top2

Forlad os vor skyld

Hør prædikenen:

Jesus sagde: »Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det. Derfor skal I bede således:
Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn, komme dit rige,
ske din vilje som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.«
Mattæusevangeliet kap. 6.

Det er de færreste konfirmander, der kender trosbekendelsen, når de begynder på konfirmandforberedelsen. Det kan være, de får den lært undervejs. I hvert fald ender vi med at sige trosbekendelsen højt i kor i kirken på selve konfirmationsdagen.

Til gengæld kender de fleste konfirmander fadervor. Nogle af dem kan endda sige bønnen højt - uden at vakle. De har måske været spejdere og lært bønnen der. Eller der har været nogle forældre eller bedsteforældre, der har givet den videre. Ordene er en gave til børnene. Og jeg er overbevist om, at det er en større gave, end vi aner. Tænk at så mange af os deler de bestemte sætninger med hinanden. De ligger som en fælles arv i vores bevidsthed. Måske er ordene endda så overindlærte, at de er blevet en del af vores underbevidsthed. Ord, som ligger i vores fælles underbevidsthed, spiller en rolle for os – også når vi ikke er opmærksomme på det. De er med til at forme vort billede af verden, af Gud og af os selv.

Grundtonen i fadervor er tillid. Fadervor er lyden af børn, der snakker fortroligt til deres far – helt overbeviste om, at han kan alt: Dit er riget og magten og æren. Næsten som i: Min far er stærkere end din far!

Fadervor blev formuleret som et eksempel. Disciplene kommer til Jesus. De kan ikke finde ud af, hvordan de skal bede. Der er nogen, der bruger en masse ord. Der er andre, der stiller sig op og gør sig vigtige med deres bøn. Sådan skal I ikke gøre, siger Jesus. Husk på, at Gud er jeres Far. Han ved på forhånd, hvad I har brug for. I skal ikke bevise noget som helst med jeres bøn. Så gør det simpelt. Og så nævner Jesus nogle af de ting, som vi kan bede om.

Der er syv bønner i fadervor. De handler både om det helt store og om det helt dagligdags. Det store håb om, at Guds rige snart må komme til verden, sådan at det ene og alene er Guds gode kræfter, der styrer verden og vort liv med hinanden. Komme dit rige!

Der er også bønner om små ting: Det daglige brød. For os er det i hvert fald småt. Vi er slet ikke der, hvor vi reelt skal være bekymrede for, om vi kan spise os mætte i dag. Andre steder i verden er der mennesker, som ikke ved, om de kan skaffe det daglige brød til sig selv og deres nærmeste. For dem er netop den bøn om dagligt brød måske den allermest påtrængende.

Vi, som er så rige, vi har mere brug for at bede om, at Gud vil lede os uden om de værste fristelser. Vi har så store muligheder for at lade os friste til grådighed, til ufølsomhed, til overfladiskhed. Når vi har så meget mere end det daglige brød, så var det kun rimeligt, om vi var bedre til at dele. Men vi lader os for nemt friste til at være ligeglade. Led os ikke i fristelse. Gud, stil ikke alle de lækre muligheder op foran os, for vi er ikke selv i stand til at sige nej. Fri os fra en alt for skæv verdens ondskab.

Forlad os vor skyld. Forlad os … jeg har altid været lidt forundret over det udtryk. Jeg synes, det hellere skulle hedde tilgiv os vor skyld. Men jeg er faktisk blevet glad for udtrykket forlad os. Der er noget meget malerisk over det ord. Vi kan se det for os. Vi beder Gud: Vend ryggen til min skyld. Lad den ligge. Gå væk fra den. Der er bevægelse i det udtryk.

Ordet tilgivelse er mere abstrakt. Det peger på en indre proces. Det er noget, der foregår inde i vores hoveder eller hjerter – noget mentalt eller noget psykologisk. Det er nogle tanker eller følelser, som skal bearbejdes og forandres. Det er sværere at se for sig.

Nej, forlad os vor skyld … Drej rundt på hælene, Gud. Gå væk fra vores skyld. Lad den ligge på et øde og ensomt sted – på skyldens losseplads – i containeren med småt eller stort brændbart. På skyldens losseplads må der ikke klunses. Det, som én gang er røget i containeren, det skal blive der. Vi skal hverken samle vores egne eller andres efterladenskaber op. Slip det. Lad det ligge. Det, som er blevet forladt, skal vi ikke længere rode i.

Bønnen om syndernes forladelse har to led. Vi beder Gud om, at forlade os vor skyld, ligesom vi også selv forlader den skyld, som er forrettet imod os. De to led holder hinanden i spænd. Vi kan ikke bede Gud om at forlade, hvis vi ikke selv vil forlade skyldens losseplads.

Tænk på lignelsen om den gældbundne tjener. Han fik sin kæmpestore gæld eftergivet, men straks efter falder han over sin kammerat, som skylder ham en klatskilling. Selv tog han imod tilgivelsen, men han var ikke villig til at tilgive den anden. Sådan fungerer det ikke! Hvis vi er uforsonlige og holder den anden fast på sin skyld, så blokerer vi for tilgivelsen.

Til det at være menneske hører, at vi kommer i gæld til hinanden. Vi kan slet ikke undgå det. For vi er viklet ind i hinandens liv. Det vi gør, det har betydning for mennesker omkring os – på godt og på ondt. Vi holder altid noget af et andet menneskes liv i vore hænder, hvad enten vi vil det eller ej. Tit kan vi gøre godt, men uvægerligt kommer vi også til at gøre ondt - og komme i gæld til hinanden.

Det betyder ikke, at vi altid skal gå duknakkede rundt – tynget af vores gæld til hinanden. Faktisk tvært imod. I vores skyldighed adskiller vi os ikke fra alle andre. Skylden er noget af det mest solidariske i denne verden. Der er ikke et eneste menneske, der er uden for de skyldiges fællesskab.

Men vi skal ikke holde hinanden fast på vores skyldighed. Vi skal ikke gemme på vreden. Forurettelsen er som en syre, der ætser os op indefra. Krænkelsen ødelægger vores relationer og vort liv med hinanden. Vi kan slippe hinanden fri, når vi vender ryggen til skylden og forlader den. Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.

Vi er begyndt på et nyt år. Årsskiftet er som regel en god anledning til at rydde op og smide ud - og forlade. Måske er der noget gammelt, som vi skal lade ligge. Når vi er villige til at lægge skylden bag os, så giver vi hinanden fri til at leve.

Amen.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk