top2

Verdensdommen

Hør prædikenen:

Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.« Mattæusevangeliet kap. 25.

Det handler om dom - her på den sidste søndag i kirkeåret. Vi hører om Jesus og disciplene, der drøfter de helt store eksistentielle spørgsmål: Hvordan kommer fremtiden til at forme sig? Hvordan er tidens løb og verdens gang og altings afslutning? De store spørgsmål vil disciplene gerne have en forklaring på. Som svar fortæller Jesus en række lignelser. Og han slutter med billedet af verdensdommen. De brutale ord om de forbandede, som bliver sendt væk til den evige straf.

Jeg skal nok vende tilbage til de alvorlige ord om dommen. Men inden vi kommer dertil, vil jeg gerne standse ved en af de allermest kendte lignelser, vi har: Lignelsen om den barmhjertige samaritaner. For den kan måske kaste lidt lys over de forundrede spørgsmål, som både de dømte og de frikendte stiller: Hvornår så vi dig sulten og tørstig og nøgen og forladt? Det så vi da aldrig! Sådan siger begge grupper.

Lignelsen om den barmhjertige samaritaner handler om at se det oversete. Den er nærmest en grundfortælling i vores kultur. Den ligger lagret dybt i vores fælles bevidsthed. Den præger vores måde at tænke på. Hvis vi går ud på gaden og spørger en flok tilfældige mennesker, hvad det vigtigste i kristendommen er, så tror jeg, at 9 ud af 10 vil svare: Næstekærlighed. Det er lignelsen om den barmhjertige samaritaner, der er skyld i det. Så stor en indvirkning har den haft.

Hvem er min næste? Det er det spørgsmål, som bringer fortællingen til verden. En af de skriftkloge spørger Jesus, hvad han skal bruge sit liv til. Hvad er det rigtige? Hvad er meningen med det hele? Og Jesus svarer: Du skal elske din Gud og du skal elske din næste.

Men hvem er min næste, spørger manden så videre. Han er straks klar til at kaste sig ud i en spidsfindig diskussion om, hvor grænsen går. Hvor langt rækker hans ansvar? Er det kun til familien? Eller også til naboerne? Hvad med landsmændene? Og hvad med dem, der har den samme tro? Hvor langt skal vi gå for at hjælpe? Eller sagt med andre ord: Hvornår er det ikke længere mit ansvar? Hvornår kan jeg tillade mig at slappe af?

Så fortæller Jesus lignelsen om manden, der bliver slået halvt ihjel af røvere. Om præsten og tempeltjeneren, der bare går forbi uden at ville se noget. Og om den fremmede, som standser op og hjælper staklen i vejkanten. Hvem af de tre - præsten, tempeltjeneren eller samaritaneren - gjorde det rigtige?

Svaret giver sig selv: Samaritaneren optræder som en næste - altså som et medmenneske. For ham er det ikke afgørende, om han er i familie med den nødlidende, om de er naboer eller trosfæller. I det øjeblik et nødlidende menneske kommer inden for vores synsfelt, så bliver han vores næste. Når han er der, så har vi også et ansvar. Det, vi ser, det forpligter os. Vi kommer ikke til et punkt, hvor den forpligtelse holder op. Hvor vi kan forsvare at lukke øjnene for den nødlidende.

Men hvad sker der så med næste-begrebet i vores globaliserede virkelighed? Gælder det stadigvæk, at så snart vi kender til et andet menneskes lidelse, så er vi også forpligtet til at hjælpe? Så bliver det svært! For vi ved jo så meget. Hele verden er blevet gennemsigtig. Vi hører om krige og naturkatastrofer på den anden side af jordkloden. Vi kender til fattigdom og sult mange steder i verden. Vi kan umuligt forholde os autentisk til det hele. Vi ser mere, end vi kan overkomme. Det overbelaster vores samvittighed, og i værste fald gør det os passive. Vi kan jo alligevel ikke gøre ret meget fra eller til.

Men hvis vi ser mere end vi kan bære, hvad er det så, der forpligter os? Her tror jeg, det er vigtigt at lægge mærke til, at næste-begrebet rummer en forestilling om nærhed. Som i lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Præsten gik lige forbi den forslåede mand. Den nødlidende var bogstaveligt talt på hans vej. Og han havde det i sin magt at hjælpe manden. Men han undlod det - og derfor var det et svigt. Vi kan ikke afhjælpe al den nød, som vi ved om, men når nøden kommer inden for den radius, hvor vi kan handle, så forpligter den os.

Nu kunne det lyde som om der blev skruet gevaldigt ned for kravene. Som om de store og tunge byrder blev løftet af vore skuldre, så vi kan nøjes med det overkommelige. Men sådan er det jo slet ikke. For det er netop i det nære og det konkrete, at vi tit kommer til kort.

Når vi i dag hører Jesus fortælle om verdensdommen, så bliver det chokerende klart. Det er netop de helt nære ting, der bliver spurgt efter. Noget så simpelt som et glas vand - eller en hjælpende hånd - eller et trøstende ord - eller bare et øjebliks nærvær. Og det chokerende er, at også dér - i det nære, hvor vi havde muligheden for at gøre det rigtige - også dér har vi svigtet. Vi har ikke svigtet hver eneste gang, men tit nok. Det er kun rimeligt, hvis vi frygter for at være på den forkerte side, når Gud skiller fårene fra bukkene. Dommen er en alvorlig sag. Og evangeliet tager ikke alvoren ud af dommen.

Men selv om dommen ser endegyldig ud, så ender det ikke der. I Jesu forkyndelse er der altid en fortsættelse. Der er altid en ny mulighed. Det gamle er forbi. Se, noget nyt er blevet til. Dommen skal ikke skræmme os til døde, men vække os til live. Vi skal ikke blive stående i fallitten, men træde ud af den og begynde på ny.

I dag slutter vi et kirkeår. Og på næste søndag begynder et nyt. Det er advent. Jesus kommer. Og han siger det selv – gang på gang: Jeg kommer ikke for at kalde retfærdige, men syndere … Så lad os da høre det kald. Lad os - som de syndere vi er - løfte hovedet og gå med ind i det nye.

Amen

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk