top2

Sandhed og kærlighed hører sammen

Hør prædikenen:

Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Johannesevangeliet kap. 8

Jesus kan være skarp. Vi har set og hørt det mange gange, når han diskuterer med sine modstandere, med farisæerne og de skriftkloge. Han er ikke bange for at tage bladet fra munden, når han kritiserer deres selvretfærdighed og hykleri. Fronterne trækkes op.

Sådan er det også i dag. Det er de store ord, der er i spil. Sandhed og løgn, Gud og Djævel. Men for en gangs skyld er det ikke farisæerne og de skriftkloge, han er oppe imod. Hvis vi læser teksten i dens sammenhæng, så står der nemlig lidt tidligere, at Jesus her taler til nogle jøder, der er kommet til tro på ham.

Det er altså ikke modstandere, men nogle af hans nye tilhængere, der får den her dundertale. Det virker næsten som om Jesus prøver at skræmme dem væk. Som om han med vilje er så skarp og kantet og kategorisk, at det bliver helt umuligt. Helt uden formildende nuancer og på den ene og på den anden side. Der er ikke noget midt imellem, ikke noget muligt kompromis. Enten løgn eller sandhed – enten Gud eller djævel.

Og så kan vi jo tænke, at det var skønt, hvis det altid var så enkelt. Hvis det var så indlysende, hvad der var godt og skidt, sandt og falskt, så vi kunne se forskel. Hvis Djævelen kom og præsenterede sig for os med horn og klove, så ville han jo være let at kende – og let at forsage.

Men så enkelt er det jo sjældent. Løgnen kan have mange ansigter. I virkelighedens verden kan det være svært at se forskel. Informationer bliver manipuleret og blæst ud i en fart, så ingen kan nå at tjekke dem. Hvad skal vi tro på af det, vi hører og læser i medierne? Hvad er sandt – og hvad er løgn?

Politikere og virksomheder benytter sig af spindoktorer – af folk, der er eksperter i at levere bestemte, vinklede udgaver af virkeligheden, og tilsløre de kendsgerninger, der er ubehagelige for firmaet eller partiet. Sandhed bliver noget, der kan gradbøjes efter hvad man nu har lyst til, eller hvad man kan få folk til at tro på. Der er én der har sagt at det er sværere at tro på Guds ord end på Djævelens.

Og det er jo nok desværre sandt. For det mest skræmmende er jo næsten, at vi har en tilbøjelighed til at tro på det, vi gerne vil tro på. At vi er tilbøjelige til at vælge, hvad der passer os bedst. At lytte til det, vi gerne vil høre fra dem, vi i forvejen er enige med – og mene, at det er sandhed.

Den historie, jeg læste fra alteret fra det gamle testamente, er hentet fra fortællingen om ørkenvandringen. Her hører vi, hvordan Gud kalder Moses op på bjerget Sinai for at give israelitterne lovens tavler; de 10 bud, der skal minde dem om, hvordan Gud vil, de skal leve.

Men mens Moses er på bjerget bliver folket trætte af at vente. De synes, det trækker ud. De gør oprør. De vil ikke vente på Moses’ gud. De samler alle deres guldsmykker sammen og smelter dem og støber en kalvefigur. De skaber en gud, de kan håndtere – sådan som mennesker til alle tider har gjort det. En gud, der ikke forlanger noget, og ikke stiller krav, men som kan bøjes og formes efter vores forgodtbefindende.

Når Jesus er så skarp og uforsonlig, så hænger det sammen med denne her tilbøjelighed, vi har til at ville skabe Gud efter vores eget forgodtbefindende. Eller med andre ord bøje sandheden, så den passer med det, vi selv tror og mener.

Men når Jesus er så kategorisk, selv over for mennesker, der tror på ham – så er det jo, fordi der er noget på spil. Kampen mellem løgn og sandhed er der hele tiden, også i os selv. Det kan være svært at gennemskue, hvad der er hvad, men det viser sig altid i vores liv, hvilken side vi er på.

Vi kan kalde os kristne – men modsige det med vores liv, når vi lukker øjnene og går forbi dem, der trænger til vores hjælp. Så bliver vores liv til løgn.

Eller vi kan sige, at vi tror, men kun så længe som det bekræfter os selv i det vi allerede synes og mener. Når Gud bliver for påtrængende og krævende, dukker vi os og prøver at glide af. Så bliver vores liv også til løgn.

Jesus holder os op på, at de store ord som løgn og sandhed ikke bare drejer sig om at have de rigtige meninger eller hvad vi siger med vores ord. I sidste ende handler det om, hvad vi lader præge os og vores handlinger.

Om vi lever i sandheden eller i løgnen, det viser sig ifølge Jesus gennem de handlinger, vi gør. For Guds ord fører altid til handling for vores medmennesker. Det er i vores liv, det viser sig, om det er Gud eller djævelen, det gode eller det onde, næstekærligheden eller selvtilstrækkeligheden, der får lov at styre vores liv. Det er her, det viser sig, om vi tør forpligte os – eller om det med troen bare er noget uforpligtende snak, som vi ikke rigtig mener noget med, når det kommer til stykket.

Hvor ender vi så i dag? Betyder det så at vi altid skal gå rundt og spekulere på, om vi nu er på den rigtige side, og leve i evig bekymring for, om vi gør det godt nok – om vi er Guds børn eller Djævelens børn? Nej, det tror jeg ikke, vi skal. Det ville bare være en anden form for selvoptagethed, som ikke gavner vores næste. Og det er vi heldigvis fri for.

Vi skal vide, at det har betydning, hvordan vi lever, og hvad vi vælger. Vi skal vide, at det har betydning, om vi tør forpligte os på hinanden. Det er fastetiden en anledning til at vi besinder os på.

Men fastetiden peger også fremad, mod påske. Korset langfredag viser os, at Jesu liv og gerning ikke bare er uforpligtende snak. Den kompromisløshed, der er i hans ord, viser sig også i hele hans liv. I ham ser vi, at sandhed og kærlighed hører sammen.

Det sætter Gud en tyk streg under påskemorgen. Her vinder sandheden endegyldigt over løgnen. Jesus besejrer djævelens magt, også i vores liv.
Amen

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk