top2

På trods af døden vil vi leve og elske og tro og håbe

Hør prædikenen:

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Mattæusevangeliet kap. 28.

Påskemorgen bliver alting vendt på hovedet. Deres vante forestillinger om, hvad der er muligt og umuligt, bliver med ét sat ud af kraft. Pludselig gælder de gamle regler bare ikke længere. Men hvad skal de stille op med sig selv, når det, som før var helt umuligt, alligevel er muligt. Når det, som var fuldstændig utænkeligt, alligevel skal tænkes. Deres forstand kan slet ikke følge med. Det ryster dem. Og de er skrækslagne.

Kvinderne var gået derud til graven med en sorg, som ganske vist var ubærlig. Men de vidste dog, hvad de havde med at gøre. De kendte præmisserne. De havde prøvet det før. Og de havde forberedt sig. Taget urter og salver med. Det, som de skulle gøre for den døde, var en slags rutine. De rituelle handlinger er gået i arv gennem generationer. De er klar til at gøre det, der skal gøres. Det er netop styrken ved ritualer. De giver en fast ramme, når alt andet vakler. Når sorgen og fortvivlelsen sætter de normale reaktioner ud af drift. Så kan livet køre videre ad de spor, som ritualerne lægger ud. Det fungerer – indtil livet igen nærmer sig det normale.

Men den morgen ved den tomme grav bliver selv ritualerne ubrugelige. Ingenting er, som det burde være. Om kvinderne rent fysisk løb ind i et jordskælv derude ved graven, det er ikke til at vide. Ingen af de andre evangelister fortæller om det. Det vil i så fald være lidt underligt. Så måske var der ikke et jordskælv af den slags, som kan måles på Richterskalaen. Men der er ingen tvivl om, at kvinderne oplever det som et voldsomt jordskælv. Grunden ryster. De mister balancen. Benene bliver slået væk under dem. Hvis de havde haft et sted at flygte hen, så var de flygtet. Men de kan ikke orientere sig. Og panikangsten lammer dem.

Men deres frygt bliver mødt med et stille »Frygt ikke!« Det er altså lettere sagt end gjort. Frygt ikke! Hvordan skal de kunne slippe frygten, når deres verdensbillede lige er blevet lagt i ruiner? Når verden er blevet så fremmed, at de ikke engang kan stole på sorgen og døden? Hvad skal de så regne med?

Fra gravens åbning taler en engel til dem: Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede, siger englen til kvinderne. Og den peger fremad og fortsætter: Han er ikke her. Han er opstået og går i forvejen for jer til Galilæa.

Det er som om tiden står stille. Om der går et minut eller en halv time – det er ikke til at vide. Kvinderne lader ordene synke ned i sindet. Frygt ikke. Han er ikke her. Han er opstået. Han går i forvejen. De ser på hinanden. Pludselig er det som om de vågner og kommer til sig selv. Hvorfor står vi her? Her er han jo ikke! Han er opstået! Han går i forvejen!

Kvinderne løber derfra med frygt og stor glæde. Se lige den scene for jer. Voksne kvinder i Mellemøsten løber altså ikke - almindeligvis. Men nu løber de. Den gode nyhed har simpelthen overtaget styringen. De er i det glædelige budskabs vold. Men glæden blander sig stadig med frygten. De håber så inderligt, at det er sandt, men de tør ikke helt tro på det endnu.

Tænk på, hvornår du selv sidst har været så ovenud glad, at du var nødt til at løbe hen til et andet menneske for at fortælle om det. Jeg kan godt komme i tanke om gode nyheder, som jeg havde lyst til at fortælle videre. Men jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst spontant er sat i løb for at overbringe en god nyhed. Måske er det aldrig sket.

Men sådan var kvindernes reaktion, da englens ord endelig nåede ind til deres opmærksomhed. Han er ikke her. Han er opstået. Han går i forvejen. Og så løb de.

De får et chok – de der sidder derhjemme bag ved de nedrullede gardiner – da kvinderne nærmest falder ind ad døren, mens de hektisk og forpustet snakker i munden på hinanden. Først er det helt umuligt at finde hoved og hale i det, de siger. Men lidt efter lidt får de roet sig så meget ned, at de kan fortælle, hvad de har oplevet – og hvad englen sagde til dem: Han er ikke i graven. Han er opstået. Han går i forvejen for os til Galilæa.

Også mændene har brug for tid, inden ordene begynder at hænge sammen og give mening. Galilæa - det er jo det samme som hjem. Det er dér, de kommer fra. Dér har de levet deres liv. Dér bor familien og vennerne endnu. Dér var deres arbejde, deres jord og deres fiskerbåde. Alt det gamle og velkendte.

Her sad de og troede, at alting var tabt. I de sidste dage er ulykkerne bare væltet ned over dem. De blev skuffede. De svigtede. Alle svaghederne kom frem i lyset. Det var både pinligt og dybt ulykkeligt. Til sidst kom døden og satte alting i stå. De var som frosset fast i det endegyldige nederlag. Og så kommer kvinderne tilbage fra graven og giver dem chancen for at komme videre.

Påske - det er også vores mulighed for at komme videre. Døden kan standse os. Det sker. Men påskens budskab er, at selv når døden har bragt os helt i knæ, så er der en vej frem. Ikke som i: Tiden læger alle sår. Nu må du se at glemme. Livet skal jo gå videre. Nej, vi kan ikke bare slippe et elsket menneske og lade det flyde ind i glemslen. Det bringer os jo ikke videre. Det bringer os et ringere sted hen. Et sted hvor vi ikke længere tør elske, fordi vi ved, at vi skal miste.

Troen på opstandelsen vil ikke have os til at resignere – til at give op og give afkald på livet her. Tvært imod – opstandesestroen vil have os til at leve. For påskens påstand er, at det tabte ikke er tabt. Det er gemt. Det er oven i købet gemt foran os. Vi er på vej til at finde det – hos ham, som er gået i forvejen for os.

Påskebudskabet er en trodsig påstand imod døden. På trods af døden vil vi leve og elske og tro og håbe – fordi Kristus stod op og gik i forvejen.

Glædelig påske!

Amen.

 

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk