top2

Det ender godt

Hør prædikenen:

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:
»Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«
Mattæusevangeliet kap.5.


I dag er det Allehelgens dag. Vi følger skikken med at læse navnene op på dem, som er døde her i sognet i årets løb. Bag ved hvert navn er der et menneskeliv. Nogen af jer, som er her i dag, var særlig knyttet til dem, der bliver nævnt om lidt. I var en del af deres liv. Og de var en del af jeres. Andre af os har andre navne, som vi tænker på. Familie eller venner, som levede et andet sted eller døde for flere år siden. Vi var en del af deres liv – og husker på det med glæde og taknemmelighed og savn.

En anden Allehelgenstradition er, at vi hører de ord, som Jesus indleder sin såkaldte bjergprædiken med. Vi plejer at kalde ordene for saligprisningerne, fordi Jesus med en række forskellige udtryk priser de små, de fattige, de sørgende, de sultende. Det er næsten som at lytte til et gammelt digt. Ordene er store, og de kan være svære at forstå. Men de bevæger sig poetisk og smukt. Der er rytme og gentagelse. Og vi fornemmer trods alt en trøst i ordene. De peger på noget bedre, der skal komme.

Saligprisningerne er ret påståelige. De insisterer på, at det tunge, det smertefulde, som er nu, - engang vil forsvinde og blive afløst af noget godt og glædeligt. De fattige bliver tilgodeset. De, der sulter og tørster, bliver mættet. De sørgende bliver trøstet. Kort sagt: Det ender godt! Det er saligprisningernes påstand.

Når vi står midt i sorgen, så er det svært at tro på, at det ender godt. At glæden nogensinde vågner til live igen. Midt i mørket, kan vi ikke få øje på lyset.

Det er typisk for sorgen, at den prøver at erobre det hele. Om dagen stjæler den al energi, så det kan blive fuldstændig uoverkommeligt at flytte på sig. Når det bliver stille om aftenen, tvinger den tankerne til at kredse om savnet. Om natten holder den søvnen på afstand, så ensomheden for alvor kan gå til angreb. Den indsnævrer horisonten, så det bliver helt umuligt at se en fremtid. Sorgen påstår, at den er den eneste virkelighed. Den er kommet for at blive. Det bliver aldrig godt igen, siger sorgen, når den er mest påtrængende.

Men saligprisningerne påstår, at sorgen ikke har ret. Der er ikke kun den ene virkelighed. Der er også en anden virkelighed. Saligprisningerne forsøger ikke at bilde os ind, at sorgen ikke findes – at vi ikke kan blive ramt af kulden og ensomheden og angsten. Og det ville vi jo alligevel heller ikke tro på, for erfaringen viser os med al tydelighed, at mørket har magt i verden. Og det benægter saligprisningerne slet ikke. De siger bare, at der også er en anden virkelighed. Lyset har også magt.

Saligprisningerne påstår endda, at lyset er stærkere end mørket. Lyset var der først – og vil være der til sidst. Mørket er bare en snylter, som forsøger at æde sig ind på lyset. Men det vil ikke lykkes. For mørket er ikke noget i sig selv. Mørket er bare fravær af lys.

Kærligheden var der først. Savnet opleves kun som savn, fordi det snylter på kærligheden. Hvis ikke kærligheden allerede havde været der, så havde savnet ikke haft noget at leve af. Kærligheden er autentisk. Kærligheden kan stå alene. Det kan savnet ikke. Savnet er der kun på baggrund af kærligheden.

Glæden var der først. Glæden er mere oprindelig end sorgen. Glæden kan blive såret, når sorgen rammer den. Men såret lukker sammen igen - og glæden bliver hel. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. På den måde hævder saligprisningerne, at der er en bevægelse fra sorg mod glæde – og fra død til liv.

Grundtvig er god til det med billeder. I den salme, som vi sang for lidt siden, er der et enkelt vers, der peger på den samme bevægelse fra død til liv.

O, vidunder tro!
Du slår over dybet din gyngende bro,
som isgangen trodser i brusende strand
fra dødningehjem til de levendes land.

Troen bliver tegnet som en spinkel hængebro, der spænder hen over en dyb afgrund. Trodsigt krydser broen en brusende, isfyldt elv. På den ene side af fossen ligger den egn, som hedder Dødningehjem. Det er her, sorgen og savnet og smerten bor. På den anden side er De levendes land. Her er det glæden, der råder. På broen går bevægelsen kun den ene vej: Fra dødningehjem til de levendes land! Dér er Grundtvigs salme enig med saligprisningerne. Det går fra sorg til glæde, fra død til liv.

Hvad er meningen med saligprisningerne? Hvad vil de med os her på Alle helgens dag? Saligprisningerne vil styrke vores tro på, at det ender godt. De skal give os mod til at holde ud. Hold ud i mørket, siger de, for lyset er på vej. Hold ud i sorgen. Glæden kommer tilbage. Hold ud i savnet. Kærligheden er stærkere.

Amen.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk