top2

  • Forsiden
  • Dagligt liv i kirken
  • Venskabsmenighed

Vi blev taget rigtig godt imod

Af Majken og David Kousholt

majken david hjemSå er vi vendt hjem fra vores tur til Tanzania. Vi er allerede kommet ind i en hverdag igen. Man omstiller sig hurtigt til kulde, arbejde og de i-landsproblemer, vi tumler med her i Danmark.
Vi tog afsted for at opleve en anden kultur og få vores liv sat i perspektiv. Det har turen opfyldt til fulde.
Man må sige, at vi fik oplevet en anden kultur. Hvilket i stor grad skyldes, at vi boede ude, hvor kragerne vender, men også at vi boede det samme sted i 3 mdr.
Vi nåede at opleve de smilende og gæstfrie afrikanere, men vi oplevede også, hvad der gemte sig bag smilet og de problematikker, de oplever i deres liv. Den ander-ledes kultur blev vores hverdag.
Vores liv er også blevet sat i perspektiv. Vi er blevet endnu mere glade og taknemmelige for vores liv og hverdag.
En af vores bedste oplevelser dernede var besøget i Kasheshe. Vi blev taget rigtig godt imod af dejlige mennesker, og vi kunne mærke, at de sætter stor pris på venskabsforbindelsen.
Vi så alt det arbejde og alle de projekter, de har gang i, og hvor
meningsfuld vores støtte er. Vi er stolte og glade for vores kirke, som har øje for andre i verden.

På vej til Tanzania

majken davidAf Majken og David Kousholt

Vi er en lille familie, der til september rejser til Tanzania. En tur vi ser meget frem til, med begejstring og kildren i maven. Vores firkløverfamilie tæller Selma på knap 1 år, Carl på 5 år, Majken (29 år) og David (31 år). David arbejder til dagligt som tømrer og Majken er pt. på orlov, men er ellers lærer på en lille friskole. Vi bor i et lille hus i Skals, hvor vi nyder at bo.

Men vi har altid haft en drøm om at rejse ud i verden, ikke kun som turister, men for at være en del af et samfund et andet sted i verden. Samtidig har vi en ide om, at det skulle være efter, vi havde fået børn. For vi mener, at sådan en rejse er en uvurderlig gave til vores børn. 

Vi har ikke altid vidst, hvor i verden vi skulle hen, men har efterhånden en håndfuld venner, der har været i Afrika og har været ovenud begejstret for at være der. Så da vores tanker begyndte at kredse om netop dette sted, virkede det så oplagt, da Niels-Peter Jacobsen under en gudstjeneste nævnte Rødding, Løvel og Pederstrups venskabmenighed i Kashehe.

Vi fortalte Niels-Peter om vores drøm om at rejse ud og at Kashehe måske kunne være en mulighed. Så nu, efter mange menneskers involveren og arrangeren, kan vi endelig komme til Tanzania, nærmere bestemt Karagwe.

Vi skal bo på Nkwenda bibelskole, hvor Majken også skal undervise i engelsk. David skal primært arbejde på en håndværkerskole, men vi bliver også begge knyttet til en lille børnehave, hvor vi skiftevis skal være med vores børn.

Vi skal under vores ophold også besøge venskabsmenigheden i Kasheshe, hvilket vi ser meget frem til. Vi glæder os rigtig meget til at skulle ud på denne tur. Vi ser frem til at møde en fremmed kultur, andre værdier og et andet folkefærd og til at blive en del af alt dette. Og så glæder vi os til at fortælle om det, når vi kommer tilbage.

Viborg Kirkeradio har lavet en udsendelse om David og Majken og baggrunden for deres rejse. Hør udsendelsen her

Stort korstævne for søndagsskoler i Kasheshe

kasheshe1


I vores venskabsmenighed i Kasheshe i Tanzania fylder korsang rigtig meget. Der kan ikke holdes gudstjeneste uden mindst ét kor - gerne to eller tre.

I juli var alle søndagsskolekor fra de 9 menigheder samlet til stort stævne, hvor de skulle optræde dels med en sang fra deres salmebog og dels med en sang, som børnene selv havde skrevet til lejligheden. De nyskrevne sange handlede om børnenes hverdagsliv i familierne. Der var i alt omkring 270 børn, der deltog i korstævnet. 

Læs mere ...

Venskabsdag i Pederstrup

venskabsdag
Søndag den 26. oktober var venskabsdag, hvor der var særlig fokus på vores venskabsmenighed. Efter gudstjenesten blev der spist mandazi og jordnødder og drukket sød te, mens Sune fortalte sidste nyt fra menigheden i Kasheshe i Tanzania.

To kendte præster mødes i Tanzania

karsten karoroAf Niels-Peter Jacobsen, sognepræst

En tidlig lørdag morgen i efterårsferien blev jeg vækket af min telefon. Der var en ny besked på WhatsApp. Inden jeg var helt vågen, var jeg klar over, hvem afsenderen måtte være. For jeg har kun én ven på WhatsApp. Det er pastor Karoro, som er præst for vores venskabsmenighed i Kasheshe i Tanzania. Der var oven i købet to billeder med beskeden. På det ene billede står pastor Karoro ved siden af Karsten Jervad, som tidligere var præst her i Rødding, Løvel og Pederstrup. Det andet billede viser Inge og Karsten Jervad. Sammen med billedet skriver Karoro: Hilsen fra Kasheshe. Denne morgen mødte jeg disse betydningsfulde folk fra jer. Jeg vidste godt, at Karsten og Inge var på tur til Tanzania sammen med en danske rejsegruppe. De havde på forhånd forhørt sig om vores venskabsmenighed, så de kunne kontakte folk derfra, når de var i nærheden. Det lykkedes altså at opnå kontakt.

Læs mere ...

Baggrunden for venskabsforbindelsen

På et visionsmøde i januar 2005 for det nye menighedsråd i Rødding kom ideen om at få en venskabsmenighed første gang på tale. Overvejelserne bag var, at vi gerne i praksis ville finde ud af, at vi er medlemmer af en stor kirke. At vi har kristne brødre og søstre ud over jorden. Ved at få ansigter og navne på medlemmerne af en anden luthersk menighed bliver det konkret og nærværende. At det skal være en venskabsforbindelse er vigtigt, det skal ikke være et projekt. Venskab opstår, når man slår følge, det er en gensidig forpligtelse, og det kræver to parter, som både ønsker at give og modtage. I løbet af 2005 fik vi kontakt med Kasheshe Sogn i Karagwe Stift i det nordvestlige Tanzania. Kontakten blev etableret gennem Danmission og Stiftsledelsen i Karagwe. Under et besøg i sommeren 2005 mødte Else Bjerg og Sune H. Frederiksen præsten i Kasheshe og 3 medlemmer af sognekomiteen. Der kom nu ansigter på vores nye venskab og vi fik talt om hvilket indhold vi kunne forestille os i venskabsforbindelsen. Derefter kunne vi lave en formel aftale, den blev i løbet af vinteren 2005-2006 skrevet, rettet og godkendt og underskrevet. I samme periode blev forbindelsen udvidet, så det nu er hele Rødding, Løvel og Pederstrup Pastorat ,der er med og ikke kun Rødding sogn. Kasheshe Sogn har 6 menigheder. I september 2006 var Sune H.F. under en tur i Karagwe til gudstjeneste i Rugabo menighed, Kasheshe sogn. Der afleverede han den underskrevne venskabsforbindelse sammen med hilsner og billeder fra Rødding, Løvel og Pederstrup.

Indhold

Venskabsforbindelsen drejer sig først og fremmest om at vi lære hinanden at kende og at vi følger med i hinandens liv og at vi husker hinanden i vores bøn og tanker.
Vi vil gennem breve og billeder fortælle om vores liv og dagligdag her i pastoratet og vil gennem nyt fra Kasheshe lærer mere om hvordan det er at være kirke og kristen der.
Når der kommer nyt fra Kasheshe vil vi lægge det på vores hjemmeside, og noget af det vil vi bringe i Sognet. Vi vil have menighederne i Kasheshe sogn med i kirkebønnen.
Og så må vi se hvad der mere kommer.

Lidt om Kasheshe Sogn

Kasheshe ligger i den sydlige del af Karagwe stift. Det er et område uden bymæssig bebyggelse. Mod syd grænser sognet op til et naturreservat, hvor der ikke bor mennesker. Langt de fleste i sognet ernærer sig ved landbrug. Dels ved at dyrke afgrøder som man spiser, dels ved at dyrke især bananer og kaffe til at sælge. Det er et udkantsområde, det viser sig bl.a. ved at der ikke er uddannelses-institutioner udover grundskoler (op til 7.klasse).

Sognet har 1 præst til de 6 menigheder. Nogle af menighederne er gamle og veletablerede, andre er meget mindre og skrøbelige. De menigheder ligger i områder hvor flertallet af befolkningen er katolikker. Til hver menighed er der ansat en evangelist, som står for gudstjenesten de søndage hvor præsten ikke er tilstede. Det er også evangelisten der står for begravelser, når præsten ikke kan nå frem.

Kontakt menighedsrådene

Rødding: Jens Vestergaard,
tlf. 86 65 10 79, j.vestergaard@os.dk 
Løvel: Lars Østergard Nielsen, 
tlf. 86 69 90 58, larsoenielsen@hotmail.com 
Pederstrup: Jørgen Dalager, 
tlf. 86 69 90 96, nederskov@dalager.com

Kontakt præsten

Sognepræst
Niels-Peter Lund Jacobsen
Kirkegade 14, Rødding
8830 Tjele
Tlf. 86 65 10 11
Mail: nplj@km.dk