top2

At se det smertefulde i øjnene

Hør prædikenen:

Jesus tog de tolv til side og sagde til dem:
»Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.
Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.
Lukasevangeliet kap. 18

Det er som om fortællingen, vi lige har hørt, falder fra hinanden i to halvdele. Umiddelbart er det svært at se, hvad de to dele har med hinanden at gøre – ud over at Lukas har sat dem i forlængelse af hinanden.

Først er der et snakke-afsnit. Jesus siger noget til disciplene. Han fortæller dem om de svære tider, der ligger foran dem – om hån og spot og mishandling og død, som venter. Men de forstår ikke, hvad han siger. Det trænger slet ikke ind. Det er fuldstændig som om, de ikke har hørt det.

Dernæst kommer der et afsnit med mere action i. Her er Jesus og disciplene på vej til Jerusalem. De vandrer. Der sker noget. Landskabet forandrer sig. Omgivelserne skifter. Det er tydeligt, at disciplene er bedre tilpas med den situation. De møder forskellige mennesker. Blandt andet kommer de forbi en blind mand, som sidder uden for Jerikos byport. Han råber efter Jesus. Disciplene forsøger at lukke munden på ham. Men Jesus standser op og lytter til mandens ønske.

Et afsnit med snak og et afsnit med handling. Hvad har de to dele af fortællingen med hinanden at gøre? Er der en rød tråd, som binder dem sammen?

Det kunne være noget med at se eller ikke se. Disciplene har deres sanser fulde brug, men i virkeligheden er de blinde. Til gengæld ser og forstår den blinde mand straks, hvem Jesus er. Lad os se nærmere på det tema.

Jesus beskriver fremtiden for disciplene. Men de kan slet ikke se det for sig. Når han fortæller om det smertefulde, som han skal igennem, så stirrer de bare tomt frem for sig – som om det slet ingen billeder skaber inde i deres hoveder. Det trænger ikke ind. De tør ikke tænke på det.

For nogle dage siden sagde Jesus nogenlunde det samme til dem. Det var første gang, han forudsagde sin lidelse og død. Da reagerede de godt nok på det. Men de reagerede med afvisning. Aldrig i livet, Jesus. Det må ikke ske. Det skal vi nok sørge for. Jeg, Peter, vil personligt garantere, at det ikke kommer til at gå sådan, som du siger. Hvorfor har de så travlt med at afvise? Fordi de ikke tør se det smertefulde i øjnene.

Episoden med den blinde tigger viser det samme. Igen vil disciplene helst vige uden om det, som er svært. Sammen med Jesus er de på vej til Jerusalem. De har et mål. De er fokuserede, som det hedder på moderne. Og så sidder han dér – den blinde. Han råber efter dem. Det er utroligt forstyrrende. De har svært ved at holde deres fokus på vejen. De prøver at true ham til at tie stille. Men han bliver bare ved. Kan han da ikke forstå, at de har større og vigtigere ting for?

Igen kunne vi spørge: Hvorfor har de så travlt med at afvise den blinde? Er det fordi, de ikke tør standse op og forholde sig til hans smerte? Vil de hellere bare haste forbi?

Jesus standser. Han kalder på den blinde. Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig? spørger Jesus - helt åbent. Han kunne få hvilket som helst svar. Men den tanke skræmmer ham ikke.

Jesus var også på vej. Han havde også et mål – ligesom disciplene. Men modsat disciplene, så tør han godt lade sig forstyrre. Han tør godt lade det smertefulde komme til sig. Disciplene ville ikke se. Men Jesus standser op og ser.

Vi kan ikke undgå nederlag ved at fokusere på succes. Vi kan ikke mindske smerten ved at kigge den anden vej. Vi kan ikke fjerne døden ved at lade være med at snakke om den. Så nemt går det ikke. Men tit lader vi som om. Vi viger uden om og fornægter – indtil smerten kommer til os fra en anden kant. Så undviger vi måske én gang til. Og så går det lidt igen. Men vi bliver jaget. For det smertefulde er der jo. Det er en del af livet. Det forfølger os ligesom en grå skygge. Døden er der. Den puster os i nakken. Allerværst bliver det, når vi har fornægtet så længe, at vi ikke længere kan huske, hvad det er, der forfølger os. Så kommer angsten til os.

Vi kan ikke fjerne det smertefulde i livet. Men vi kan godt slippe for at blive jaget. Det første skridt er, at vi standser op og ser på det smertefulde – ligesom Jesus standsede op på vejen til Jerusalem. Han så på smerten, der ventede ham. Det fik ikke smerten til at forsvinde. Han blev ikke sparet for noget. Han skulle stadigvæk gå den samme vej. Men han blev ikke jaget af sted. Han gik selv. Han havde mod til at leve sit liv - indtil sin død.

Disciplene fulgte med på den samme vej til Jerusalem, selvom de jo ikke var klar over, hvad de gik ind til. Det havde de nægtet at høre om. Men i Jerusalem blev de standset. Dér mødte de smerten så kraftfuldt, at der ikke var nogen vej uden om. Jagten var slut.

Det blev nogle meget mærkelige påskedage i Jerusalem. Disciplene ramte bunden. De kunne ikke komme længere ned i håbløsheden og hjælpeløsheden. Jesus var død. Deres fremtid var væk. De havde tabt alt.

Men så opdagede de, at netop da de mistede alt, da kom de til et vendepunkt. Nu blev de ikke længere jaget. De havde set smerten og døden – og de var ikke flygtet. For der var ingen steder at flygte hen.

Langsomt begyndte de at forstå det, som Jesus sagde til dem adskillige gange: At han går foran dem på smertens vej. At han ikke viger uden om noget, men kæmper imod det onde. At han til sidst kommer til at dø af det. Men at han på den tredje dag skal opstå fra de døde.

Dengang kunne de ikke høre det. Nu oplever de, at det er sandt. Hernede på bunden vender det. Nu er der en vej op – også for dem, der har mistet alt. Ad den vej går de videre – med et meget større mod. De går på den tro, at der er en kærlighed, som tåler alt og udholder alt - og aldrig hører op.

Det er den magt, der bar Jesus igennem og rejste ham op fra graven. Den kærlighedens magt gav han videre til disciplene. Den blev deres. Og de gav den videre …

Den er også vores. Den kærlighed døbes vi ind i. Den deler vi ved alterbordet. Den lever vi af.

Vi tror på, at den kærlighed findes. Vi tror, at den er stærkere end noget af det, som vi kommer ud for her i livet. Vi tror på, at den kan bære os – ligesom den bar Jesus gennem døden til livet. Amen

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk