top2

Alle mine kilder...

Hør prædikenen:

Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time. En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.« Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.« Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.« Johannesevangeliet kap.4 

En kilde er et stærkt symbol. Vandet, der bare pibler op af jorden. Vi kan ikke se, hvor det kommer fra. Men vi ved, at vandet har fundet en vej - nede fra de dybe lag - og op til overfladen. Vandet er køligt og friskt. Det kan slukke tørsten. Det kan køle ansigtet. Den, der har vandret længe, kan få vasket støvet af sine trætte fødder. Kilden giver nyt liv og nye kræfter. Den er fornyelsens sted.

Bare lyden af en kilde er livsalig. Den stille rislen. Egentlig er lyden ensformig. Den bliver ved og ved. Men alligevel er den ikke støj i vore ører. Lyden af en vandhane, der drypper i vasken, kan være frygtelig irriterende. Men kildens klukken er som en blid og rolig musik.

Tænk på skabelsesfortællingen: Dengang Gud Herren skabte jord og himmel, var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, men en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden. Det blev begyndelsen. Før kilden var der ikke liv. Sammen med kilden brød livet frem.

Jesus og den samaritanske kvinde mødes netop ved en kilde. Kvinden kommer for at hente vand. Det er en fast, daglig rutine for hende. Jesus er der kun på gennemfart. Lige nu er hans disciple inde i den nærliggende by for at købe mad. Og Jesus sidder alene tilbage ved kilden - træt og tørstig.

Under normale omstændigheder ville kvinden slå blikket ned. Hun ville fylde sin vandkrukke og skynde sig væk igen. Der ville ikke blive vekslet et eneste ord mellem kvinden og den fremmede mand. Sådan en kontakt ville simpelthen være upassende. Under normale omstændigheder.

Men situationen er ikke normal. Jesus taler til hende. Og hun svarer igen. Det bliver en mærkelig samtale. Den er fyldt med drilleri. Som om de udfordrer hinanden. Først beder Jesus om en kop vand. Det er da en begyndelse. Kvinden er nok overrasket over, at han overhovedet snakker til hende. Men hun griber straks anledningen - og giver igen. Du er mand og jøde. Jeg er kvinde og samaritaner. Hvad har vi med hinanden at gøre? Der er mange nuancer i den replik. Der er spor af gamle ydmygelser. Der er stolthed og trods. Der er måske også et håb om endelig at blive set.

De mødes ved kilden - og de bryder nogle grænser. Og så er der pludselig åbnet for en samtale, som går dybere. Vi har sikkert alle sammen oplevet, hvordan en situation pludselig kan åbne sig på en ny måde. Der bliver et vindue. Det er både lokkende og skræmmende. Der er hul igennem, men det kan hurtigt lukke sig igen. Lige nu kan det lade sig gøre at lave om på nogle ting: fortryde, indrømme, acceptere, tilgive, tænke anderledes, begynde på ny. Lige nu er chancen der. Men det kræver mod. Det nemmeste er at skubbe døren til igen og vende tilbage til de kendte rutiner. Gemme sig bagved bitterheden eller ironien eller fjolleriet eller hvad vi nu plejer at gemme os i.

Sådan har kvinden det også. Hun vakler. Hun drages af den her nye åbenhed. Men samtidig vil hun helst gemme sig. Hun kan mærke, at Jesus vil noget med hende. Hans ord trænger sig ind på hende. Og når han taler om levende vand, så ved hun godt, at det ikke er brønden foran deres fødder, han snakker om. Hun ved det godt, og alligevel kommer hun til at sige noget dumt om, at han ingen spand har - og hvordan vil han så få fat i vandet. Det er en afledningsmanøvre. Og hun ved det godt selv.

Nu er det interessant at se, hvad Jesus vil gøre ved kvindens parader. Han kunne hamre løs på dem. Han kunne afsløre hendes krumspring. Han kunne påpege, at nu er hun ved at afspore debatten. Men han gør ikke nogen af delene! Han ved alt for godt, hvor skrøbelig situationen er. Han ved, hvor svært det er for kvinden. Hun er kontant og rapkæftet. Indtil videre har hendes liv lært hende, at det er sådan hun kan overleve – ved at være skarp og hård. Men nu har hun åbnet en dør på klem. Og han skal ikke konfrontere hende ret meget - før hun lukker og låser igen.

Stille og roligt taler Jesus videre om det levende vand. Ind imellem forsøger kvinden at få paraderne op. På et tidspunkt begynder hun endda at diskutere teologi med ham. I jøder, I siger, at Jerusalem er den hellige by. Men vi samaritanere, vi har vores helligsted på Garizim-bjerget. Hvad mener du om det? Det er et velkendt kneb, hvis samtalen truer med at blive for nærgående. Så kan vi altid hive nogle meninger frem og begynde at diskutere dem. Det er meget nemmere.

Men også det forsøg løber ud i sandet. Og så kan hun ikke komme længere. Her ved kilden - i mødet med Jesus - giver hun til sidst slip på det hele. Alle de brud og sammenbrud, der har været i hendes liv, får lov til at komme frem i lyset. Og det fantastiske er, at det går an.

Jesus spørger efter hende. Og hun prøver at række ham både det ene og det andet: sit køn, sit etniske tilhørsforhold, sine politiske meninger, sine normer, sin religion. Men han tager ikke imod noget af det. I stedet for bliver han ved med at spørge efter hende selv. Er du der? Så kom frem - og drik af det levende vand.

Kvindens reaktion er så forfærdelig genkendelig. Tit vil vi også helst gemme os bag ved det ene eller det andet. Vi skal have noget at stille op med - synes vi. Vi skal lykkes. Vort liv skal se pænt ud. Vi skal have de rigtige holdninger og værdier. Vi skal udvikle os. Vi skal præstere noget. I det mindste skal vi da tro på den rigtige måde.
Men Jesus spørger ikke efter, hvad vi har at stille op med. Han spørger efter os. Er du her selv – spøger han. Så kom frem og drik af det levende vand.

Amen.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk