top2

Giv kejseren, hvad kejserens er - og Gud, hvad Guds er

Hør prædikenen:

Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?” »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej. Mattæusevangeliet kap. 22.

Sikke noget hykleri!! Farisæerne kommer til Jesus med deres bekymringer. Går det nu an, at vi betaler skat til kejseren i Rom? Vi tror på himlens Gud. Men kejseren tror jo, at han selv er Gud. Er det så ikke afgudsdyrkelse, hvis vi betaler skat til kejseren? Siger vi så ikke indirekte ja til, at kejseren er Gud? Vi vil da ikke krænke Guds ære.

Hykleri, siger Jesus. Grib i lommen. Se på de mønter, som I går rundt med. Kejseres billede og hans indskrift er på hver eneste af dem. I er jo ikke spor bange for kejseren og hans penge. I har lommerne fulde. Og endnu flere derhjemme på kistebunden. I samler ligefrem på dem. Det er åbenbart først når pengene skal op af lommen igen, at det bliver et problem for jer. Så bliver I pludselig sarte. Går det nu an? Er det ikke noget snavs med de penge? Skulle vi ikke hellere gemme dem væk igen, så vi ikke bliver rodet ind i noget ufint?

Hykleri, siger Jesus. Nej, I kan ganske roligt betale skat til kejseren. Han bliver ikke Gud af det – og I får ikke snavsede hænder. Giv bare kejseren, hvad kejserens er, - MEN husk også at give Gud, hvad Guds er. Det lyder enkelt, men i virkeligheden er det ret besværligt. For hvad er det, der tilhører kejseren? Og hvad er det, der tilhører Gud?

Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er! Jeg er bange for, at vi tit bruger det udtryk, når vi vil have Gud til at blande sig uden om. Meget behændigt deler vi verden op i to forskellige domæner. Vi siger: Alt det her - det er politik, det er samfund, det er arbejdsplads, det er dagligdag. Det har Gud ikke noget med at gøre.

Gud hører hjemme i et andet domæne. Det kan være kirken, eller mine personlige værdier eller mine private holdninger. Der må vi godt lade Gud spille en vis rolle, hvis bare vi ikke belemrer andre med det.

Med sådan en skelnen bliver Gud placeret i en særlig, religiøs niche. Jeg er ret sikker på, at det IKKE var det, Jesus mente, da han sagde: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er.

Martin Luther, som vi fejrer i stor stil i år, er nok lidt medskyldig i, at det er blevet sådan. I vores lutherske kirke har vi en tradition for at tale om de to regimenter – det verdslige og det åndelige regimente. Det udtryk er tydeligvis i familie med sætningen om, at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er – og det bliver ligeså nemt misforstået og misbrugt.

Lad mig sige lidt mere om de to regimenter. Det ene regimente er kejserens eller fyrstens eller folketingets - eller hvad man nu kalder den verdslige øvrighed for tiden. Tanken hos Luther er, at øvrigheden er indsat af Gud, og den har en opgave i verden. Den skal holde orden. Den skal skabe retfærdighed og gode livsvilkår for alle. Og derfor har øvrigheden pligt til at udøve magt – men selvfølgelig kun på en retfærdig måde. Det verdslige regimentes symbol er sværdet.

Det andet regimente er det åndelige. Det åndelige regimentes symbol er ikke sværdet, men ordet. Der skal tales om tilgivelse – om tro og håb og kærlighed. Det er kirkens område.

De to regimenter – kejseren og kirken - har hver deres opgave. Og deres arbejdsmetoder skal ikke blandes sammen. Samfundet skal ikke styres med kærlighed, men af en retfærdig magt. Tilsvarende skal der ikke bruges magt på det åndelige område, men ordet skal skabe overbevisning og tro. Så langt, så godt.

Men hvis vi skal bruge forestillingen om de to regimenter til noget, så skal vi huske en vigtig forudsætning, som var helt indlysende for Luther – men som vi tit overser: Begge områder – både det verdslige og det åndelige - tilhører Gud. Gud har givet kejseren én opgave i verden og kirken en anden opgave i verden. Men det er den samme Gud. Det er den samme verden og de samme mennesker, det handler om. Kejseren har kun lånt sin magt og myndighed af Gud. Og kirken har kun lånt sit budskab og sin tro. Der er kun én verden og det hele er Guds.

Det, som tit sker med forestillingen om de to regimenter, er, at den får verden til at falde fra hinanden. Der bliver to halve verdener. Og så får Gud lov til at regere i kirken. Det er såmænd hyggeligt nok. Så kan vi komme og besøge ham, når det passer os. Ligesom en gammel bedstefar på plejehjemmet. Men uden for – i den såkaldt virkelige verden – dér bliver der ikke plads til Gud. Der vil vi selv bestemme det hele. Som sagt: Jeg er ret sikker på, at det IKKE var det, Jesus mente, da han sagde: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er.

For hvad er det, der tilhører kejseren – eller den verdslige øvrighed? Hvad skylder vi? Vi skylder skat. Vi skylder, at leve som lovlydige borgere. Vi skylder, at stræbe efter et retfærdigt samfund, hvor der er orden og tryghed og plads til alle. Vi skylder at stemme, når der er valg.
Derimod skylder vi ikke staten vort liv eller vor samvittighed eller vor tro. Staten er ikke absolut og statsmagten må ikke stille absolutte krav til os. Det verdslige regimente stiller kun overkommelige krav. Vi KAN faktisk give kejseren, hvad kejserens er. Det er muligt. Og de fleste af os gør det da også – så nogenlunde.

Anderledes vanskeligt er det at give Gud, hvad Guds er. For alting er Guds. Han har skabt os. Hans billede er præget ind i os. Vi tilhører ham - ligesom mønten tilhører kejseren, fordi hans billede er præget ind i den. Alt hvad vi har, er Guds. Livet og livsmodet. Al overskud og glæde. Troen og håbet og kærligheden. Vi skylder ham alt. Hvordan kan vi så give Gud, hvad Guds er?

Jamen, det kan vi slet ikke! Vi er nødt til at leve med bevidstheden om, at vi skylder alt. Det bedste vi kan gøre med det liv, som vi har lånt, er at leve det. Forære det væk til højre og venstre. Bruge det fuldt ud. Slide det op. Sammen med de andre, som også har lånt et liv.

Amen.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk