top2

At de skal være ét, ligesom vi er ét

Hør prædikenen:

Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.
Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.« Johannesevangeliet kap. 17..  

Jesus beder til sin far i himlen. Det er det, vi er vidner til i dag. Han beder om, at disciplene må være ét. Og det gælder ikke bare de disciple, som han har omkring sig, men det gælder også de kommende disciple – alle dem, der senere kommer til tro. At de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os. Hvad betyder det?

Det handler tydeligvis om en slags fællesskab. Disciple skal være fælles. De skal ville det samme. Der skal være en samhørighed imellem dem, som gør at de kan arbejde hen imod det samme mål. Det handler ikke om den enkelte discipel. Det handler faktisk heller ikke om flokken af disciple. Det handler om den fælles opgave, som de har foran sig. Det fælles tredje.

I en meget sammenklemt og koncentreret sætning siger Jesus noget vigtigt om arten af det fællesskab, der skal være imellem disciplene. At de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os. Jesus sammenligner disciplenes fælleskab med det fællesskab, der er imellem Jesus og hans far i himlen. Jesus er i sin far. Og faren er i Jesus. Og på samme måde skal disciplene altså være i Jesus. Og Jesus skal være i disciplene. Det er et meget intenst udtryk.

Det lyder nærmest som en sammenvoksning. Som om der ikke længere er mange individer, men bare én stor organisme. Én fælles krop, som kun kan ville ét. Som kun kan gå i én retning.
Jeg tror, billedet af den store krop kan sige noget vigtigt om det fællesskab, der skal være mellem disciplene. Men jeg tror også, at det kan give os nogle helt forkerte associationer.

At være ét er ikke det samme som at være ens. Vi kan godt i menigheden være ét, mens vi stadigvæk - hver for sig - er os selv. Fællesskabet udsletter ikke individualiteten. Vi skal ikke give slip på vores særpræg og vores egenart. At vi er ét, betyder at vi – på tværs af vores forskelligheder – grundlæggende vil det samme. Det fælles er vigtigt. Men vi kan samtidig være os selv.

Når Paulus bruger det billede, at menigheden er ligesom et legeme, så er det jo netop en af hans pointer. Kroppen er en enhed, men der er forskellige lemmer. Benene har én funktion. Armene har en anden. Lugtesansen kan bruges til noget andet end synssansen. Og hørelsen kan noget helt tredje. Det er netop lemmernes forskelligheder, der gør kroppen til en velfungerende helhed. Så det at være ét er ikke at være ens.

Jeg tror, der er to modsatrettede kræfter, der virker i de fleste af os. På den ene side set så vil vi gerne være enere. Vi vil gerne træde ud af flokken og gøre os bemærkede som noget særligt. Vi vil gerne lægges mærke til som den vi er – til forskel fra de andre.

Tænk på det meget brugte udtryk at gøre en forskel. Hvis et menneske bliver spurgt, hvad han har af planer med sit liv, sin fremtid, sit nye arbejde – eller hvad det nu kan være – så ender svaret meget tit i det udtryk: Jeg vil gerne være et sted, hvor jeg kan gøre en forskel.

Og det kan jo være ganske udmærket. Der er ikke nødvendigvis noget galt i at ville gøre en forskel. Men det er alligevel tankevækkende, at lige præcis det udtryk så let falder os i munden. Der er ikke mange, der svarer, at de bare vil gå på arbejde og trofast udfylde en lille plads i det store billede. Det er ikke det, vi drømmer om. Nej, vi vil hellere træde ud af mængden og gøre en forskel. Vi vil være enere.

Den modsatte drift kender vi sikkert også. Vi vil gerne falde ind i et fællesskab. Vi vil gerne smelte sammen med andre og føle os som en del af noget større. Forskellige populistiske massebevægelser har altid været dygtige til at udnytte den trang. Men positivt forstået så er det vel en meget god oplevelse at blive opslugt af et fælleskab.

Nogen oplever det måske, når der er melodigrandprix. Bare nu den danske melodi klarer sig! Uanset om vi bryder os om melodien eller ej, så vil vi gerne være med i det stolte, nationale fællesskab, der leverer vinderen.

Andre oplever det ved en fodboldkamp. Man står skulder ved skulder med de andre fans. Alle håber på det samme: At vores hold skal score og vinde, så vi kan gå begejstrede hjem.

På tilskuerpladserne handler det ikke om at være enere. Den enkelte tilskuer skal ikke gøre en forskel. På tilskuerpladserne handler det tvært imod om at være en del af det store korpus, der er fælles om at tro og håbe på det samme.

De her betragtninger kan måske kaste lys over, hvad Jesus mener, når han beder: At de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os.

Kirken – den verdensomspændende kirke – er et fællesskab. Den lokale menighed er også et fællesskab. Gudstjenesten er et fællesskab.

Her er vi ét. Sammen er vi i Jesus og Jesus er i os. I kirkens rum handler det ikke om, at vi hver for sig gør en forskel. Her bliver vi gjort almindelige. Her er vi først og fremmest mennesker. Og det er nok at være menneske. For enheden imellem os står og falder med, at Gud gjorde sig til et menneske i Jesus fra Nazaret. Det er dér vort fællesskab begynder.

Nadveren står som det stærkeste symbol på menighedens fælleskab. Det kommer tydeligt til udtryk i nadverbønnen. Vi beder om, at Jesus vil bo ved troen i vore hjerter. Og helt konkret indtager vi hans legeme og blod. Så er han i os.

Vi beder også om, at den indbyrdes kærlighed må blive levende iblandt os – så vi med alle troende må blive et i ham, ligesom han er et med Faderen.

I nadverens fællesskab er vi et med alle troende til alle tider – de levende og de døde. Og sammen er vi er et med den opstandne Jesus. I det fællesskab bliver vi frie til at være mennesker. Vi skal ikke bære hele verden på vores egne skuldre. Vi skal ikke klare alting selv. I fællesskabet bliver vi båret – og vi bærer hinanden. Det er dét særlige fællesskab, Jesus beder om. Det er dér, han gerne vil se vokse frem mellem disciplene.

Men fællesskabet er ikke målet i sig selv. Kærligheden er målet. Jesus beder om, at den kærlighed, som Gud elsker ham med, også må være i disciplene. Og når kærligheden lever i disciplenes fællesskab, så er det en åben indbydelse til verden. Her må alle træde ind - og opleve sig båret af fællesskabet.

Amen.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk