top2

Hjælp min vantro

Hør prædikenen:

Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.«
Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.« Markusevangeliet kap.9.

En alvorligt syg dreng. En fortvivlet og opgivende far. En flok tilskuere, som har forskellige, mere eller mindre vidtløftige meninger om, hvad der bør gøres ved drengen. Det er en ret spraglet forsamling. Men sådan er situationen. Det er det persongalleri, som vi har at gøre godt med i dag.

De her mennesker har vidt forskellige perspektiver på den situation, som de står midt i. Den syge dreng mærker problemet på sin egen krop. Sygdommen er hans. Han kan ikke løbe fra den. Han har den med sig overalt. Aldrig kan han gøre det samme som de andre drenge. Altid er han anderledes.

Faren mærker smerten i sit hjerte. Han kan måske - i enkelte øjeblikke - være optaget af noget andet. Og så har han ikke problemet allerøverst i bevidstheden. Men det er der alligevel et sted. Evigt og altid er spørgsmålet der. Hvor er min dreng? Hvordan har han det lige nu? Faren tør ikke slippe ham ud af syne ret længe ad gangen. For hvor falder han næste gang? Det er den evige forældrebekymring. Men forstørret og forstærket. For drengen er virkelig hårdt ramt.

Flokken af tilskuere har ikke problemet inde på livet – ikke for alvor. De interesserer sig for fænomenet lige nu, fordi de har det lige foran sig. Men så snart de vender ryggen til, så glemmer de alt om den dreng. Problemet er ikke deres. De skal videre. Snart er de optaget af noget andet. Så altså: Problemet har slet ikke den samme tyngde for alle dem, der er stimlet sammen omkring drengen.

Jesus og tre af hans disciple har været en tur oppe i bjergene. De skulle væk fra verdens larm et stykke tid. Peter - den ene af de tre disciple - ville faktisk gerne være blevet oppe på bjerget. De daglige problemer blev så overskuelige deroppe, syntes han. Der var ingen grund til at søge tilbage til hverdagens larm.

Men Jesus ville tilbage igen - tilbage til den virkelige verden. Og nu træder de så lige ind på scenen, hvor dramaet om den syge dreng udspiller sig. Sikken en omvæltning. Fra bjergenes høje, klare ro - til de nævenyttige mænds knevren i munden på hinanden.

Jesus baner sig utålmodigt vej igennem kødranden af mennesker. Hvor længe skal jeg tåle jeres snak? - siger han. Hvad er det, I diskuterer?

Det er måske lidt overraskende, at Jesus lyder så vredla¬den. Men jeg tror, det er et forsøg på at trænge igennem alt det ligegyldige. Han er træt af menneskers tilfældige og uvederhæftige meninger. Nu skal der ikke længere snik-snakkes frem og tilbage om, hvad drengen eventuelt kan fejle. Om dæmoner findes. Og hvad der i givet fald kan gøres ved det.

Jesus vil finde ind til farens og drengens smerte i livet. Det er det, der betyder noget. Alt det andet er bare tom snak. Det kan være lige meget. Derfor pløjer han igennem alt det ligegyldige - og går lige til sagen.

Hvad handler det her om? Og så træder faren frem for Jesus. Han fortæller om alle sine mislykkede forsøg på at få hjælp til sin søn. Om bekymringerne. Om angsten og sorgen. Men hvis du kan gøre noget, Jesus, så hjælp os… Han trækker modløst på skuldrene og slår ud med armene.

Hvis… Jesus griber fat i det lille, svage, vaklende ord. Og han udfordrer det. Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror, siger Jesus.

Jeg tænker, at faren her får slukket sin allersidste, lillebitte glød af håb. For det er jo åbenlyst for enhver, at hans tro for længst er slidt i laser. Han har prøvet alt. Og hver gang har han forsøgt at tro på det. Men ingenting har virket. Nu tror han ikke længere. Og hvad hjælper det så at få at vide, at alt er muligt for den, der tror? Det kan han ikke bruge til noget.

Alt er muligt for den, der tror! Det er et farligt udsagn. Det er blevet misforstået og misbrugt igennem tiden. Alt er muligt for den, der tror. Det er blevet slagord for en vis slags superkristne. Hvis bare din tro er stærk nok, så kan du alt - sige de. Hvis du mangler penge eller succes, så beder du bare om at få det. Og hvis troen er stærk nok, så får du, hvad du beder om. Hvis du er syg af kræft, så skal du bede om helbredelse. Og selv om alle symptomerne er der endnu, så skal du bare tro på, at du er rask. Så bliver du også rask. Med andre ord: sygdom, svaghed, bekymring, fallit - al den slags er udtryk for manglende tro.

Det lyder meget fromt. Det lyder som om, de mennesker virkelig sætter al deres lid til Gud. Men i virkeligheden er det ikke spor fromt. For med troen vil de herske - ikke bare over sig selv - men også over Gud. De holder stædigt fast ved en bestemt tanke. Og med den tanke vil de manipulere med virkeligheden. Det er det, de forstår ved tro.

Men det viser sig altid, at det ikke hænger sammen i længden. I kølvandet på den slags forkyn¬delse ligger stribevis af sårede mennesker. I et stykke tid har de prøvet at leve op til den her stærke tro, som kan alt muligt. I begyndelsen kan det godt se lovende ud. De første nederlag er til at bære. Troen skal måske bare være lidt stærkere endnu. Så går det nok.

Men efterhån¬den viser det sig, at sygdommen ikke bare forsvinder. Succesen kommer ikke væltende. Uanset hvor længe og hvor stædigt et menneske holder fast i en bestemt tanke og kalder den tro, så kan virkeligheden ikke manipuleres på den måde. Verden bliver ikke uden videre sådan, som troen tegner den.

Vi skal forstå det anderledes, når Jesus siger: Alt er muligt for den, som tror. Han kunne ligeså godt have sagt: Alt er muligt for mig. For Jesus er den, som tror. Han kender Guds kraft. Han stoler på Guds omsorg. Han giver sig ind under Guds vilje. Det er tro. De andre har ikke den tro. De har menin¬ger og bekymringer og angst og håb. Men de har ikke den tro, som Jesus har.

Faren er den, der kommer tættest på at have en slags tro. Drevet af sin bekymring og sin hjælpeløshed kommer han til Jesus. Det er hans sidste chance. Hvis ikke Jesus kan hjælpe ham, så er der ingen, der kan. Han har prøvet alt andet. Hvis du kan gøre noget Jesus, så hjælp min dreng.
Hvis jeg kan ... svarer Jesus. Alt er muligt for mig. Sådan skal vi høre det.

Og så råber faren sin fortvivlelse ud i den selvmodsigende sætning: Jeg tror, hjælp min vantro. Hans eneste håb er, at Jesus kan hjælpe ham. Men han kan ikke tro på det. Drengen har været syg så længe. Så mange gange er hans håb blevet skuffet. Nu er han nødt til at tro på Jesus, for der er ikke andet at tro på. Men han kan ikke. Jeg tror, hjælp min vantro - så er det sagt.

Og Jesus hjalp ham i hans vantro!

Når vi hører, at alt er muligt for den, der tror, så skal vi ikke straks vende blikket indad og give os til at spekulere på, om vores tro er stor og stærk nok. Om vi har klaret livet flot nok til, at Jesus vil hjælpe os med den smule, der mangler.

Nej, vi kan kun gøre ligesom faren. Vi kommer med vor angst. Vor bekymring. Med alt det, der vil tage modet fra os. Vi kommer med den selvmodsigelse, at vi gerne vil tro, men at vi ikke kan. Og så rækker vi det til Jesus - ikke selvsikkert - men med famlende hænder: Jeg tror - hjælp min vantro.

Amen

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk