top2

Guds helt ubegribelige ødselhed

Hør prædikenen:

Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.« MArkus evangeliet, kap. 14.

Jesus og disciplene er på vej mod påsken i Jerusalem. Undervejs gør de holdt i en lille landsby få kilometer fra deres mål. Her er Jesus gæst hos farisæeren Simon med tilnavnet Den spedalske. Mens Jesus og de andre gæster sidder til bords, kommer en kvinde ind. Hun er ikke indbudt. I det hele taget er der ingen kvinder med ved bordet. Så der bliver lagt mærke til hende. Og ikke kun for det gode.

Det betyder ganske givet noget for fortællingen, at hun står der som ene kvinde i en kreds af mænd. I disse MeToo-tider kan vi ikke lade være med at blive lidt nervøse over situationen. Kan mændene opføre sig ordentligt, når de er i flok og står over for en enlig kvinde? Eller krænker de hende med ord eller handlinger?

Det betyder noget for fortællingen, at det netop er en kvinde, der træder ind i en mandeverden. Allerede inden der bliver sagt eller gjort noget som helst, aner vi konturerne af en konflikt.

Kvinden går målrettet hen til Jesus. Uden et ord tager hun en fin lille krukke frem. Hun åbner den. Og straks breder den mest forunderlige duft sig i lokalet. Det er duften af nardusolie. Alle ved, at det er en både sjælden og kostbar luksusvare. Stadig uden et ord tømmer kvinden krukkens dyrebare indhold ud over hovedet på Jesus.

Mændene er totalt overrumplede. Vi ved ikke, hvad de forventede, da kvinden trængte sig ind i lokalet, men i hvert fald ikke det her! Et kort øjeblik er de målløse. Så bryder irritationen ud i lys lue. I samlet kor lufter mændene deres forargelse over det, de lige har været vidner til. Hvor dumt kan en kvinde opføre sig? Det er jo fuldstændig meningsløst – det hun gør! Og så kommer de med deres meget mere fornuftige forslag til, hvad hun skulle have gjort i stedet for det, som hun rent faktisk gjorde.

Hvorfor bliver mændene så forargede?
Jeg tror, der er flere lag i det. Dels er der noget stærkt symbolsk i kvindens handling. For når kvinden hælder olien ud over hovedet på Jesus, så ligner situationen til forveksling en konge, der bliver salvet og indsat i sit nye embede. Den symbolik er alle i rummet helt fortrolige med. Sådan blev den store David gjort til konge i sin tid. Messias betyder den salvede. Kristus betyder den salvede. Kvinden i fortællingen er fuldstændig tavs. Under optrinnet siger hun ikke et eneste ord. Men hendes symbolske handling råber ud i lokalet – højere end ord kunne gøre det: Jesus, som sidder her, er Kristus. Han er Messias, Guds søn. Kvindens handling er en trosbekendelse, som mændene ikke uden videre er enige i.

Det er det ene lag i mændenes forargelse. Og det er nok i virkeligheden den udfordring, der provokerer dem allermest. Men pudsigt nok, så er det slet ikke det, de angriber kvinden for. Nej, de lader deres forargelse komme til udtryk som sund fornuft. De gør sig til talsmænd for en fuldstændig banal smålighed. Kan det her betale sig? Var den fine olie ikke bedre brugt på noget andet? De pynter ligefrem deres snusfornuft med et let anstrøg af social ansvarlighed. Hvis olien var blevet solgt og pengene givet til de fattige, så havde de gjort meget mere gavn.

Jesus ironiserer over deres pludselige trang til at være socialt ansvarlige. De fattige har I altid hos jer, siger han. I har haft rig lejlighed til at bruge jeres penge på at gøre noget godt for dem. Nu har I pludselig travlt med at være fromme for andre folks penge.

Fortællingen illustrerer, hvordan to modsatte livskræfter konflikter med hinanden. Kærlighedens ødselhed står over for snusfornuftens smålighed. Den konflikt møder vi her på tærsklen ind til påskeugen. Vi bliver inviteret til at se påsken i det lys. Påske er, at Gud åbner krukken og ødsler sin kærlighed ud over verden. Skal vi så spørge: Kan det betale sig? Er det virkelig nødvendigt? Kunne Gud ikke bruge sine kræfter på noget mere fornuftigt?

Tænk på fællesskabet skærtorsdag aften. Jesus spiser sammen med disciplene. Var det fornuftigt? Skulle han ikke hellere have fundet sig et bedre og mere trofast selskab? Han ved jo, hvad de rummer. Han ved, at forræderiet lurer på ham. Og alligevel deler han alt med dem. Og han siger til dem: Bliv i fællesskabet. Del med hinanden. Bær hinanden. Lad min ånd præge jer. Kærlighedens og tilgivelsens ånd.

Eller tænk på langfredags dybe angst og smerte. Var det virkelig nødvendigt? Kunne Gud ikke have gjort det på en nemmere måde? Men hans død minder os om vores egen død. Når vi står i angsten eller smerten, når vi mister eller dør, så ved vi, at Jesus var der før os. Han kæmpede. Han følte sig forladt af Gud og hver mand. Men han blev i smerten indtil den bitre ende. Og nu ved vi, at angsten og smerten ikke er gudsforladthedens sted.

Tænk på påskelørdags uendelige tristhed og ensomhed. Var det nødvendigt? Var der ikke en nemmere vej igennem mørket? Måske - men disciplene erfarer, at selvom vandringen igennem natten virker endeløs, så bliver det alligevel morgen. Solen står op igen. Og nu ved vi, at der ikke findes en nat og et mørke så dybt, at der ikke er lys på den anden side.

Påskemorgen – den uforventede, vantro glæde. Det er den glæde, som trækker sit lysende spor igennem den kristne menigheds historie. Nu ved vi, at selvom vores snusfornuft ikke kan lide at høre det, så lever vi af Guds helt ubegribelige ødselhed.

Amen.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk