top2

I håbet på det umulige kan vi selv og verden forandres

Hør prædikenen:

Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel. Lukasevangeliet kap. 1.

Omkring 500 år før Kristi fødsel, sidder profeten Esajas i Babylon. Få år tidligere er der sket en katastrofe.

Kongen Nebukadnesar af Babylon har angrebet Jerusalem. Gennem to år har han belejret byen og udsultet befolkningen. Til sidst har de måttet overgive sig. De babylonske soldater er væltet ind i byen og har brændt og hærget.

De har revet bymurene ned og brændt byens stolthed, kong Salomos tempel, ned til grunden. De overlevende, præsterne og folkets ledere, er blevet taget til fange og ført med til Babylon, så der ikke er nogen til at lede genopbygningen af byen.

Det er en katastrofe så stor, at det næsten ikke er til at begribe. Det er, som om ulykkerne vælter ind over Israel. Det er kun godt 200 år siden, landet sidst blev angrebet. Som ved et mirakel undgik Jerusalem dengang at blive ødelagt. Men hele den nordlige del af riget blev udslettet. Og nu dette her.

Esajas er overbevist om, at det er Guds straf. Fordi folket har brudt pagten, aftalen med Gud og ikke holdt hans love, så har han også trukket sig fra sin del af aftalen og taget det land tilbage, som han har givet dem. Som en ubønhørlig konsekvens. Noget for noget.

Men midt i gengældelsens logik er der alligevel håb, tænker Esajas. Gud vil ikke være vred for evigt. Når folket har udstået sin straf, vil han igen tage dem til sig.

Når de fortryder, hvad de har gjort, vil han trøste dem. En dag vil Gud knække Babylons magt og lade folket vende hjem. Folket skal få sin storhed tilbage, og alle skal se, at Gud er med dem.

500 år senere sidder præsten Zakarias i Jerusalem. Landet er igen besat. Fjenden er i landet. Kongen hersker på romernes nåde. Som alle andre håber og længes Zakarias efter befrielse.

De gamle profeter har lovet, at Gud vil gribe ind og sende sin Messias. En konge, som verden ikke har set mage til. Som én gang for alle skal frelse folket fra dets fjender. Kaste undertrykkerne ud og give folket dets stolthed tilbage.

Og nu er der næsten sket et mirakel. Zakarias og hans kone Elisabeth er højt oppe i årene. De har gennem alle årene prøvet at få børn, men uden held. Men her i deres høje alderdom har Elisabeth født en søn.
Og ikke nok med det. De har haft besøg af englen Gabriel, som har fortalt dem, at det ikke er noget almindeligt barn. Gud har særlige planer med ham. Han skal være med til at bane vej for Messias. Det, de har ventet på i århundreder, er allerede ved at ske.

Den lille flamme af håb, som Esajas så i sit eksil i Babylon, og som har blafret svagt gennem århundrederne, brænder stærkere i Zakarias’ sind og får ham til at synge en sang, som skal få meget dybere betydning, end han selv drømmer om.

Esajas og Zakarias er mennesker, der ser og håber og drømmer ud fra det sted, hvor de står. Den horisont, de tænker ud fra, er Israels folk. Deres håb og deres drømme har deres eget folk som omdrejningspunkt.

De tænker i poler og modsætninger. Israels folk er i århundreder blevet undertrykt og ydmyget. Frelsen betyder, at Gud vender bøtten. Undertrykkerne skal undertrykkes, og dem, der før var undertrykt, skal herske.

Da Jesus træder frem, er forventningen, at han skal passe ind i dette mønster. Den frelser, de venter på, er en, der vil være på deres side mod de andre. Og fra starten er noget af det, der skuffer dem allermest, at Jesus tager afstand fra den forventning.

Den omvæltning, Jesus kommer med, er meget større, end de har regnet med. Hvor de tænker frelsen som noget eksklusivt, for dem alene, der tænker Jesus frelsen som noget inklusivt, som rummer alle. Han gør op med deres logik, som bygger på magt, undertrykkelse og udelukkelse.

Han anfægter deres overbevisning om, at de har en særstilling i forhold til Gud. Han bruger de fremmede som eksempler på tro. Han rækker ud til dem, der ikke passer ind. Med hele sit liv demonstrerer han, at deres forventninger er for små og egoistiske. At Gud er meget større, end de tør drømme om.

Spørgsmålet er, hvad vi i dag egentlig tør håbe på. Er vore håb begrænset til det, vi kan se og forestille os – prognoser, baseret på fremskrivninger og tal i excelark? Opererer vi med et minimalhåb, der kun handler om os selv og vores nærmeste bag hækken, i vores egen lille andedam?

Her i advent tror jeg, vi skal minde hinanden om, at der findes en kristen håbspraksis, der rækker ud over den enkeltes eget liv. At evangeliet om frelserens komme indbyder os til at håbe og drømme større drømme for verden end det, der kan stå i et regneark.

Når håbet rækker ud over det egoistiske, det, der bare handler om mig og mit liv, så kan historien ændre retning.

Esajas og Zakarias er, i al deres menneskelige begrænsning, håbsfigurer. Og det håbefulde er, at Gud altid er større end vi har fantasi til at forestille os. Han kommer til os som et barn i en krybbe og som en mand, der hænger på et kors. Han taler til os gennem de mennesker, der omgiver os; dem, der er så tæt på os, at vi kan røre ved dem, når vi rækker hånden ud, og dem, vi kun kender fra skærmen.

Også i dag har vi brug for store håb, som rækker ud mod fremtiden, med et umuligt, men alligevel realistisk perspektiv. Fordi Gud er i stand til at overskride de grænser, vi stiller op for hinanden.

I håbet på Gud kan det blive virkeligt, som vi ikke engang kan forestille os. I håbet på det umulige kan vi selv og verden forandres.

Amen.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk