top2

Åbne og lukkede fester

Hør prædikenen:

Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.« Mattæusevangeliet kap. 22.

For nogle år siden lavede Kim Larsen en sang, der hed Festen. Omkvædet i sangen er:

Da jeg bankede, var der en,
der åbnede døren på klem
og sagde: skrid pomfrit.
Det er en lukket fest.
Men kom indenfor alligevel.

Og sådan er det. Der er åbne fester, og der er lukkede fester. Kim Larsen sagde i forbindelse med sangen, at det bedste er de lukkede fester, hvor man egentlig ikke er inviteret, men hvor der så er én, der siger: Kom indenfor alligevel.

Nu er spørgsmålet: Er festen i Guds rige en åben eller en lukket fest? Hvad er det, Jesus siger med sin fortælling om kongesønnens bryllup? Er budskabet ikke netop, at det, der først så ud som en lukket fest, blev lavet om til en åben fest. Kom indenfor alligevel!

Fortællingen om kongesønnens bryllup bygger temmelig sikkert på en vandrehistorie, som var i omløb på Jesu tid. Den ligner i hvert fald temmelig meget. Vandrehistorier cirkulere rundt – fra mund til mund og fra slægtled til slægtled. Og mens de vandrer, så skifter de både form og indhold. Historien er stadig genkendelig som den samme gamle historie, men forskellige fortællere lægger vægten forskelligt – og føjer lidt nyt til. Når Jesus genfortæller vandrehistorien, så gør han det heller ikke bare bevidstløst. Han drejer historien og giver den en helt ny pointe.

Den vandrehistorie, som Jesus måske har kendt, handler om en brutal og forhadt tolder. Mod slutningen af sit liv forsøger tolderen at rette op på sit dårlige rygte. Han har skrabet mange penge samme i løbet af sit arbejdsliv. Og de penge vil han nu investere i en stor fest. På falderebet prøver han altså at købe sig lidt forståelse og sympati.

Først inviterer han alle byens spidser til festen. Men forståeligt nok, så vil de helst ikke ses sammen med den forhadte tolder. De takker pænt nej til festen. Dernæst inviterer tolderen alle de fattige og sultne til fest. Og de tager imod indbydelsen. Der bliver en rigtig fest, og de er glade. Så har tolderen da i det mindste gjort én god gerning i sit liv.

Kort tid efter dør han, og Gud skal bedømme hans liv. Nu kommer vandrehistoriens morale: Gud narrer man ikke så nemt. Én enkelt god gerning til sidst kan ikke skjule et helt livs misbrug. For Gud er streng. Og derfor får den onde tolder lov til at tørste i dødsriget. Det er moralen i vandrehistorien.

Den vandrehistorie samler Jesus op - og han bruger den som udgangspunkt for sin egen fortælling. Men han drejer historien, så den ikke længere handler om Guds skarpe blik og hans strenghed. Tvært imod, så bruger Jesus historien til at fortælle om Gud, der skifter sind. Han lader sin helt urimelige gæstfrihed løbe af med sig. For egentlig var det en lukket fest, MEN kom nu indenfor alligevel.

Gud lukker festen op og sender sine tjenere ud for at invitere hvem som helst, de finder - både onde og gode - revl og krat. De skal gå helt derud hvor vejene ender. Det er et fantastisk udtryk! Der er ingen mennesker, som er så langt ude, at Gud ikke når dem med en indbydelse til fest. Sådan drejer Jesus historien.

Det er smart at bruge sådan en kendt historie. Så står tilhørerne først og nikker indforstået. Ja ja, alt det der - det har vi hørt før. Vi ved godt, hvordan den historie ender. Men når fortællingen så pludselig tager en uventet drejning, så spidser de ører. Så bliver det helt tydeligt, at der er noget nyt på spil. Kontrasten til den kendte historie springer i øjnene. Gud er ikke sådan, som vi er vant til at høre. Gud er ikke den nøjeregnende vært, der kun indbyder de allermest værdige til sit hus. Nej, Gud er som den far, der gerne vil have alle sine børn samlet omkring sig – også dem, der er trodsige og går deres egne veje.

Fra Jesus er historien om kongens fest vandret videre til både Lukas og Matthæus, som begge to har den med i deres evangelier. De laver ikke om på pointen i historien, men de lægger vægten lidt forskelligt. Lukas er den blideste af de to. Ham kan jeg egentlig bedst lide. Matthæus-versionen, som vi hører i dag, har lidt fleres skarpe kanter. Men hvis vi skræller de yderste lag af, så er der en fælles kerne i historien. Det fælles motiv er FESTEN. Gud indbyder til fest. Han indbyder alle - uden undtagelse. Der er ikke en eneste af os, som ikke har en plads i festen og i fællesskabet. Vi kan ikke sige: Min skyld er for stor. Min fromhed er for lille. Jeg har svigtet for tit. Min vej har ført mig for langt væk fra Gud. For Gud går helt derud, hvor vejene ender og indbyder hvem som helst - både onde og gode.

Fest - det betyder, at vi har lov til at være glade. Der er så mange ting, som kræver alvor af os. Integrationsproblemerne. Bandekonflikten. Klimakrisen. De nye storpolitiske spændinger. Der er så meget, der forlanger, at vi tager ansvar og bekymrer os og gør en indsats. Men midt i alt det er der en fest - og vi er indbudt til at være med. Vi har lov til at være glade.

Fest betyder også, at vi tager imod fra en anden. For sådan er det jo med fester. Der er en vært, som har sørget for at købe ind og lave mad og stille an. Og så kommer gæsterne og sætter sig til bords - og nyder festen. En anden har ydet - og nu kan vi nyde.

Fest betyder også, at der er mennesker, at feste sammen med. Vi er der sammen med de andre. Vi er der på lige vilkår - som indbudte, som gæster der tager imod.

Men som sagt, så er historien – sådan som Matthæus fortæller den - ikke helt uden skarpe kanter. Godt nok understreger Matthæus også, at alle er indbudt til festen. Men der er alligevel en lille løftet pegefinger til sidst. Han fortæller om en mand, der sneg sig ind til festen i sit eget gamle arbejdstøj. Alle de andre er mødt op i det tøj, som værten har sendt ud sammen med indbydelsen. Sådan var skikken nemlig. Så var der ingen, der blev bragt i forlegenhed, hvis de ikke havde råd til dyrt festtøj. Det fulgte med indbydelsen. Så var det problem løst.

Men én af gæsterne har altså alligevel valgt at møde op i sit eget gamle tøj. Han er reserveret. Han er ikke helt sikker på, om han vil være med. I hvert fald ikke for enhver pris. I hvert fald ikke sammen med hvem som helst. Han vil først lige se festen an. Måske er det ikke noget for ham. Med sådan en holdning kan vi udelukke os selv fra festen i Guds rige. Det aspekt vil Matthæus have med.

Men også for Matthæus er hovedbudskabet, at Gud indbyder til fest. Vi er inviterede. Vi har lov til at slippe alle forbehold - og være med - sammen med de andre - på lige vilkår. Vi har lov til at være glade og tage imod.

Amen.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 21 64 31 64
Mail: nplj@km.dk