top2

Vil vi åbne os for det nye?

Hør prædikenen:

Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
»Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.«
Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.«
Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.
Lukasevangeliet kap. 4.

Et nyt kirkeår! Så begynder vi på en ny runde. For det er jo egentlig dét, det er. Kirkeåret er en fortællecyklus eller et stort drama i mange akter. Fra fortælling til fortælling bevæger vi os igennem historien om Jesus. Først adventstiden, som er ventetid. Så fødslen. Så søndag efter søndag med fortællingerne fra hans voksenliv. Og så kommer påsken - de intense, desperate, jublende dage, hvor han dør og opstår igen. Efter opstandelsen blæser pinsen sin vind ud over verden – og ind i vores dagligdag – ind i vores hjerter. Dér ind hvor fortællingerne skal virke – dér hvor de skal tolke og trøste og give mening – og skabe tro og håb og kærlighed imellem os.

Et nyt kirkeår. Så synger vi Vær velkommen, Herrens år. Og Herrens år det er jo netop hele kredsen: 

Jul, påske og pinse – og alle hverdagene indimellem. Det afspejler salmen også:

Julenat, da vor Herre blev født,
da tændte sig lyset i mørkets skød…

Påskemorgen, da Herren opstod,
da livstræet fæsted i graven rod …

Pinsedag, da Guds Ånd kom herned,
da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed …

Jul, påske og pinse - bringer os glæde hver Herrens dag ….

Et nyt kirkeår – åh nej! Sådan er der måske også nogen, der tænker. Så begynder det hele forfra. Der sker jo ikke noget nyt. Vi har hørt det hele før. Hvordan skal vi holde det ud? 

Det er underligt tvetydigt med gentagelser. De kan være så trivielle. Den samme arbejdsopgave dag efter dag. De samme samtaleemner hver gang vi mødes. Den samme TV-reklame, som vi nu har hørt til bevidstløshed. Den maser sig ind i vores underbevidsthed med sine evindelige gentagelser. Det er bare ikke til at holde ud. Vi kan køre træt i gentagelserne – og få lyst til at komme videre – til noget nyt. Til noget, som vi ikke har oplevet før. Nye udfordringer. Nye udsigter. Nye indsigter. Jo, gentagelser kan godt blive trivielle.

Men det er altså også godt med gentagelser. Det er dem, der binder vores dage sammen. Det nye kirkeår er nyt. Men vi har også noget med fra det gamle. Der er noget, vi kan genkende. Og det er der tryghed i. Vi ved, hvad vi kan forvente os, og hvordan vi skal forholde os. Hvis hver dag var fuldstændig splinterny, så skulle vi opfinde livet forfra hvert eneste øjeblik. Det ville være anstrengende. Gentagelserne skaber sammenhæng i vores dage. Derfor kan vi glæde os over det, der kommer igen.

Vi siger jo heller ikke: Åh nej, er det nu allerede forår igen. Det har vi jo prøvet før. Og børnene siger ikke: Øv, nu sner det igen. Det gjorde det også sidste år. Nej, vi glæder os over det, der kommer tilbage til os, fordi vi genkender det.

Sådan er det også med kirkeåret. Og det fantastiske med evangeliefortællingerne er, at selvom vi kender dem til hudløshed, så er de nye, når de kommer tilbage til os. Der er en ånd eller en kraft i de fortællinger, som gør, at de kan møde os – med lige præcis det, som vi har brug for at høre. Måske har vi selv ændret os. Det kan være, at vores livssituation er blevet en anden. Vi har fået nye ører. Og så taler fortællingen til den nye opmærksomhed, som vi sidder med.

Beretningen om Jesus, der prædiker i Nazareths synagoge er et levende eksempel på lige præcis det. Jesus læser op af profeten Esajas bog. Det er ord, som er mindst 700 år gamle. Alle i synagogen har hørt de ord tusindvis af gange før. De er ligeså genkendelige for dem, som juleevangeliet er for os. Men de sidder pænt på deres pladser og nyder gentagelsen. Godt budskab til fattige. Frihed til undertrykte. Nyt syn til blinde. Jo, de kender det. Det har de hørt før.

Så lukker Jesus bogen og siger: I dag … I dag er de her ord gået i opfyldelse. Så springer gnisten. De gamle velklingende ord bliver pludselig til nutid - til virkelighed. Der går et sus igennem synagogen. Det er som om ordene løber rundt imellem tilhørerne og rører ved dem. De er begejstrede. De kan mærke, at ordene gør noget ved dem.

Men et øjeblik efter skifter stemningen igen. Begejstringen bliver til vrede. Ordene blev for farlige. De kom truende tæt på og krævede at blive hørt på ny. Det var ubehageligt. Og så kommer reaktionen. Lad os være i fred. Lad os beholde vores traditioner og de smukke, gamle ord, som vi kender. Kom ikke her og snak om fattige og undertrykte og blinde og dem, som er uden for. Rør ikke ved vores gamle jul.

Det er et meget præcist billede af den spænding, der altid er imellem det kendte, som gentager sig, og så det helt nye. Trygheden ligger i gentagelsen. Men udfordringen ligger i det nye. Og de to skal afbalancere hinanden.

Vi kan blive forskrækkede og skubbe fortællingerne fra os – ligesom folkene i Nazareths synagoge. Og så vugger vi videre i det velkendte, hyggen, traditionerne. Men fortællingerne vil noget mere med os. De vil blive til nutid og udfordre os. Og vi skal have mod til at lukke vores hænder og vort hjerte op, så vi kan tage imod det nye, som Gud rækker til os – i ordet og i nadveren, i bønnen og i stilheden, i sangen og i musikken.

Fortællingerne vil os noget. Hvis vi sidder med en angst, så vil de give os mod. Hvis vi sidder med en tomhed, så vil de fylde os. Hvis vi sidder med en sorg, så vil de trøste os. Og hvis vi sidder med en glæde, så vil de vise os det sted, hvor vi kan anbringe vores taknemmelighed. Fortællingerne vil blive til nutid. Lad os åbne vore hjerter, så vi kan se, hvad Gud vil give os lige nu.

Hver gang at jeg syns jeg ku’
helt la’ vær’ at være,
står du her med livets nu
Jesus du min Herre.


Amen

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk