Så er foråret virkeligt.

Det samme kan vi sige om pinsen. Pinsen er ikke noget at snakke om. Jo, vi kan godt genfortælle pinseberetningen om de udbrændte disciple, der fik livsgnisten igen. De var modløse og opgivende. Men så kom der ligesom tunger af ild, som satte sig på deres hoveder. Og så brændte de - bogstaveligt talt - for sagen igen. Vi kan teoretisere og psykologisere og prøve at forklare, hvad der skete med dem. Men hvad skal vi bruge det til? Det er jo ikke det historiske, der interesserer os.

Nej, pinsen er ikke noget at snakke om. Pinse er noget, der skal ske - nu. Det er først virkeligt, når det bliver pinse for os - når gnisten springer, og vi vender os fra modløshed til håb. Eller fra udbrændthed til begejstring.

Begejstring er et rigtigt pinseord. Gejst betyder ånd. At begejstre er at fylde med ånd. Og det var netop det, der skete den første pinsedag. Disciplene blev fyldt med Helligånd - de blev begejstrede. Når det bliver pinse for os, så bliver vi fyldt med ånd og begejstring.

Men pas på. Jeg er bange for, at ordet begejstret har skiftet klang. Når jeg hører det ord, så kan jeg godt komme til at tænke på en vært i et ungdomsprogram på tv: Sådan en voldsom opskruet, hurtigsnakkende type. Men det er ikke i den forstand, at vi skal begejstres. Vi skal ikke nødvendigvis hænge oppe under loftet rent følelsesmæssigt - og være ellevilde af begejstring.

Pinsens begejstring er anderledes. Pinsens begejstring ophæver ligegyldigheden. Når det bliver pinse, så er der ikke længere noget, der er ligegyldigt. Andre mennesker er ikke ligegyldige. Det er ikke ligegyldigt, hvad der sker i verden. Retfærdighed og sandhed og barmhjertighed er ikke ligegyldige størrelser. Selv er vi ikke ligegyldige. Vi ved, at vi skal spille en rolle her i livet. Vi har et ansvar og en opgave, som vi skal tage på os. Vi skal være med - på banen - ikke bare på tilskuerpladserne.

Luther talte om det myndige lægfolk – eller det almindelige præstedømme. Det var ikke noget, han opfandt, men han fremhævede det igen. Med det udtryk vil han sige, at ethvert troende menneske skal blive voksen og myndigt.
For Luther var det en protest imod den katolske kirke, hvor præsten og hele kirkeinstitutionen stod imellem Gud og mennesker. Der skal ikke være sådan en melleminstans, siger Luther. Hvert enkelt kristent menneske skal selv forholde sig til Gud. Vi kan ikke sige: Det er ikke min skyld. Jeg kunne ikke vide det, for præsten har aldrig sagt det. Eller: Jeg beder ikke. Jeg lytter ikke til Gud. Det må de tage sig af henne i kirken. Det er deres område. Vi kan ikke lægge det fra os. Vi må selv søge næring og fordybelse. Det er helt parallelt til bøffen og kartoflerne. Vi siger jo heller ikke: Jeg er sulten. Spis lige lidt for mig. Vi får kun gavn af det, som vi selv spiser.

Ethvert barn har brug for at vokse og modnes. Vi har også brug for at vokse og modnes på troens område. Vi kan ikke nøjes med det, som vi engang fik fortalt. Det, som vi har hørt, det skal også blive vor egen erfaring. Den sandhed, som vi har fået fortalt, skal også blive sandheden for os. For først, når troen bliver en indre virkelighed i os, kan den flytte bjerge - billedligt talt.

Når troen bliver vores egen, så kan den befri os fra angst og bekym¬ring. Så tror vi på, at dagen i morgen er i Guds hånd. Vor ægtefælle, vore børn, vort helbred. Alt, hvad der er vort, er i Guds hånd. Uanset hvordan det går. Vi behøver ikke at bekymre os så voldsomt. Det kan godt være, at vi skal rammes af sygdom. Det kan være, at vi skal miste. Men også det er i Guds hånd. Gud har plantet os i evigheden. Vi fortaber os ikke og bliver ikke væk for ham.

Når troen bliver vores egen, så bliver vi sat fri. Så kan vi bruge vor energi på noget andet end os selv. Vi får mod til at nå andre mennesker med den glæde, som vi selv har erfaret. Eller vi kan opmuntre den modløse med det mod, som vi selv har fået indgydt. Eller vi kan trøste den, som sørger, fordi vi selv er blevet trøstet.

Så er spørgsmålet bare: Hvordan kommer det til at fylde os? Hvordan kommer vi det skridt videre og bliver voksne ligesom de første disciple blev det på pinsedagen?

Lad os blive i billedet. Når et barn bliver voksen, så sker det af sig selv. Sådan ser det i hvert fald ud. Der foregår selvfølgelig en masse under overfladen. En masse kemiske og biologiske processer. Men det er ikke barnet, som sætter det i gang. Barnet tager næring til sig. Det sover. Det er aktivt. Det giver og tager imod. Det lærer. Kort sagt: Barnet skal bare være tilstede og leve sit liv. Så sker udviklingen imens.

Sådan er det også at blive voksen i troens verden. Vi skal være tilstede. Være med i troens fællesskab. Og vi skal tage næring til os. Næringen finder vi bl.a. i evangeliet. Ordet om Gud. Ordet fra Gud. Vi skal lytte til det - ligesom et barn lytter til sine forældre. Vi skal svare på det i vor bøn og i vor lovsang. Vi skal være med ved nadveren. Der finder vi også næring til troen. Og så skal vi ellers leve vort liv. Holde Guds bud og elske vor næste. Når vi gør det, så sker det af sig selv. Så vokser vi og modnes, som vi skal. Så bliver det pinse i vores liv.
Amen

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk