top2

Forvunden er nu al vor nød

Hør prædikenen:

Jesus sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.« Mattæusevangeliet kap. 10.

Anden juledag kommer ret meget på tværs af den glade julestemning. Jesus taler alvorligt - næsten lidt vredladent eller aggressivt.

Juleaften hører vi om freden, der kommer til verden. Vi hører om den store glæde, der skal være for hele folket. Juledag lægger endnu et lag på glæden. Vi hører om Guds ord, der træder frem og viser os Guds herlighed - i kød og blod. Så bliver det anden juledag, og tonen er en helt anden.

Men måske er det en god kombination. I hvert fald bliver vi mindet om, at julen ikke er ren hygge. Selvfølgelig er julen i bund og grund en glædesfest. Det er glædeligt, at Gud så klart viser os, at han vil have med os at gøre. Han vil dele liv og vilkår med os. Og det er værd at fejre. Så selvfølgelig må vi have lov til at slippe glæden løs i alle mulige retninger: Julemad og julepynt og julehygge. Julefest og familiekomsammen. Det hører julen til. Og det er helt som det skal være.

Men der er også et andet perspektiv på julen. I fødslen er glæden forbundet med smerten - og aldrig var glæden så hjemløs i verden. -som Johannes Møllehave skriver og Anne Linnet synger i julesangen Lille Messias. Glæden er forbundet med smerten. Glæden er aldrig fuldstændig ren. Smerten heller ikke. De to er forbundet med hinanden.

Så vi skal ikke føle os forkerte, hvis vi ikke rigtig kan få juleglæden til at indfinde sig. Det kan der være gode grunde til. Julesorgen kan have mange forskellige ansigter.

Vi er måske løbet ind i en konflikt, som vi ikke kan komme ud af igen. En konflikt med børn, forældre, søskende, gamle venner. Hvis det er en reel konflikt, så kan vi ikke bare begrave den i juledagene - og vende ryggen til. Vi må arbejde med den. Kampen skal tages, selvom den slider på os – og stjæler vores frihed og vores glæde, så længe den står på.

Det kan også være bekymringer, der hober sig op. Virkelige bekymringer. Ting der truer og som faktisk kan gå galt. Det er ikke underligt, hvis sådan en byrde af bekymring sætter sit præg på juleglæden. Vi kan ikke bare sætte angsten på pause og lade juleglæden fylde det hele.

Det kan også være savnet af et andet mennesker, der ligger bag ved julesorgen. En ægtefælle eller et barn eller en ven, som er blevet væk siden sidste jul. Den første jul efter sådan et tab er svær at komme igennem. Den lænestol, der er tom, eller den bestemte plads ved bordet. Eller den hånd, der mangler, når vi går rundt om juletræet. Julesorgen kan have mange forskellige ansigter. Derfor er det nok meget passende, at anden juledags alvorlige budskab også får lov til at lyde i juledagene.

I onsdags var skolebørnene til juleafslutning her i kirken, sådan som de plejer op til jul. Vi skulle selvfølgelig synge Et barn er født i Betlehem. Den er fast på repertoiret. Og det er tydeligvis også den julesalme, som de kan allerbedst. De sang i hvert fald af hjertens lyst.

Når vi kommer til vers 5, kan jeg ikke lade være med at lytte ekstra godt efter. Meget tit sniger der sig et ekstra S ind. Det gamle ord forvunden bliver umærkeligt til forsvunden. Forsvunden er nu al vor nød - plejer børnene at synge. Men ikke i år. For første gang - så vidt jeg husker - lød det klokkeklart: Forvunden er nu al vor nød. Dejligt! Men da jeg senere samme formiddag var til juleafslutning med skolebørnene i Rødding, var S’et tilbage igen.

Det er ikke det, der står i vers 5. Men gid det var så vel. Gid vi for alvor kunne synge: Forsvunden er nu al vor nød. Men sådan er det jo netop ikke. Julen har ikke fået al nød i verden til at forsvinde. Nøden er overvundet. Den kærlighedens magt, som kom ind i verden julenat, er stærkere end al vor nød. Kærligheden har taget kampen op. Men kampen står på endnu! Vi tror på, at det ender med sejr. Og til den tid kan vi så synge: Forsvunden er nu al vor nød. Men indtil da er vi nødt til at nøjes med det lidt mere foreløbige: Vi tror, at vores nød har mødt sin overmand, der vil kæmpe sammen med os.

Jesus siger: Den, der vil kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min far, som er i himlene.

Hvad vil det sige at kendes ved Jesus? Det kan for eksempel være det, at vi lader være med at melde os ud af kampen, når Jesus melder sig ind. Hvis vi sætter julebudskabet på en helt kort formel, så er det, at Gud bliver menneske. Det guddommelige træder ind på den menneskelige scene. Jesus melder sig i den strid, som livet også er. Striden mellem godt og ondt. Det er en kamp mod både det, som ER ondt, og det, som GØR ondt. Når Jesus melder sig ind, så skal vi ikke melde os ud. For så kendes vi ikke ved ham. Vi skal blive i kampen og gøre os gældende med de kræfter og evner, som vi har.

Vi skal ikke lukke øjnene for det, som ER ondt i den store verden. Det er måske svært at bevare troen på, at vores indsats betyder noget som helst i den store sammenhæng. Men vi skal alligevel gøre vores stemme og vores energi gældende i kampen for det gode og det retfærdige.

Vi skal heller ikke lukke øjnene for det, som GØR ondt. Hvis det smertefulde rammer os selv eller én i vores nærmeste kreds, så må vi møde det med åbne øjne. Det er svært at blive konfronteret med savnet eller ensomheden eller angsten - eller hvad det nu er. Vi kan hurtigt få lyst til at bortforklare og glatte ud. Vi kan tænke, at det måske går over, hvis vi er passende optimistiske. Men der er noget, som ikke går over – som vi bare må gå ind i og tage på os, så længe det står på.

Vi kan kun kæmpe, hvis vi har et ærligt forhold til det, der gør ondt. Vi må indrømme det plads. Men det skal ikke få det sidste ord.

Kampen er en kamp. Vor nød er ikke forsvundet, men vi tror på, at den er overvundet. Det er det håb, som julebudskabet har tændt i verden og i vores hjerter. Og det håb vil vi kendes ved. Det skal lyse fra nu af og indtil den dag, hvor vi virkelig kan synge: Forsvunden er nu al vor nød!

Amen.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk