top2

Ramaskriget skal vendes til glædeskor

Hør prædikenen:

Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.« Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Fra Egypten kaldte jeg min søn.« Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:
I Rama høres råb,
gråd og megen klage;
Rakel græder over sine børn,
hun vil ikke lade sig trøste,
for de er ikke mere.
Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.« Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer. Mattæusevangeliet kap. 2.

Det er som om, at Matthæus igen og igen bruger gammeltestamentlige citater til at føre bevis for hændelserne.
Det skyldes sikkert, at Matthæusevangeliet er skrevet til jødekristne menigheder i Syrien. Og de menigheder kendte selvsagt det gamle testamente. For dem er der en klar linje fra den gamle jødiske pagt til den nye kristne pagt. Kristus er netop den Messias, der er kommet til verdens frelse. At referere til profetierne er altså en måde at vise, hvordan Gud fortsat har alt i sin hånd – og at vi kan ha’ fuld tillid til Gud.

I dag får vi beretningen om flugten til Egypten og barnemordet i Betlehem. Matthæus får det næsten til at lyde som om, at hændelserne sker pga. profetierne.

Men hvad er det, der leder Josef?
Er det sådan, at Josef fx handler ud fra en profeti af Hoseas - altså:
’for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten Hoseas, der siger:
»Fra Egypten kaldte jeg min søn.«’ … skal vi så forestille os, at Josef af den grund drager til Egypten med Jesus og Maria?

Nej, jeg tænker, at Josef flygter til Egypten, fordi han vil redde sine elskede – Jesus og Maria. Intet ondt vil Josef tillade. Han handler i kærlighed.
Samtidig bliver han også advaret af Gud om den onde Herodes. Gud råder ham til flugt, og Josef tager det til efterretning. Guds rådgivning går hånd i hånd med kærligheden.

Men er det så sådan, at Herodes får den vanvittige idé, at han skal dræbe alle små drenge i og omkring Betlehem, fordi en profeti fra Jeremias skal gå i opfyldelse – Ramaskriget skal lyde … altså, at vi med rette skal kunne sige: ’I Rama høres råb, gråd og megen klage;
Rakel græder over sine børn, for de er ikke mere’?

Nej, jeg tror ikke, at det er på den måde tilværelsen vender. Vi lever forlæns og forstår baglæns, siger Søren Kierkegaard. - Kierkegaard vil nemlig opfordre os til at tage ansvar for livet, så vi ikke lader det styre af onde kræfter. Vi skal tage ansvar for det liv, vi har fået og leve i kærlighed. Det er vores ledetråd.

Til daglig oplever vi sjældent, at Guds ledelse kommer gennem en drøm, eller at engle kommer direkte til os og forkynder os næste skridt. Men som opmærksomme kristne kan og skal vi lytte efter, hvad Guds invention er – nemlig at vi skal elske Gud og vor næste, som os selv. Det er at leve vores liv i overensstemmelse med Guds vilje, det er at lade os lede af kærligheden.

Og det er det, Josef gør. Først tager han ansvar for Maria, der er gravid. Og nu tager han ansvar for at redde Jesus og Maria ved at flygte til Egypten. Josef lever livet, mens det sker – han er nærværende i den konkrete tilværelse og tar’ kærlighedens ansvar.

Omvendt, tænker jeg, at Herodes vælger at lade sig lede af sit magtbegær – dvs. han lader sig ikke lede af kærlighed. Nej, han styrter sig hovedkulds ud i ondskab og drab – han organiserer sin terror og beordrer, at små uskyldige drengebørn bliver dræbt.

Egoismen og raseriet styrer hans voldelige beslutninger – og ansvaret for kærligheden bliver elimineret.

Men Matthæus refererer jo til profeten Jeremias … så er den ondskab på en eller anden måde forudbestemt? Styrer Gud verden i overensstemmelse med et bestemt forløb, som han allerede har forordnet? Og lod Gud dermed en helt masse små uskyldige drenge myrde, fordi Herodes var forudbestemt til at myrde?

Som jeg ser det, myrder Gud ikke – det er Herodes, som træffer den onde beslutning.

Men vi ender ved det klassiske spørgsmål om det ondes problem – hvis Gud er god, hvorfor forhindrer han så ikke i sin almægtighed alt det onde? Sover Gud? Lukker Gud øjnene for uretfærdighed?

Vi vil gerne prøve at finde en gangbar forklaring på det onde og gerne frikende Gud, så vi kan stole på hans kærlighed.

Filosoffer og teologer har arbejdet med spørgsmålet og forsøgt sig med forskellige antagelser. En måde, at se det på, er netop, at mene, at Gud har skabt mennesket med en fri vilje - den frie vilje kendetegner selve mennesket, men det medfører, at mennesket kan vende sig bort fra Gud. Præmissen for dette synspunkt bliver også, at Gud, som skaberen, alligevel har forudset og tilladt det onde, som mennesket er skyld i … og er Gud så god?

Luther og faktisk også Kierkegaard, lægger vægt på, at mennesket slet ikke er i en position, hvor det kan anklage Gud. Vi er, som syndere, selv under anklage og kan ikke kigge Gud i kortene. Den anskuelse gør måske ikke lidelserne eller spørgsmålene til Gud mindre – men det eneste svar her er troens svar – og det kan ganske vist aflaste os, for Gud tager imod alle.

Ligesom Jesu død på korset og opstandelsen er uforståelige, så kan vi kun hengive os til troen, håbet og kærligheden – og det hjælper os.

Men det, der giver den største trøst i forhold til onde hændelser, er muligvis at vægte Guds medleven med os mennesker. Korset er stedet, hvor Gud lider sammen med mennesker - Gud er netop der, hvor ondskaben hærger, han lider med den, der skriger, græder og er døende.

I stedet for at spørge, hvor ondskaben kommer fra, må vi i stedet se på Guds fællesskab med mennesker – julen handler jo om, at Gud bliver menneske, at Gud bliver solidarisk med os – at han lever med os – Immanuel, Jesu navn, betyder netop ”Gud med os”.

Vi kan altså lytte til fortællingen om flugten til Egypten og om Herodes’ myrderier som to beretninger om Guds medlevenhed – Gud er dér, hvor vi mennesker er.

Det kan være, at vi oplever uretfærdige hændelser, hvor vi føler, at Gud ikke holdt hånden over os – men Gud holdt hånden under os. Ingen lader han falde ned i et sort hul. Han er med os i vores dybeste nød og ensomhed.

Vores ansvar er at leve i troen og håbet og kærligheden, så vi heller ikke efterlader vore medmennesker i nød eller ensomhed.

Verdens ramaskrig skal vi - med Guds følgeskab - vende til glædeskor.

Godt nytår.

Amen.

 

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk