top2

Ord sætter spor

Hør prædikenen:

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.
Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.
Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.
Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.
Johannesevangeliet kap. 1.

Der findes ord, som næsten ikke er til at holde ud. Ord, der bliver sagt så tit og så tankeløst, at de bliver ren kliche. De dukker op i sproget – og pludselig bruger alle det her nye, smarte modeord. Igen og igen trænger det ind i talestrømmen og erstatter gode, præcise ord, som vi alle sammen kender betydningen af. Den slags ord og udtryk lever som regel et kort liv. De bliver overforbrugt i en periode og så dør de igen. Og godt for det. For de er som sagt ikke til at holde ud.

Sådan har jeg det med ordet italesætte. Vi kan mange ting med ord. Vi kan snakke sammen. Vi kan sætte ord på noget, der er overset. Vi kan uddybe og forklare en sag. Problemer kan vi diskutere og eventuelt løse. Men hvis der er nogen, der vil italesætte en problemstilling, så bliver jeg straks betænkelig. Italesættelse er et af de modeord, der bare plaprer løs - uden rigtigt at sige noget.

Det er slet ikke alting, der skal italesættes. I nogle situationer er tavshed det eneste rigtige – eller måske det eneste mulige. Hvis for eksempel et menneske bliver ramt af en stor sorg – mister en ægtefælle eller et barn - så kan den sørgende have brug for et medmenneske, som vil sidde sammen med det – i tavshed. Et medmenneske, der med sin tilstedeværelse signalerer: Jeg er her. Jeg ser dig. Jeg mærker, at du har det svært. Jeg bliver her. En arm om skulderen kan måske gøre godt, men ord vil kun være forstyrrende. Ordene kan alligevel ikke bruges til noget. De vil under alle omstændigheder føles alt for lette og ligegyldige. Nogle gange er virkeligheden bare sådan, at der ikke findes passende ord at sætte på. Tit skal tabet og sorgen slet ikke italesættes – ikke lige straks i hvert fald. Når sorgen er lidt mindre akut, så bliver der sikkert brug for at fortælle om tabet. Men hver ting til sin tid.

Det jeg forsøger at sige, er egentlig bare, at ord sætter spor. Hvis vi taler let om det, som er tungt, så kan vi komme til at efterlade - f.eks. - et sørende menneske i endnu større ensomhed. Vi snik-snakker måske for at beskytte os selv imod det, som er svært. Vi skubber det smertefulde fra os, men samtidig belemrer vi det sørgende menneske med letkøbte ord, som bare udstiller vores fælles magtesløshed. Så hellere tavshed.

Det betyder selvfølgelig ikke, at alting skal være tavshed. Ord sætter spor. Og gode ord sætter gode spor. Vi skal prøve at nå hinanden med gode, livgivende ord.

Digteren Niels Hav siger: “Tale er sølv, men tavsheden er grusom. Vi lever og dør med sammenbidte tænder. Ting, der skulle siges, bliver aldrig sagt”. Det er den anden side af sagen. Tavsheden kan også blive destruktiv. Den kan være indædt og forbitret. Vi kender det fra udtryk som pinlig tavshed eller dræbende tavshed. Tavsheden kan blive til en uoverstigelig afgrund imellem os. Den kan stå i vejen for fællesskabet og forhindre os i at dele med hinanden. “Vi lever og dør med sammenbidte tænder. Ting, der skulle siges, bliver aldrig sagt”.

Niels Hausgaard beskriver det samme så hjerteskærende præcist i en af sine lidt ældre sange. Han fortæller om et ægtepar, som er endt der, hvor de ikke længere kan nå hinanden med deres ord. Tavse sidder de ved bordet i køkkenet. Jeg ved der er lang vej til Kina, men jeg kan da sagtens rejse dertil. At jeg så ikke har noget at gøre i Kina, kommer ikke den her sag ved. Men du sidder der på den anden side af bordet og den afstand er alt for stor for mig.

Sådan er omkvædet. Selv om der kun er en armslængde imellem dem, så er afstanden helt uoverstigelig. Mere uoverstigelig end en tur til Kina. Der er ingen forbindelse imellem de to. Ordene er blevet magtesløse.

Ord sætter spor – gode ord sætter gode spor. Gennem ordene deler vi livet med hinanden.

I det lys skal vi se Johannes' juleevangelium om Ordet, der bliver kød og tager bolig iblandt os. Jesus er Guds ord. Gud vil tale med os. Det er julens pointe ifølge Johannes. Det er slet ikke nyt, at Gud taler. Det har han gjort lige siden skabelsens morgen - siger Johannes også. I begyndelsen var ordet. Alt blev skabt ved det ord. Ud af det sprang lyset og livet. Og i kraft af ordet var der fællesskab imellem Gud og mennesker. Så smukt var det på skabelsens morgen.

Men så smukt og så ligetil blev det ikke ved med at være. For vi vender det døve øre til. Hvad hjælper det så, at Gud taler, hvis vi ikke hører? Ordene bliver hængende i luften. De får ikke afleveret deres indhold. Vi vender os væk fra lyset og lever en skyggetilværelse. Og dér - i tusmørket – tror vi, at Gud er tavs. Og med tavsheden kommer frygten, for hvorfor er Gud tavs? Hvorfor har Gud gemt sig?

Gudsformørkelse kalder en jødisk teolog det. Det er ligesom med en solformørkelse. Under solformørkelsen lyser solen ligeså meget, som den altid har gjort. Vi kan bare ikke se det, for der er noget, som er gledet imellem os og solen. Når der bliver gudsformørkelse, så er det fordi, der er noget hos os, der skygger. Der er noget, som er gledet ind imellem Gud og os. Men Gud er den samme. Han vil stadigvæk tale med os - ligesom i begyndelsen.

Johannes fortæller i sit juleevangelium, at Gud lod sit Ord tage en ny bane. Skaberordet blev kød og krop i Jesus fra Nazaret. Julenat taler Gud højt og tydeligt. Det er ikke sådan, at Gud forandrer sig fra at være en vred Gud til at være en kærlig Gud. Men han taler så højt og så tydeligt om sin kærlighed, at vi igen får mulighed for at høre og forstå det. Jesus er det ord, som Gud bruger for at råbe os op - siger Johannes.

Det, som vi ikke kan se hos det lille barn i krybben, det ser vi hos den voksne Jesus: i det, han forkynder; i hans møde med mennesker; i påskens og pinsens lys.

Gennem alt det siger han til os: Se, jeres Far i himmelen er barmhjertig. Det mørke, som I bærer rundt på, det er ikke fra Gud. Det har I selv skabt - ud af angst og mistro. Vi bruger det som et værn. Vi skjuler os i det, og vi tror, at vi er lidt mere trygge dér i mørket.

Men ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Gud taler til os. Og når vi vover os frem - og lytter - så vil lyset fra hans ord trænge bekymringens og frygtens og sorgens mørke tilbage. Så kan vi leve frit – med hinanden – i lyset og glæden.
Amen.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk