top2

Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen?

Hør prædikenen:

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen.
Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« - det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende. Johannesevangeliet kap. 20.

Om lidt skal vi synge en af de nye påskesalmer. Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen? Sådan begynder salmen. Og det er jo det spørgsmål, som vi må stille os selv oven på påsken. Hvad betyder det for os, at Jesus er opstået fra de døde? Kan vi møde den opstandne mester i live igen?

Salmen svarer faktisk på spørgsmålet. Men læg mærke til, at den ikke giver et enkelt svar. Der er ingen klare, dogmatiske definitioner. I stedet for giver den en lang række personlige bud. I vers efter vers fortæller den, hvad påskens begivenheder kom til at betyde for dem, der i første omgang var tættest på. Hvordan ændrede det deres liv?

Der er et bestemt fællestræk ved alle de beretninger. Mødet med den opstandne Jesus i dagene efter påske er meget anderledes, end nogen kunne forestille sig. Det er ikke den samme Jesus, de møder igen. Han er forandret. Så forandret, at de faktisk har svært ved at genkende ham. Der skal et særligt tegn til, før de opdager, hvem de står over for.

I dag hører vi særligt om Maria Magdalene, som kommer ud til graven påskemorgen. Først bliver hun chokeret over, at stenen er flyttet fra indgangen til graven. Hun forstår ikke, hvad det betyder. Hun skynder sig tilbage til de andre disciple og fortæller dem, at der har været gravrøvere på spil.

To af mændene løber med ud til graven. De to mænd møder ikke den opstandne Jesus direkte. Men da de ser den tomme grav, falder brikkerne på plads for dem. De husker, hvad Jesus tidligere har sagt. Og troen vågner i dem. Den tomme grav i kombination med ordene, som de har hørt, bliver deres første møde med opstandelsens virkelighed.

Mændene skynder sig ind til byen igen. Tilbage står Maria Magdalene. Hun kigger ind i graven og ser to engle. Maria er så langt inde i sin sorg, at hun tilsyneladende slet ikke undrer sig over, at hun ser engle. De snakker til hende og hun svarer dem som om, det er den naturligste ting i verden. Så vender hun sig væk fra englene og ser en mand, som står uden for graven. Også ham taler hun til. Hun spørger, om han ved, hvem der har fjernet liget? Han svarer ikke direkte, men han siger hendes navn – Maria. Og straks er hun klar over, at det er den opstandne Jesus.

Noget lignende gentager sig senere samme dag. To mænd er på vej fra Jerusalem ud til landsbyen Emmaus. De har selv overværet korsfæstelsen for et par dage siden. De har sørget og grublet. Nu har de hørt rygter om opstandelsen, men kun rygter. Der er ingen grund til at tro, at det er andet end kvindesnak. Mens de går dér på vejen til Emmaus, kommer en fremmed og slår følge med dem. Han spørger, hvad de er så optaget af. Og de fortæller om de seneste dages begivenheder. Deres håb og drømme. Deres dybe skuffelse. De fortæller endda også om de rygter, som de har hørt: At den døde skulle have forladt graven. Men ikke på noget tidspunkt undervejs bliver de klar over, at det er ham, der går lige ved siden af dem og snakker med dem.

Først da de er kommet til Emmaus og sidder omkring aftensmaden, slår lynet ned i dem. Da han bryder brødet og siger takkebønnen, da genkender de ham. Og i samme øjeblik er han væk igen. Men det er også lige meget. Nu er de klar over, at de har mødt den opstandne. Og de får travlt med at komme tilbage til de andre.

Eller tænk på Peter, der havde så meget i klemme. Han har pralet. Han har svigtet. Han har i den grad gjort sig selv utroværdig. Det er pinligt, og han skammer sig. Han ved snart ikke, hvor han skal gøre af sig selv. Så han sejler ud for at fiske - ligesom i gamle dage før han mødte Jesus. Et par af de andre følger med i båden. Det er mørkt endnu. De fanger ingenting, men tiden går og de sorte tanker bliver adspredt. Da solen er ved at stå op, vender de næsen ind mod land.

Inde på stranden går en mand. Da de er så tæt på land, at de kan høre ham, råber han ud til dem og spørger, hvad de har fanget. Ingenting, siger Peter kort. Så kast nettet ud på den anden side af båden, så skal I få fangst, siger manden på stranden. Peter kaster nettet ud og straks er det fuld af fisk. Der er kun én, der har lavet det nummer med ham før. På det tegn genkender Peter den opstandne. Det var ikke hans udseende. Det var heller ikke stemmen. Der var ikke noget som helst ved hans fremtoning, der fik dem til at tænke på Jesus. Men den lille gestus afslører ham. Peter bliver helt ude af sig selv. Han kaster sig i vandet og vader i land. Han har ikke tid til at vente på de andre.

Der er endnu flere beretninger om mennesker, der møder den opstandne Jesus. Og hele tiden er der det samme fællestræk ved deres fortællinger: Først kan de ikke genkende ham. Han er så forandret. Han er noget helt andet, end de forventer. Han kommer ind igennem lukkede døre og forsvinder ud i den blå luft. Det var ikke indbildning. Det var et virkeligt møde. Men den opstandne var bare helt anderledes end den Jesus, som de kendte før.

Tilbage til det spørgsmål, som vi begyndte ved. Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen? Hvad er det for os, som lever så mange år efter den første påske? Lad os sige det rent ud: Jesus fra Nazareth – manden af kød og blod – har vi kun hørt om. Og vi har ikke en jordisk chance for nogensinde at møde ham. For han gik i graven for 2000 år siden. Hvis vi var afhængige af det helt håndgribelige, fysiske møde – hvis det handlede om at se med det blotte øje og røre med vore hænder og tale direkte sammen ansigt til ansigt – så havde historien for længst hægtet os af.

Men mødet med den opstandne mester er netop helt anderledes. Vi er ikke afhængige af det fysiske møde. Vi kan møde ham i et ord, der bliver sagt. I en gestus, der bliver vist os. I en ånd, der berører os. Der hvor troen og håbet og kærligheden rører på sig, der er det den opstandne mester, der møder os.

Vi kan ikke bevise det. Men vi kan være ligeså overbeviste som Maria, der kastede sig om halsen på Jesus. Eller som Peter, der hoppede i vandet for at komme i land i en fart. Eller som de to mænd i Emmaus, der sprang op fra bordet og løb hele vejen tilbage til Jerusalem. For dem var der ingen tvivl. Det var et virkeligt møde. Et anderledes møde. Et møde, der gjorde alting anderledes.

Amen.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk