top2

Overvældet af glæden

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Gali-læa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fød-te sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jor-den! Fred til mennesker med Guds velbehag!«
Amen.

Kan I se det for jer: Josef, der trasker afsted på landevejen mod Betlehem. Ved siden af ham går æslet, som bærer på den højgravide Maria. Både Josef og Maria ser trætte ud - mest Maria selvfølgelig. Hun er i særlige omstændigheder. Jeg tror, at vi alle sammen kan se det billede for vort indre blik. For vi har jo lige hørt fortællingen om det. Det gode, gamle, velkendte juleevangelium. Det er dér, vi har det fra.

Men hov … stop lige et øjeblik! I juleevangeliet står der ikke noget om et æsel. Strengt taget ved vi slet ikke, hvordan Josef og Maria kom til Betlehem. I fortællingen står der bare: Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem… Andet står der ikke om turen til Betlehem.
Men hvor kommer æslet så fra? For det er jo nok ikke tilfældigt, at vi alle sammen sidder med det billede for vort indre blik. Æslet er med i hver eneste børnebibel, der nogensinde er produceret. Og hvis vi kigger på gammel kirkekunst, så sidder Maria også altid på et æsel undervejs mod Betlehem. Det er ikke med i den oprindelige fortælling, men traditionen har føjet det til – så eftertrykkeligt, at vi nu slet ikke kan undvære det æsel.

Jeg gjorde en lignende opdagelse den anden dag. Det var da jeg skulle gøre klar til juleafslutning for børnene fra dagplejen og børnehaven. Selvfølgelig skulle jeg fortælle juleevangeliet. Det gør jeg hvert år – og gerne ved hjælp af nogle rekvisitter. I år havde jeg fået den ide, at jeg gerne ville have nogle papfigurer med, som kunne illustrere alle dem, der er med i fortællingen: Kejser Augustus, Josef og Maria, æslet, kroværten, hyrderne og englen. Men hvad skulle jeg bruge for at illustrere stalden i Betlehem? Min første, spontane tanke var: en okse. Jeg skal bruge en okse, når jeg i fortællingen kommer til det med stalden.

Min næste tanke var: Hvor kom den okse lige fra? Det er selvfølgelig ikke en helt unaturlig tanke. Der kunne sagtens være en ko i sådan en stald, men i julefortællingen står der ikke noget om, at der var en okse i stalden. Der står faktisk ikke engang, at fødslen foregik i en stald. Vi hører kun, at det nyfødte barn bliver svøbt og lagt i en krybbe. Og så er det åbenbart sådan, at når vi hører ordet krybbe, så ser vi både stalden og oksen for os.

Også her bliver vi hjulpet godt på vej af traditionen og kirkekunsten. Næste alle gamle malerier og ikoner anbringer netop en okse og et æsel ved siden af krybben med barnet. Se bare det billede, der er på forsiden af sangarket. Det er helt typisk. Det ligner et utal af andre, gamle julebilleder. Eller tænkt på H.C. Andersens salme, som vi sang lige før: … stjernen over huset stod, og oksen kyssed barnets fod. Der har oksen også sneget sig ind.

Jeg søgte og fandt en slags forklaring på, hvor-for der så tit er netop en okse og et æsel ved krybben. I begyndelsen af profeten Esajas bog står der: Oksen kender sin ejer, æslet sin herres krybbe. Okse, æsel, krybbe. Mon ikke associationen kunne komme derfra?

Juleevangeliet, som vi lige har hørt, er egentlig ganske kort og nøgternt. Der er ikke mange billeder i det. Men vi har brug for billeder og symboler og dufte og stemninger, hvis vi skal leve os ind i fortællingen. Derfor lægger vi selv – og traditionen før os – vi lægger lag på lag af billeder ind over fortællingen. Det er der ikke noget galt i det. Tvært imod. De billeder og symboler, som vi føjer til, er ligesom håndtag i fortælling. Det er der, vi griber fat, når vi skal ruske en mening ud af fortællingen.

For eksempel kan vi jo spørge: Hvorfor er det lige netop en okse og et æsel, der er blevet pla-ceret ved siden af krybben med barnet? Kunne det ligeså godt have været to høns og en gammel ged? Nej, det kunne det nok ikke. Når der på tusindvis af billeder netop er en okse og et æsel, så er det sikkert ikke helt tilfældigt. Det må have en eller anden betydning. Men hvad er meningen med oksen og æslet?

Oksen blev dengang betragtet som et rent dyr, et værdifuldt dyr. Æslet derimod blev anset for at være et urent dyr, et lille gråt arbejdsdyr. Så altså: Det rene og det urene mødes ved kryb-ben, hvor det nyfødte barn ligger. Oksen var også et symbol på jøderne, Guds udvalgte folk. Mens æslet symboliserede hedningefolkene. Så når oksen og æslet står sammen ved krybben, så udtrykker det, at nu er der ikke længere et særligt udvalgt folk. Der er ikke nogen, som er urene og uden for. Ved krybben med barnet mødes alle. Her rører himlen ved jorden. Gud møder mennesker. Her bliver det urene rent. Og adgangen er åben for alle.

Lige om lidt myldrer hyrderne ind i stalden. De er kolde og klamme. De lugter af bålrøg og fåremøg. De har ikke ret meget forstand på det der med Gud. Det har de ligesom overladt til de andre - dem der gerne vil tænke store tanker og formulere sig klogt. Hyrderne plejer at holde sig til det, som de har forstand på. Og det er langt mere jordnære ting.

Men i nat har de oplevet noget anderledes, noget meget ophøjet. En engel viste sig på himlen. Det var dem, englen talte til. Der var ingen tvivl. Og de kunne sagtens forstå, hvad englen sagde: I dag er der født jer en frelser. I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.

Hyrderne tager mod til sig og opsøger barnet. De finder stalden, som er oplyst af en enkelt lille olielampe. Hyrderne har ikke fået barsels-gaver med til barnet. De har kun deres forlegenhed og deres glæde med sig. Midt i lampens lyskreds ser de barnet i krybben - og forældrene, som sidder ved siden af. Bag ved dem står oksen og tygger drøv. Og ved siden af oksen står det grå og slidte æsel. Hyrderne bliver helt lettede, da de får øje på æslet. Den ligner os, tænker de. I nat har den også fået en plads her i stalden.

Da hyrderne er gået, kommer der andre gæster. Helt anderledes fornemme folk. De kommer fra et fjernt land og har rige gaver med. Men også de fornemme bøjer sig for barnet. De mærker, at her kan man ikke andet. Alle må knæle - og lade sig overvælde af glæden.

Oksen og æslet. De fornemme vismænd og de forlegne hyrder. Der var plads til dem alle sammen.

Der er også plads til os. Uanset om vi er fornemme eller forlegne. Kække eller nedbøjede. Selvsikre eller sorgfulde. Vi må gå ind til barnet i krybben og lade os overvælde af glæden.

Amen

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk